Træning i Storkøbenhavn?? {{forumTopicSubject}}

Nu bider jeg i det sure æble og indrømmer, at jeg ikke har været en god nok lærermester. Det er min Lulu-pige, der har det svært. Hun er en skøn hund, kærlig og hengiven. Men hun er også asocial, mest overfor fremmede hunde, men kan også være det overfor mennesker, hvis de ikke klør og nusser hende, som hun gerne vil ha' det. Hun er en nervøs hund...og hun er ikke sprængfyldt af selvtillid. Jeg har overbeskyttet hende...hun er min første hund og jeg har være så bange for at gøre noget forkert, så jeg nok ikke har gjort nok.

Jeg har været dårlig til at sortere i de råd og tips man kan støve op...jeg har TVUNGET hende til at få klippet negle og har flere gange klippet for langt ned...det SKAL man jo kunne ellers har man et problem i forhold til sin hund:( Jeg har taget temperatur på hende 1 gang...det SKAL man jo også kunne ellers har man et problem i forhold til sin hund, men jeg gør det aldrig mere...Jeg har kigget hende i øjnene og skældt hende ud, når hun har været fræk...jeg har sågar 1 enkelt gang holdt hende fast på ryggen...puhhh, jeg har det sååå dårligt med det. Hun har derfor ikke ubetinget tillid til mig og det kan jeg godt forstå! Hun har det med at snappe og gøre udfald når jeg nærmer mig og hun ikke kan gennemskue hvad jeg vil...det kan være at undersøge hendes poter, hendes MEGET følsomme punkt. Jeg har altså overset/hørt hendes signaler, så hun nu er af den overbevisning, at jeg skal ha' budskabet MEGET tydligt. Hun har også flere gange markeret bid, med overfladiske skrammer...Hun er undersøgt på kryds og tværs hos dyrlægen for at udelukke sygdom og smerter.

Jeg har været på Etologisk Institut med hende...der fik vi et træningsprogram hvor vi skulle ignore hende lidt mere, ned fra sofaen, til hun blev inviteret, nej øvelser og tillidsøvelser, vænne hende til at blive rørt ved igen uden så meget ubehag som hun føler pt. Altså op på bordet og så ellers kigge og røre fra hoved til hale. Det har også hjulpet, men nu er Mimi 8 mdr. og i den grad i puberteten. Hun finder sig bare ikke i noget og jeg kan se at det påvirker Lulu i uheldig retning:( Hun er blevet mere nervøs og de ryger også i totterne på hinanden jævnligt over ben eller legetøj. Det stopper jeg prompte, jeg vil ikke ha' at de slås...det er ok at knurre, men jeg vil ikke ha' de farer i flæsket på hinanden.

Nu har jeg efterhånden læst mange kloge bøger og har dannet mig min mening og holdning til hunde"opdragelse" og jeg skammer mig over nogle af de ting jeg har gjort:( Jeg er helt klart til den anerkendende og ikke konfronterende relation. Jeg er lærermester, ikke leder og vi skal samarbejde, hundene og jeg. Jeg skal guide, ikke straffe. Jeg er inspireret af bl.a. Anders Hallgren. Jeg er til de 3 K'er, Kærlighed, Krav og Konsekvens...det er jeg faktisk i alle livets forhold.

Men jeg har brug for hjælp og støtte...jeg vil så gerne gøre det bedste for mine sylfider, men føler ikke helt jeg slår til. Er der nogen søde mennesker derude, der kan anbefale en god træner. Jeg tænker i første omgang at gå alene med Lulu, også fordi jeg tror hun har behov for noget alene- og kvalitetstid sammen med mig.

Tak fordi du er med mig endnu, det blev lidt langt, men det fylder meget og jeg er ked af, at jeg har fejlet sådan:'(