Livet uden hund {{forumTopicSubject}}

Som i jo er bekendt med, blev jeg nød til at omplacere Gaddafi.
Det var virkelig svært for mig, da han var/er en lille møgkøter der ikke sådan passede i alle hjem, samt at jeg var ret presset til at finde et nyt hjem.
Der gik virkelig mange tanker gennem mit hoved og jeg var ret bange for, at han måske endte et sted, hvor de ikke rigtig forstod ham og måske bankede ham i bare afmagt.

Jeg fik lidt henvendelser, men mit nye ønskehjem var ikke mellem dem.
Jeg talte lidt med dem der havde henvendt sig og besøgte dem jeg havde mindst tillid til sammen med Gaddafi.
Vi ankom, mavefornemmelsen var ikke ret god, en familie med 6 sammenbragte børn, hvor de 4 boede hjemme og var mellem 11- 17 år.
Og jeg må sige, at det var sådan en positiv overraskelse jeg fik. En halv time efter at Gaddafi og jeg var kommet, så besluttede jeg mig for, at det var her Gaddafi skulle bo.
Sådan en hjertevarm familie og sådanne dejlige børn skal man lede længe efter. (jeg er ikke til børn)
Så lad jer ikke afskrække, hvis mavefornemmelsen ikke er god inden i har haft personlig kontakt, det kan snyde.

Vores møde var om lørdagen og Gaddafi blev hentet mandag eftermiddag.
Det var en sær fornemmelse, der blev meget stille og der var ingen Gaddafi til at rende i røven på mig, samt at jeg ikke først skulle flytte hund inden jeg kunne komme på toilet eller andet.
Natten uden en lille varm hundekrop i sengen var ret træls.

Men næste morgen, det var det værste...
Gaddafi gjorde sig jo ikke så gerne ren i haven.
Vores dag startede altid med hurtig i tøjet og ud på vores lille morgentur.
Jeg stod bare der og følte mig total hjælpeløs og anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Det var virkelig en sær fornemmelse.
Efterhånden som dagene gik, lærte jeg faktisk at sætte pris på den ro der var hver morgen, for hvis der var noget der kunne irritere mig ved kræet, så var det hans morgenfriskhed, for jeg er ret stille fra morgenstunden.

Som sagt, så stortrives Gaddafi i sit nye hjem, han har faktisk de samme rettigheder i sit nye hjem - jeg tror endda flere end hos mig -

Forbavsende nok har han ikke ændret sin gamle adfærd, hvilket i mine øjne et et bevis på at han trives.
Han slæber stadig sit bamseskind med i seng og leger ruskelege inden der soves, render rundt på bordene mm.

Han har tillagt sig en ny vane, og det er, at hver dag kl 13,45 stiller han sig op og gør, så får han sele og snor på og mindste sønnen bliver hentet ved skolebussen ca 3 km væk. Jeg synes at det er virkelig sødt af Gaddafi og er med til at vise at han trives.

Gaddafi har fået et hjem der virkelig passer til ham, et hjem hvor han så godt som aldrig er alene, et meget aktiv hjem, hvor der altid er tid og plads til sjov og ballade, for er der ikke en som har tid til ham, så går han bare til den næste

Jeg er virkelig glad og taknemmelig for at denne dejlige familie elsker min lille dreng så højt og passer så godt på ham, det har givet mig fred.
Og hvor er det godt, at jeg ikke fulgte min første mavefornemmelse, men gav det en chance.

Og så er hans nye familie meget imponeret over hans gode opdragelse, det er lige til at grine af, for aldrig har jeg haft en mere uopdragen hund end Gaddafi.

Det der er sværest er at slippe kontrollen helt og ikke blande mig, men jeg gør mit bedste, men det går bedre og bedre for hver dag.
Og indrømmet, livet uden hund er på nuværende tidspunkt ret godt for mig, lige nu savner jeg ikke engang at have hund.