dobermann vs rhodesian ridgeback? {{forumTopicSubject}}
Jeg søger nu vejledning hos de garvede hundeejere på hg da mig og min kæreste igennem længere tid har søgt alt information om de i vores øjne skønne racer Rhodesian ridgeback og dobermann. Dog har de en tildens til at blive beskrevet som nogle racer der ligner hinanden meget på flere planer og det gør det svært for os at blive sikre i et valg mellem de to:)
Hertil vil jeg gerne høre de erfarne hunderejer herinde hvad de har af overvejelser i forhold til lige de racer, der kan gøre en beslutning lettere for os og måske gøre os opmærksom på hidtil udtænkte aspekter:)
Det skal nævnes at vi begge har stor hunde erfaring, Jeg med Alaskan malamute og min kæreste har førhen haft en dober-blandning.
endvidere at vi bor i en lejlighed på 90 kvadratmeter tæt på både strand og vand og at vi har korte arbejdsdage, da jeg er lærerstuderende og min kæreste pt. er arbejdsløs
og sidst men ikke mindst elsker at opholde os udendørs og være aktive med vores hund.
maj 2008
Følger: 24 Følgere: 27 Hunde: 4 Emner: 172 Svar: 2.818
Rhodeseren er en langt mere selvstændig race, som ikke lader sig "modellere" på samme måde, som dobberen.
Der findes selvfølgelig dårlige eksemplarer indenfor begge racer, men hos dobberen skal man være mere opmærksom på at få en nervefast hund end hos rhodeseren, som tangerer til at "hvile lidt mere i sig selv".
Så lettere hysteri og "flyvsk adfærd" med udadreagerende adfærd ses en del hyppigere hos dobberen, mens en mere indadvendt/tilbageholdende/reserveret adfærd kan opleves hos rhodeseren.
Det er begge hunde med stor adræthed og løbeglæde, - og ligeledes hunde som kan optræde særdeles skarpt.
Rhodeseren er jo det vi kalder en "stillende jagthund", hvilket ligeledes ofte gør, at denne races interesse for naturlig vildt generelt kan forventes at være noget større end hos dobberens. Igen en vigtig faktor, såfremt man ønsker at have en lydig hund, som man kan slippe løs.
Begge racer er også kendt for deres kønsaggression ved kønsmodningsalderen og fremefter.
dec 2008
Følger: 5 Følgere: 4 Hunde: 2 Emner: 8 Svar: 22
Jeg endte med en dobermann.
Jeg fik en omplaceringshund, da jeg har små børn og derfor ikke mente det var tiden til en hvalp, som ½ år senere gik i lømmelalderen og måske derfor kunne være for voldsom til børnene.
jeg fandt Ozzy, som var 11 mdr på det tidspunkt og det passer perfekt ind i vores familie.
Jeg har fået en meget trænbar, yderst arbejdsglad hund, som er rolig indendøre og tændt og klar til arbejde, når vi skal lave noget. Jeg fik jo så også fordelen af at få en hund, som jeg vidste var godt præget på børn og andre hunde - dog har vi lidt problemer med katte, men jeg håber, at det løser sig med tiden.
Jeg valgte rhoderesen fra, fordi jeg i flere racebeskrivelser kunne læse, at den kan være lidt skarp - og det duer ikke i vores familie, hvor der er 4 børn og ofte kommer kammerater på besøg osv...
Jeg kan ikke sige andet, end at jeg er super glad for mit valg og Ozzy opfylder alle de ønsker, jeg har til en hund
jun 2008
Følger: 3 Følgere: 2 Emner: 6 Svar: 93
Ridgebacken ER træningsbar, men på sine egne præmisser. Den er mere selvstændig og til tider egenrådig, men med de rette træningsmetoder og en potion motivation fra din side er der ingen problemer. For os der har en ridgeback er netop de ovennævnte ting der gør vi elsker den.
Der er mange børnefamilier som har ridgeback, så børn bør ikke grunden til at fravælge denne race, men det forudsætter selvfølgelig at man også har nogle børn som opfører sig ordenligt over for hunden.
Mht kønsaggression, så er den hverken værre eller bedre end andre racer, dvs nogle har ingen problemer med at omgåes andre af samme køn, mens nogle har.
Du kan læse mere om racen på klubbens hjemmeside www.ridgebackklub.dk
feb 2009
Følger: 32 Følgere: 34 Hunde: 3 Emner: 40 Svar: 226
Selvfølgelig er der forskel på en han og en tæve, men vores er som nat og dag. Hannen er reserveret over for fremmede, han kan være nervøs hvis han har sat sig noget i hovedet han mener er farligt. Han er ikke så glad for store hanhunde, så kommer dominansen frem. Tæven er derimod meget imødekommende over for fremmede, og hun er ikke bange for noget. Det eneste de har tilfælles er at de begge er vagtsomme og passer godt på hjemmet og os.
En Dober kræver at man arbejder med dem, og bor man i lejlighed ( det gør vi) så skal de ud og bruge sig dagligt, de er fantastiske til spor arbejde og de elsker det. Vi går enten lange ture i skoven eller slipper dem løs på en mark, og de kan virkelig løbe stærkt i længere tid.
Hvis i beslutter jer for en Dober så vil jeg foreslå en tæve første gang :o)
Desuden er en Dober en af de klogeste hunde :o)
dobermann vs rhodesian ridgeback?