Rottweiler

Rottweiler

En Rottweiler er en ganske særlig hund, der både kan blive en dygtig politihund og en kærlig familiehund. Selvom den virker stor og muskuløs, kan den også være blid som et lam, hvis den bliver håndteret rigtigt. På galleriet kan du læse om racen. Du kan desuden høre om andre brugeres erfaringer med opdragelse af hunden på forummet eller måske finde en rottweiler til salg på markedet.

 

 

Flere billeder

Historie

Rottweileren er én af verdens ældste hunderacer. Den kan spores helt tilbage til romertiden, hvor den blev brugt som driv- og hyrdehund. Dengang gik racen over alperne med de romerske tropper, beskyttede menneskene og drev kvæget, de havde medbragt. Legionerne vandrede ofte gennem den tyske by Rottweil, hvorfra navnet stammer. Racen var dog næsten glemt indtil optakten til 1. verdenskrig, hvor det blev nødvendigt med flere politihunde. På dette tidspunkt blev rottweileren genopdaget og i 1910 anerkendt som officiel politihunderace. I dag bliver dens gode sans for vagt og beskyttelse stadig brugt inden for politiet.

Selvom hundens arbejdsopgaver har varieret meget i tidens løb, besidder hundene stadig et instinktivt talent i forhold til at styre en hjord. I nogle tilfælde har rottweilere været i stand til at hyrde flokke uden nogen form for træning eller tidligere erfaring med opgaven. 

Hundens imponerende fysik gør desuden, at den er i stand til at kontrollere stædige hjorder, der kan være svære at styre for mindre stærke hyrdehunde, som eksempelvis en collie.  

 

Flere billeder

 

Udseende

Racen er kendt som en sand arbejdshund, som derfor er kompakt og muskuløs af udseende. Den er en mellemstor, kraftfuld og stærk hund med sort pels og har ofte brune aftegninger omkring snuden, kinderne, benene og brystet. Hunden har et massivt hoved, men med en mindre underkæbe. Pelsen er en mellemlængde med grov overpels og vandafvisende underpels, der ikke kræver meget vedligeholdelse. Hundens vægt ligger omkring 50 kg for de gennemsnitlige hanner og 42 kg for de gennemsnitlige tæver, mens skulderhøjden er cirka 61 - 68 cm for hanner og 56 - 62,5 cm for tæver. Hundens gennemsnitsalder ligger omkring de 12 år. 

 

Temperament og opdragelse

Hunden behøver megen motion, og hvis den ikke bliver stimuleret både fysisk og psykisk, kan det føre til en utilpasset hund, der vil have problemer i omgangen med mennesker og andre hunde. Den kan larme, bide, være voldelig eller ødelægge ting, hvis den ikke håndteres ordentligt, så det er vigtigt, at hundens opdragelse har grundlag i tidlig socialisering samt masser af motion og træning.

 

Hvis hundens træning har været ordentlig helt fra begyndelsen, er den en særlig loyal og kærlig hund, der er ivrig efter at lære, beskytte og tilfredsstille sin ejers krav. Den er meget modig, selvstændig, stabil, loyal og glad for at arbejde. Over for børn er det særligt vigtigt, at hunden bliver tidligt socialiseret – og børnene skal helst spille en rolle i opdragelsen af hunden. Rottweilere, der er trænet rigtigt, vil som regel være tolerante over for både børn, fremmede mennesker og andre hunde, men stadig være den perfekte vagthund i familiens hjem.

 

Flere billeder

 

Er rottweilere farlige?

Mange taler om rottweilere, som var de muskelhunde. Racen hører dog ikke under den ulovlige muskelhunde-kategori, og selvom de virker både muskuløse og kraftfulde, kan de sagtens være rolige familiehunde, der er helt under kontrol. Racen er ikke en kamphund, men den har en styrke og arbejdsglæde, der kan udnyttes og bruges til gode formål som eksempelvis vagt-, hyrde- eller politihund. De fleste af hundene bruges til nyttige formål eller som familiehunde. I socialiseringen kan hunden dog have lighedspunkter med nogle muskelhunde, og netop derfor er det særligt nødvendigt at socialisere og stimulere hunden helt fra begyndelsen – en kærlig, erfaren og konsekvent ejer vil sjældent opleve problemer med racen.

 

Brug

En rigtigt trænet rottweiler kan bruges i mange sammenhænge. Den har fra gammel tid været hyrde- og drivhund, hvilket den også kan bruges til i dag. Ellers vil hunden være en fortræffelig vagthund i familiens hjem eller en dygtig politihund på arbejde. Hundene kan også optræde på udstillinger eller til forskellige konkurrencer i rottweilerklubber. Det væsentligste er dog, at hundens arbejde involverer masser af motion og stimulation af dens intelligens.

 

Pasning

Det vigtigste element ift. hundens pasning er daglig, konsekvent træning og masser af motion. Når man fodrer sin rottweiler, er det vigtigt at have i mente, at hunden er hurtigt voksende og meget aktiv, og derfor kræver en stor mængde foder med et højt energiindhold. Den hurtige vækst gør, at mange rottweilere har problemer med blandt andet hoften, hvilket man bør være opmærksom på, men derudover har racen ingen særlige behov inden for eksempelvis pelspleje.

 

Køb?

Hvis du vil købe en rottweiler, bør du være opmærksom på, at der ligger meget arbejde forude. Den ideelle ejer er en aktiv person, der har erfaring med hunde, og som har tid til at træne og socialisere hunden helt fra begyndelsen. At eje en rottweiler giver et særligt fællesskab i klubbernes mange arrangementer og er en spændende udfordring for den engagerede hundeejer.

 

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du vil købe en rottweiler, kan du evt. oprette et forumemne. I forummet kan du bl.a. finde svar på alverdens hunderelaterede spørgsmål og høre om de andre brugeres erfaringer med rottweilere. Her kan du desuden læse mere om andre hunderacer.

Annonce