Schæferhund - Informationer om hunderacen
Schæferhunden (på engelsk German Shepherd Dog) er en af de mest udbredte hunderacer i mange lande - også i Danmark. Den har ry for at være en solid vagthund, som man ikke skal løbe om hjørner med, men rummer også mange andre egenskaber. Find en schæferhund til salg her.
Oprindelse
Schæferen stammer fra Tyskland, hvor den i 1800-tallet blev fremavlet til at skulle være den perfekte avlshund. Oprindeligt blev hunden til som en blanding mellem forskellige racer af tyske hyrdehunde og den velkendte Collie-race. De første schæferhunde kom til Danmark i 1920’erne, og siden har racens antal i Danmark været stødt stigende. Indavl har i perioder givet racen et lidt blandet ry og gjort den lidt skrøbelig. Dette har dog ændret sig inden for de seneste år.
Temperament
Schæferens temperament er kendetegnet ved, at den møder verden uden nogen som helst former for frygt, hvilket naturligt har bidraget til at skabe hundens image som værende en rigtig vagthund. Dette “vagtgen” hænger også sammen med, at hunden per natur har brug for træning og udfordringer dagligt. Hundens temperament egner sig derfor ikke til udelukkende at være en decideret familiehund eller hjemmehund - og slet ikke i en lejlighed. Den har brug for at få afløb for al den energi og styrke, som kendetegner racen. Schæfere er intelligente og hunden er blevet betegnet som den tredje mest intelligente af alle hunderacer i Stanley Corens “The Intelligence of Dogs”.
Hundens høje intelligens kombineret med dens store behov for motion, gør det særdeles væsentligt at aktivere hunden samt give den opgaver og derved følelsen af et formål. Hvis hunden slet ikke stimuleres, kan den blive rastløs og destruktiv.
En schæfer er først og fremmest en vagthund. Den ser det som sin fornemmeste opgave at vogte over og forsvare sin ejer. Heri ligger forklaringen på, at nogen kan opfatte hunden som værende lidt intimiderende. Af samme grund bliver racen netop ofte brugt som politihund, militærhund, førerhund, redningshund, servicehund for handicappede og ikke mindst vagthund. Grunden til at racen egner sig godt til disse formål, er bl.a. den høje intelligens kombineret med den høje grad af udholdenhed.
Det betyder dog ikke, at schæferhunden ikke kan fungere som en hyggelig og legesyg familiehund. Hundens beskytterinstinkt fortæller den fx, at den skal beskytte børnene i familien. For at det skal kunne lykkes, er det altafgørende, at hunden bliver socialiseret allerede, mens den er hvalp, og vokser op med social kontakt med andre mennesker.
Hos schæferhunde er det af afgørende betydning, at hunden kan skelne mellem, hvad der udgør en trussel, og hvad der ikke udgør en trussel for ejeren. Kan hunden ikke se denne forskel, bliver den ikke brugt inden for militær og politi.
Det optimale resultat er opnået, når hunden bruger sine evner som en vågen og frygtløs hund, når den er vagthund og skal beskytte sine ejermænd, men samtidig er en kærlig og mild hund inden for hjemmets fire vægge. Af samme grund er det ikke altid lige enkelt at foretage en omplacering af hunden, da den ofte knytter sig stærkt til sin ejer.
Ydre kendetegn
En schæferhund er altid let at genkende pga. sit store, kileformede hoved og de opretstående ører, der er med til at understrege hundens vakse udseende. En fuldvoksen hunds vægt vil typisk være ca. 30-32 kg - tæverne dog lidt lavere. Dens gennemsnitlige levealder er 12-13 år. Gennemsnitshøjden for en schæferhund er 55-65 cm afhængig af racen.
Det er meget karakteristisk for nogle former for schæferhunde (fx den amerikanske schæferhund), at den er højere på forkroppen end på bagkroppen. Desuden har den kompakte og vældigt stærke ben. Hundene har en speciel gangart, som er karakteristisk for racen. Som fuldvoksen har hunden opretstående ører, som af mange opfattes som et af racens kendetegn. Men som hvalp har hundene hængeører de første uger eller måneder, og det er ikke ualmindeligt, at hunden gennemgår flere faser med skiftevis et øre oppe og et øre nede og begge ører nede, før begge ører bliver opretstående.
Hundens pels består af to lag: en ydre og en indre pels. Oprindeligt er racen korthåret, men i dag ses der også mere langhårede schæferhunde. Der er dog forskelle på hundene fra land til land. Nogle former for schæfere læner sig tættere op af den oprindelige schæfer, som den blev fremavlet i Tyskland i 1800-tallet. .
Schæferen kan have flere farver, men det mest typiske er, at de er sort-brunlige eller sort-rødlige. Dog kan de også have lysere farver eller være helt sorte. Hvad angår mønstrene, kan hundene have flere forskellige farvemønstre. Det mest udbredte mønster er det såkaldte saddelmønster, hvor hundens ryg og en stor del af kroppen er sort, mens ben og maven har en lysere farve, evt. næsten helt hvid. Nogle schæfere har dog et andet, mere “tilfældigt” mønster, hvor farverne er spredt ud over hele hunden. Andre schæfere har endda tre forskellige farver og benævnes som “agouti”. Endelig findes der også hunde, som er helt lyse, nærmest hvide.
Pleje og trivsel
Det er altafgørende for en schæferhunds trivsel, at den får mulighed for at bruge sine kræfter og dyrke motion på daglig basis. Agility er et oplagt valg, da hunden på denne måde også får mulighed for at blive udfordret på sin intelligens. Hvis hunden ikke bliver stimuleret rent intelligensmæssigt, er der en reel risiko for, at den bliver utilpasset og uligevægtig.
En schæferhund bør få børstet sin pels mindst én gang om ugen. Hvis hunden børstes jævnligt, vil den blive vant til det og begynde automatisk at stå stille og nyde børstningen. Derudover skal den have et bad en gang imellem, fx en gang om måneden. Hvis hunden har lopper, kan det dog være nødvendigt med flere bade, men for megen badning kan skade hundens pels, da de naturlige, beskyttende olier i hundens pels kan blive beskadiget af for mange bade. Husk at bruge rigtig hundeshampoo, da pH-værdien i hundens pels er ganske anderledes end hos mennesker. Derudover bør man være opmærksom på hundens negle, da de ikke må blive for lange eller spalte. Hundens tænder bør optimalt set børstes tre gange om ugen eller så ofte som muligt. Det kan kræve sin mand at få held med at børste tænder på en schæferhund, men det er muligt. Ved at følge disse tre trin kan man gradvist vænne hunden til at få børstet tænder:
1. Begynd med stille og roligt at røre hunden på snuden. Løft derefter lige så stille op i hundens læber. På den måde kan du gradvist komme til at børste hundens tænder med en finger uden tandpasta.
2. Introducér nu tandbørste og tandpasta. Husk at bruge en spiselig tandpasta specielt beregnet til hunde og IKKE din egen tandpasta. Put først tandpasta på din finger, og lad hunden stille og roligt smage på tandpastaen. Put herefter lidt tandpasta på hundens tænder og tandkød.
3. Begynd nu at børste tænderne én efter én. Start i hjørnerne, og arbejd dig hen mod hjørnetænderne. Hunden vil naturligt lukke munden, men det gør ikke noget, da det primært er på ydersiden af hundens tænder, der samler sig plak.
Svagheder og sygdomme
Som det er tilfældet med flere andre typer af store hunde, er schæferhundens svaghed ofte albue- eller hoftedysplasi. En anden udbredt lidelse hos hundene er hudsygdomme eller hudallergi. Får de forkert kost, kan de også have tilbøjelighed til at få oppustet mave eller problemer med bugspytkirtlen, som bevirker, at bugspytkirtlen hører op med at producere enzymer.
Kennel
Da schæfere er blevet en ret populær race, betyder det også, at der er kommet en del opdrættere af racen. Når man anskaffer sig en schæfer, bør man for god ordens skyld rådføre sig med Dansk Schæferhund Klub for at være sikker på, at der er tale om en kennel, der opdrætter rene schæfere.
Søger du oplysninger om en anden hunderace? Tjek vores store guide her.