Sorg, dyr vs. mennesker {{forumTopicSubject}}

Jeg kan ikke forklare et formål med denne tråd, der er blot sat nogle tanker igang hos mig.

Vi har for knapt en uge siden måttet aflive min mors knapt 12 år gamle hund, da kræften blev så slem at kroppen nu ikke kunne bære den mere. Det var ikke bare min mors hund, for oprindeligt var hun min. Jeg fik hende i konfirmationsgave i sin tid. Da hun ikke var ret god til at være alene hjemme og min mormor flyttede tæt på min mor (og mig og min søs), blev det hverdagsrutine at min mormor hentede Kira, som hun hed, om morgenen, og så hentede jeg Kira hos min mormor når jeg kom hjem fra skole. Da jeg skulle flytte hjemmefra sagde jeg til min mormor at Kira skulle med mig, men med det ansigtsudtryk hun fik da jeg sagde det gjorde at jeg ikke kunne bære at tage Kira fra hende. Det betød så meget for hende at have Kira hos sig hver dag. Hun havde selv haft hund i mange år, men ville ikke købe ny, da hendes collie måtte tage den sidste rejse.

Så altså alt i alt blev Kira med tiden min mors/mormors hund, da jeg ikke boede hjemme. Kira var altså derfor en hund jeg også holdt utrolig meget af og som har været en stor del af mit liv.

Min søster på 16 bor stadig hjemme med min mor, og ny hund blev bragt ret hurtigt på banen af mig fordi jeg selv ved hvordan jeg har det. Mit liv kan praktisk talt ikke rigtig fungere uden hund/dyr i det. Det lyder måske helt overdrevet og jeg har ikke mødt mange der kan forstå det, men det er nu engang et faktum.

Når jeg har mistet dyr har jeg hurtigt skulle ha' et nyt hos mig. For mig er den nye slet slet ikke en erstatning, men en kæmpe hjælp for mig til at tackle sorgen, til at mindes det dyr jeg har måttet sige farvel til på en langt mindre tung måde fordi jeg har fået en ny støttepædagog, om man vil.

Desværre mistede vi også min mormor for ca. 2 år siden, og jeg er stadig temmelig tynget af det tab. Jeg er desværre ikke typen der kan græde en ordentlig mængde, forstået på den måde at jeg kan mærke at jeg nok ville få meget mere luft hvis jeg kunne tage en ordentlig tudetur, men gråden vil ikke rigtig komme frem. Der sker af og til, men jeg skal presses langt ud før jeg tipper udover den kant som gør at jeg kan tage en ordentlig tudetur.

Mine tanker er så faldet omkring det her med at jeg gerne straks vil fokusere på en ny glæde (nyt dyr), men altså samtidig mindes den gamle. Den nye er på ingen måde en erstatning, men en ny glæde. Men da jeg mistede min mormor havde jeg ikke brug for at skulle ha' en ny mormor. Faktisk vil jeg ikke ha' en ny mormor, så vil jeg hellere leve uden, og det er nok flertallet der har det sådan, men det undrer mig hvorfor det er sådan. Mens familiemedlemmer man har kært lever og mens ens dyr lever, så kan jeg ikke mærke den mindste forskel på hvor meget jeg holder af dem, men når først jeg mister er forskellen så markant.

Disse tanker er dukket op fordi min mor og søster slet ikke er klar til ny hund. De føler begge at den nye vil møve sig ind. Jeg har fuld forståelse for deres følelser omkring det, selvom sorgen for mig ville være lettere med fokus på ny hund.

Jeg ved ikke om jeg virkelig er en del at et helt lille fåtal som straks skal ha' et nyt dyr. Jeg læste "Farvel til en ven" (af Anders Hallgren) igår, og også her beskriver den hvor onde man kan føle mennesker er omkring en når de spørger om man skal ha' ny hund, så måske har jeg virkelig en underlig måde at tackle sorg på? For jeg vil til en hver tid benægte at det er fordi jeg elsker mine dyr mindre end andre elsker deres. Det er helt sikkert ikke det indtryk jeg har, da jeg flere gange har oplevet at folk har svært ved at forstå hvor vigtigt det er for mig at jeg har dem hos mig.

Puh! Det blev meeeget længere end jeg havde tænkt. Jeg har blot brug for at dele mine tanker, og dette forum virker som det rette sted. Her støder jeg ikke ind i de mennesker som ikke kan sætte sig ind i hvad en hund betyder.