Hittedrengene

1.079 visninger | Oprettet: 22. jan 2010

Hej derude. Nu vil jeg fortælle en lille historie. Sådan lidt til skræk og advarelse om, hvor galt det kan gå.

Det hele startede den 9 okbober 09 da jeg var ude og besøge en veninde i Grønbæk. Vi skulle udenfor og ryge, og mens vi stod der, hørte vi noget miave. Vi tænkte ikke mere over det, og gik derefter ind igen. Lidt senere, da vi endnu engang skulle ud og have noget frisk luft, er der stadig noget der miaver, og det undre vi os lidt over, så vi går i gang med at lede. Først kiggede vi bag ved deres garage og under, men der var intet at få øje på. Vi prøvede at lytte os frem til, hvor lyden kom fra, og fandt vej ind i det tomme nabohus. Der i en lyskasse ned til et kælder vindue, lagde der 6 små, udsultede killinger. Den første jeg får øje på, ligger helt stille. Jeg tager den op, men desværre, der var intet at stille op, den var sten død. Men de resterne 5 får vi op der fra, og de er godt nok i en ussel forfatning. De var nærmest levende skeletter der gik rundt. Vi fik dem alle sammen op derfra, også skulle vi ellers ind i en fandens fart, for de små stakler, var helt kolde, så der var ingen tid at spilde. Der bliver fundet en kasse med et tæppe i, men da de jo var helt kolde, måtte vi gå rundt med dem, have dem liggende på vores maver osv. så de kunne få så meget varme fra os som overhovedet var muligt. Nå, de skulle jo have noget mad, så vi går ud i køkkenet og står lidt, for min veninde havde ikke noget modermælkserstatning til killinger, men hun havde til mennesker, så det måtte være bedre end slet ingenting. Der bliver lavet en god stor potion til dem, og de bliver stillet op på sofabordet. Og nøøøj hvor de dog svinede. Det bord, der før var lavet af træ, lignede nærmest et mælkebord efter de var færdige. De var simpelthen så sultene, og den mindste af dem, en svag lille hunmis, den mindste i kuldet, hun mente hun skulle ligge sig midt i skålen, fordi det var jo varmt og hun kunne ikke få varmen tilbage i hendes lille krop. Min venindes kæreste fortalte senere den aften, at han havde hørt killingernes skrigen, de sidste tre dage, men eftersom man som regel ikke opholder sig særlig meget ude af gangen, i den kulde, havde han ikke tænkt mere over det.

Nå, da vi skal til at hjem, får vi pakket dem i en kasse, og de får et tæppe over sig, også er det bare hjem ad. Da vi omsider kom hjem, fik jeg blandet noget sukkervand op til dem, da jeg ikke havde noget modermælkserstatning, men sådan at de i det mindste fik noget, og som måske kunne kvikke dem lidt op. De er meget svaggede og jeg var meget bange for at den mindste ikke ville overleve natten. Næste morgen, starter jeg op med endnu en sukkerblanding, så de kunne få lidt, mens vi ventede på at dyrlægen skulle åbne. Omkring kl. 10 gik turen i rask tempo ned til dyrhandleren, så de kunne få noget rigtig mad. Desværre havde de kun en bøtte pulver, og ingen ekstra sutteflasker, så vi måtte pænt en tur på forbi apoteket, og købe en, da én sutteflaske til 5 killinger, ikke rækker langt.

Så startede det store ædegilde, da vi kom hjem og havde fået tændt op under elkelden. Der blev lavet 2 flasker, så vi kunne sidde med en killing hver, og det gik da også meget... Nej, det gik. For hvor var de sultene! De suttede og bed og bed og bed lidt mere i flasken, for det kunne simpelthen ikke gå hurtigt nok, med at få noget mad ned. Derfor endte det også med at de simpelthen fik bidt tutten af flasken. Da de små havde fået sovet lidt, fik de et velfortjent bad. De var serøst helt ulækre, af loppe rester. Og det var da også forståeligt, for da de kom i køkkenvasken, og blev gnubbet over det hele, var hele deres maver helt sorte af lopper og det samme galte, bag ørerne. Så de fik sig en loppekur, godt nok var de ikke gamle nok til en pipette, men det var det eneste jeg havde, så jeg tog chancen, og den ene pipette blev delt ud mellem de 5 killinger.

Om onsdagen havde jeg en aftale med dyrlægen, da mine to store maine coon skulle ind og tjekkes inden de skulle sterliseres, så der kom killingerne med, så de kunne bliver tjekket for evt sygdomme eller andet. Heldigvis var der intet at komme efter, udover at de havde noget øjnebetændelse, men han fortalte dog, at de små og de store katte, skulle være adskilt, da de kunne have en virus med sig, af en eller anden art. Dyrlægen vurderet også at killingerne var omkring 4 uger gammel og fra den 15/9-09.

Godt en uge til 10 dage efter, at killingerne blev fundet, kom jeg i tanke om, at jeg da havde en vægt, og jeg ville gerne følge lidt med i deres udvikling, så jeg kunne sikre mig at de tog på som de skulle. Og det der forargede mig mest, var at den mindste lille hunmisser, ikke vejede mere end blot 150 g. Og det er jo ingenting. De andre lagde mellem 300 og 450 g, så der var allerede stor størrelse forskel på det tidspunkt.

Killingerne kom sig med tiden godt, pånær den lille hunkat, som jeg døbte Maggie. Hun spiste godt, men hun tog ikke rigtig på, og sov det meste af tiden, og lagde i min lomme, eller på min mave, for at hun kunne holde varmen. Det blev dog bedre med tiden, og hun kom op på 300 g, og på det tidspunkt var de andre oppe, at ligge mellem 600 og 900 g.

Nogle uger senere, da jeg står op, ser jeg min lille Maggie pige lille i en sko og sove, men med en mærkelig vejrtrækning, dog tænkte jeg ikke over det, da hun lagde tæt på en radiator, og fordi det var varmt i stuen, så jeg nøjes bare med at give dem noget frisk koldt vand. Senere da jeg står op igen, ser jeg en mærkelig farvede klat, som der var en lille lort. Det så virkelig mærkelig ud, og få minutter efter, kaster min Maggiepige sig rundt af smerte og skriger! Det var simpelthen forfærtelig at se og høre på. Jeg løb hen til hende og tog hende op, og hang der bare som en slasket klud, hendes lille krop var helt slap, men hun var i live. Jeg fik kogt noget vand, og ville lave noget sukkervand til hende, så hun kunne få noget energi, og det hjalp også. En halv time efter ca. der kunne hun sidde op i sofaen selv, uden problemer. Jeg får ringet til dyrlægen, fordi hun var sgu godt nok min ynglings, og jeg havde kæmpet en brav kamp, med at få hende til at overleve, men det eneste jeg får fat i, er en telefonsvarer, om at det er en dyrlæge i Herning der har vagten, hvilket er rimelig langt væk fra hvor jeg bor, samt, ville hun overleve turen? Det havde jeg mine tvivl omkring, og hvordan skulle jeg finde en dyrlæge i Herning, uden hverken GPS, rutebeskrivelse eller andet. Det var ikke løsningen, og min hjerne arbejede på højtryg. Vinkel dyrklinik skal have kontantbetalling, fordi han er blevet snydt af folk, for mange gange. Skægkær dyrklinik har jeg ikke hørt godt om, og ham i Bjerringbro er seriøst en lorte dyrlæge. Så hvad fanden skulle jeg stille op? Jeg valgte at se tiden an, for jeg anet ikke hvad jeg ellers skulle gøre.
Min lille Maggie begyndte igen at kaste sig rundt af smerte og skrige, så jeg tog en sprøjte, et krus med sukkervand, også gik vi på badeværelset. Jeg ved ikke hvad jeg ville få ud af det, men noget måtte jeg forsøge. Jeg prøvede på skift at få sukkervand og alm afkølet kogt vand i hende, og derud over tændte jeg for bruseren, så der kom varmt vand ud over hendes mave og så massegede hende, i håb om at det kunne sætte noget igang. Og der skete noget, hun fik endnu et anfald og jeg prøvede at berolige hende, og der kom da og så noget ud, men desværre døde hun i mine hænder, fordi det kom for længe af gangen, og det kunne hendes lille krop simpelthen ikke klare.


De 4 andre killingerne er vokset op og blevet noget værre ballademagere, og den sidste hunkilling, er der fundet hjem til, så nu mangler jeg bare, til de tre store hanner. Jeg har skrevet dette, da jeg godt vil have at budskabet kommer ud til så mange som muligt, og mit endelig budskab, er nok, at folk de ikke bruger deres hoveder, når det kommer til dyr. Hvis man ikke vil have killinger, så få sterliseret jeres dyr, og i stedet for at der kommer flere og flere dyr til, som der ikke kan findes hjem til, så stop dog op og tænk, om der overhoveder er behov for det kuld, hvad enten det er hunde, katte eller andre dyr, der bliver snakket om.