{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
906 visninger | Oprettet:

Komme videre efter syg hund {{forumTopicSubject}}

Lidt følsomt emne, bær over smiley Måtte i marts sidste år få aflivet min lille hund, kun 1,5 år gammel på grund af nervesygdom og medfødte lidelser. Det har da været en kæmpesorg og falliterklæring (man synes jo altid at man kunne have gjort mere selv om man gjorde alt)
Jeg vil meget gerne have en hund igen en dag (læs: en dag!), da jeg savner det og det bare er en del af min livskvalitet. Men jeg tør sgu næsten ikke.
Er der nogle af jer der har stået i samme situation? Hvornår blev du klar?


Kommentarer på:  Komme videre efter syg hund
  • #1   7. jan Spring ud i det smiley livet er en risiko -man kan ikke gå og gemme sig for "måske'er" smiley

    Jeg er med på man skal være klar, men 1 år senere tror jeg måske mere det er undgåelsesadfærd smiley smiley


  • #2   7. jan Jeg turde næsten heller ikke efter Harley. Men jeg valgte så at gå efter en race jeg mente var sundere.
    Jeg gjorde et stort forarbejde med at finde den rette opdrætter og holde ved mine krav. Hende fandt jeg så, og Albert bliver snart 11 år.

    Der ville sagtens kunne have været noget med Albert. Det er jo levende væser, men jeg ville være velvidende om, at jeg havde gjort hvad jeg kunne smiley


  • #3   7. jan Du køber en hvalp af en sund race, af godt opdræt. Ikke at det er en garanti, men chancerne er gode.

  • #4   7. jan Jeg vil gerne have en voksen hund og skal være fra kennel. Jeg har kontakter i puddel-verdenen så jeg overvejer at kigge der.

    Nu har fx min veninde en bichon frise med tavle fra rigtig dygtig opdrætter. De bliver mental-testede og der bliver holdt klippe-kurser og sammenkomster. Det synes jeg lyder virkelig godt


  • #5   7. jan Ja det gør jeg.. nu.

    Jeg har 2 tilbage og jeg har 10000000000 undskyldninger hver gang jeg finder et emne..

    Jeg tvivler på jeg kommer videre... jeg tror det stopper ved de 2 her.. smiley


  • #6   7. jan Hvis man vælger race efter sundhed, altså finder en race, som man kan lide, som ik drøjer med alt for meget hverken sundhedsmæssigt eller psykisk.
    Og dernæst gør sit grundarbejde godt med at møde forældre dyrene eller mindst en af dem og tjekker stamtavler for sundhedsresultater, så har man gjort hvad man kunne, man kan selvfølgelig stadig være uheldig.
    Jeg tænker, at det er den bedste måde at blive klar på, så man heller ikke "bare" tager det første og bedste kuld indenfor den race man måtte vælge.


  • #7   7. jan Som de andre siger, så find en god opdrætter, som lyder fornuftig smiley

  • #8   7. jan Hvornår man er klar, er individuelt.
    Jeg valgte at gå efter en anden race, efter at have sagt farvel til en hund der døjede med helbredsproblemer.
    Om det er vejen frem for dig, ved jeg ikke ? Men et godt sted at starte, er at finde en dygtig opdrætter, som har fokus på at opdrætte både fysisk og psykisk sunde hunde.


  • #9   7. jan Kan da tilføje, at allerede nu tænker jeg over hvilke racer der er interessante for mig efter Albert, og allerede nu kigger jeg opdrættere.
    Jeg har tid til at følge dem gennem nogle år endnu, så jeg igen forhåbentligt ender op med den rette smiley


  • #10   7. jan Du kan reflektere over, hvis du ikke allerede har gjort det. Om du i sin tid købte den rigtige hund. Købte den fra det rigtige sted og hvordan forløbet var.

    Jeg ser at du har haft blandinger og der ved du ikke hvad du får. Var deres forældre testet for sygdomme? Hvilken tanker havde dem du købte dem af, gjort sig før de fik parret hundene osv.

    Som du skriver i #4, er du lun på at få en hund fra en opdrætter/kennel med stamtavle. Der har du allerede mere styr på, at den race du vælger, også lever op til dine forventninger.

    Syge kan alle hunde blive. Men køber du en racehund med en stamtavle, kan du se hvad forældrene og deresforældre er testet for. De har samtidig mulighed for, at tjekke om andre kuld fra den opdrætter, har lidt at racerelaterede sygdomme.

    Det gode forarbejde betyder, at du giver hunden og dig det bedste udgangspunkt. Mere kan du ikke gøre.

    Og ja hop ud i det igen. Dyr giver så meget glæde. Sorgen vil komme, men sådan er livet.

    Jeg måtte aflive min kat mellem jul og nytår. Jeg kører til Jylland d. 18-1, for at hente en dejlig lille dame igen smiley


  • #11   7. jan Vores første hund var en gravhundblanding fundet på dba til 500 ,- Han var virkelig speciel... stak af ugentligt og kunne kravle ud af sit halsbånd (kvælerkæde). Han blev afleveret til internatet som 4 årig. Det tog mine forældre endnu 4 år at få modet tilbage. De troede, de var inkompetente som hundeejere.

    Jeg køber ikke hund gennem dba annoncer (og lignende sider). Det er en god start, når man søger en sund (især mental) hund.


  • #12   7. jan Som andre skriver, find den race du gerne vil have og dernæst find en god opdrætter. Så har du gjort dit forarbejde.

    Der gives ingen garantier. Men hvor ville livet også være kedelig, hvis vi ikke tør tage chancer. Det gør forbandet ondt at miste. Men det er prisen vi risikere for at elske et andet væsen. Ts ville du have undværet de 1 1/2 år du havde med din hund?


  • #13   7. jan En af grundene til at vi den sidste månedstid har undersøgt opdrættere og hunde, er min frygt for at en af mine hunde en dag bliver alene, både for hundens skyld, for rosa har f.eks. Aldrig prøvet andet, men også fordi jeg ved at når først sorgen kommer, går der lang tid inden jeg bliver klar, hvis jeg bliver klar.
    Det er selvfølgelig ikke grunden til at vi gerne vil have nummer 3, men det er en af grundene til at jeg gerne vil have nummer 3 indenfor et par år, når alt falder på plads så vi har muligheden for at give en hvalp et godt hjem.

    Jeg har allerede fundet den opdrætter og det kuld jeg håber at få hvalp fra når tiden er. (hun har beholdt både en tæve og en han fra det kuld, så jeg er interesseret i hvalp efter dem begge, så det handler mere om hvad der kommer til at passe tidsmæssigt og hvor der er en hvalp til os)
    Jeg fik en til at tjekke hundeweb for mig, da jeg ikke selv er medlem, og har aftalt med opdrætter at vi kommer og møder hende og hundene til en af de udstillinger der kommer heromkring smiley
    Er kommet med i hendes gruppe på Facebook, så jeg kan følge hundene og hunde fra hende tæt de næste par år. Vi planlægger tidligst at få hvalp i 2022, så vi er ude i meget god tid, men det er vigtigt for mig at finde den helt rigtige kombi, så jeg får den helt rigtige hvalp, specielt har jeg fokus på patella luxation og sind.


  • #14   7. jan Efter vi fik aflivet Qwerty som 1 årig (efter 1 år med diarre, så slemt at det løb ud af hende når hun lå, hun fik hudbetændelse, voldsomt stresset osv.) havde jeg det som dig. Jeg følte mig som en kæmpe fiasko, det var så svært at det var min første hund, jeg havde undersøgt grundigt ingen jeg købte hende, besøgte flere hvalpe, taget hende til alle specialisterne med hensyn til maveproblemerne, adfærdsbehandling til stressen, tog jeg nu fejl og ja... så mange andre tanker.
    Jeg kunne slet ikke overskue tanken om at få hund igen, jeg følte jeg af en eller grund var total uegnet til hund. Og jeg indrømmer, jeg tør stadig ikke få hvalp igen. Lidt impulsivt, cirka 1,5 måneder senere købte vi Karla. Det har hjulpet så meget at vi har fået Karla og jeg fik set at jeg altså ikke er helt tabt i forhold til at have hund - men at det bare var pisse uheldigt med Qwerty...

    Dog tror jeg også næste hund bliver voksen. Bare tanken om at få hvalp igen skær i mit hjerte. Jeg ved godt det er irrationelt, for en voksen hund kan ligeså vel blive syg, men jeg er bare så dødsens bange for at få en syg hvalp igen smiley


  • #15   7. jan Eifos, arj dit indlæg gik lige i hjertet på mig smiley dejligt at i fik Karla og en god erfaring og oplevelse igen!

    Har passet flere hunde og det er gået så fint. Men dem har man jo ikke ansvaret for.


  • #16   7. jan Nu bliver det her også ret privat, men tør godt dele det og så må folk tænke hvad de ville.

    Da jeg måtte aflive hodja i august kun 10 måneder gammel pga svær sygdom, autoimunsygsom, sygdom i hele nervesystemmet og mistanke om tumor i hjernen, ja så følte jeg livet sivede ud af mig. Jeg fik tanker om at jeg havde en kraft som gjorde mine hunde syge. Han var jo min 4 hund på 10 år jeg måtte sige farvel til og ingen af mine hunde er blevet over 6 år gammel. Jeg besluttede mig for at jeg aldrig mere ville have hund, jeg kunne slet slet slet ikke magte det. Der stod bare sygdom og død over alt i mit hoved. Jeg følte voldsom skyld, jeg tænkte at hvis han var kommet andre steder hen var han ikke blevet syg.

    Rent økonomisk var det også meget svært, jeg havde brugt langt over 50.000 kr i behandlinger , alternative behandler, medicin, alt var forsøgt , adfærdsbehandling, alt. Men lille Hodja viste sig at være så syg. Jeg havde ingen penge til en ny hund. Hunde er dyre.

    Sorgen over sofus jeg mistede nøjagtig året før i august kun 5 år gammel til kræft og en svær ryglidelse cauda equnia, blussede også op igen for fulde smadder. Jeg lå i over en måned og græd og græd og græd og kunne næsten ikke snakke.

    Da måneden var omme var det en forpint sorg og flere ugentlige voldsomme tudeture og daglig håbløshed og mismod, selvbebejredelser , tanker om alt det jeg gjorde forkert som hundeejer, og ganske enkelt mangelende livslyst. Jeg lå på sygehuset og kiggede op i loftet og alle sygeplejerske sagde at jeg skulle købe en ny hund når jeg kom hjem, mens jeg råbte af dem at jeg ikke havde nogen penge til det og alligevel gjorde hunden syg , det kunne de vel nok se.

    Min familie synes det var fint jeg ikke ville have en ny hund, de er ikke hundemennesker og har aldrig været det og bliver det aldrig.

    Da jeg på et tidspunkt i 14 dage næsten ikke havde talt pga depression, sagde min kæreste at han synes det kunne være rigtig godt at jeg fik en hund, da han synes jeg var den bedste hundemor i verden.

    Jeg havde længe set på billeder af hunde, kun for at pine mig selv tror jeg. Jeg følte ingenting for de hunde jeg så på billederne.

    En dag så jeg den lækreste lille hund på 8 måneder som var havnet i danmark fra polen, men som familien ikke ønskede alligevel. Jeg blev helt fyr og flamme. Jeg ringede straks til dem som stod for adoptionen og de sagde jeg skulle udfylde et spørgeskema med 40 spørgsmål om mig selv. Jeg udfyldte det samme aften, brugte 4 timer på det, sendte billeder af mig selv og mine hunde og sendte det tilbage. To dage senere fik jeg en besked det lød " tak for svar, vi mener du er uegnet som adoptant " !! Jeg græd og græd og græd og det endte med at min kæreste ringede og bad dem uddybe. Svaret lød " vi har læst på facebook i hundegrupper at der går rygter om dig " Punktum ! . Jeg aner stadig ikke i dag hvad pokker de mener. Jeg er ikke meget på facebook og jeg aner ikke hvilke rygter hun taler om. Men hun fik lige slået til mine selvbebrejdelser med at jeg ikke duede som hundeejer. Så fuldkommen nedtur igen.


    Min kæreste ville betale for min hund, da det var købsprisen jeg ikke kunne betale, mens at løbende udgifter ikke er noget problem.

    En dag så jeg så lille Monty, helt over i det store Uland ( sjælland ) og jeg ringede med det samme, men forventede at han var reserveret. Men nej han var ikke rerseveret. Jeg havde ikke mulighed for at se ham før om en uge, da min kæreste skulle køre mig i hans bil. Det var fint for opdrætter. hele den lange køretur derover følte jeg ingenting, jeg frygtede bare at jeg ikke ville føle det føles rigtig, men jeg var selvfølgelig meget spændt på at se ham i virkeligheden. Opdrætter og jeg havde udveklset info, billeder osv i løbet af ugen.

    Da jeg endelig så ham, synes jeg han var frygtelig lille og meget forsigtig og han så ikke helt ud som jeg havde forstillet mig. Men da jeg fik ham i armene og han slikkede mig på næsen, så synes jeg han var så sød. Alle papirer blev underskrevet osv og han kom med hjem i bilen og sad hos mig og sov hele vejen hjem.


    Jeg har været rigtig rigtig heldig med at han har været en meget meget nem hvalp. Han har sovet som en hvalp skal, han har været selvstændig og kunnet finde ud af ligge for sig selv ude på badeværelset og sove, eller ude i gangen, bag i bilen osv. Han har accepteret at blive bag et børnegitter, at side bundet i snor, at vente bag en dør og lærte hurtig at jeg gik fra ham og kom igen.

    Har alt så været fryd og gammen, løb jeg lykkelig rundt fra første dag ?

    Nej ! Da han under en uge efter hjemkomst fik øresvamp stod jeg og græd nede hos dyrlægen. Jeg kunne ikke rumme det. Jeg så sygdom og død alle steder. jeg havde katastrofer tanker om at jeg havde overnaturlige kræfter der gjorde ham syg. Jeg græd snot i telefonen til min veninde der selv har 3 hunde som er mandagsmodeller og fejler noget konstant, hun beroligede mig og sagde at det nok bare skyldes at opdrætter havde haft ham i bad ( hvilket hun havde ) inden jeg fik ham og så havde han fået våde ører. Øresvampen blev behandlet og er ikke set siden.

    Så fik han fælt lugtende urin og havde aftner hvor han sjattissede hele tiden. Straks tænkte jeg blærebetændelse !! Min afdøde hvalp havde jo blærebetændelse. Så til dyrlægen, men umuligt at opsamle urin, men efter møj og besvær lykkes det, men der var ikke blærebetændelse, pyha.

    Så synes jeg han kløede og bed sig voldsomt. Jeg sagde det til min kæreste ( vi bor ikke sammen ) som sagde det nok bare var hvalpskæl. Det beroligede jeg mig med i 3 dage, så stod jeg hos dyrlægen som sagde det så fint ud, det var bare skæl, køb noget lakseolie. Jeg købte laskeolie.

    3 dage senere stod jeg hos dyrlægen igen og forlangte et hudskrab. Jeg VIDSTE det ikke bare var skæl. Hudskrabte vidste utrolig mange pelsmider. Hunden fik bravecto og jeg sad og gogglede sygdomme hele aften, alt om dårligt imunforsvar, jeg var panisk for at min hund nu gik med en skjulet lidelse, men igen gav min veninde mig et kærligt dummeslag og sagde at alle hunde kunne få pelsmider, særligt hvalpe og han kunne have det med fra kennelen.

    Efter 14 dage stod jeg hos dyrlægen igen, han havde tydeligt stadig pelsmider, trods bravetco, så stronghold blev brugt.

    Så fik han giardia. Spørg mig om jeg hylede !! det virkede helt uoverskueligt.

    Men også det har vi klaret.

    Udover det så har monty gjort at jeg igen er kommet ud at gå ture, snakker igen, snakker med andre mennesker igen, han får mig til at grine hver dag, han har givet mig meget mere overskud og lyst til at leve igen og selvom jeg stadig får nedture, så kigger jeg blot på ham og tænker at han har brug for mig. Sorgen over min mistede hvalp er trådt i baggrunden, jeg mindes ham stadig, tænder lys ved hans urne, men sorgen er slet ikke altoverskyggende som inden jeg fik monty.

    Jeg har indset at alle mine hunde er hos mig af en grund. Når folk siger " du har været uheldige med dine hunde " så tænker jeg "nej ", jeg har været rigtig heldige at have så vidunderlige dejlige kærlige hunde som har valgt lige netop mig som deres hundemor. Jeg har været heldig at kunne give de hunde det bedste liv med de forudsætninger de har haft. Jeg har været heldig at opleve så meget kærlighed og give mine hunde så meget kærlighed igen.

    Nu tænker jeg blot på monty som en helt almindelig hund, ikke som en hund der er ramt af noget mystisk. Monty er Monty, han er hund hos mig og kan ligesom alle andre hunde blive syg eller være uheldig og jeg satser på Monty bliver en gammel hund smiley


    Jeg tror ikke jeg var kommet videre eller kommet op af sengen eller nogen steder hen overhovedet, uden Monty. Men om jeg var klar ved jeg ikke, jeg ved bare alternativet var værre. Men de første måneder var jeg slet ikke klar, ingen hundehvalp skal ind i et hjem til et menneske der ligger og hyler hele tiden og ikke kan overskue at tage sko og strømper på, men så mærkede jeg jo at der ved tanken om en hund tændes et lille mikro håb og livslyst og den er jo bare vokset siden. Hunde er mit liv og jeg er lykkelig for Monty.


  • #17   7. jan Krøllekræet: Kram smiley

  • Salla
    Salla Online Tilmeldt:
    maj 2015

    Følger: 66 Følgere: 1023 Emner: 192 Svar: 5.824
    #18   7. jan Krøllekræet smiley
    Du får lige et kram smiley


  • #19   7. jan Da jeg mistede Obbe var jeg klar med det samme, fordi jeg var knust og ikke kan leve uden. Jeg var vidst ude at hilse på den nye opdrætter samme uge som vi sagde farvel til Obbe. Og da var Asterix ikke født endnu, men jeg fik ham ca 10 uger efter vi mistede Obelix. Og jeg besøgte ham flere gange om ugen fra han var ca 2 uger. Jeg var lykkelig den dag jeg fik ham hjem smiley

    Men var jeg klar? Hmm både ja og nej, men det havde ikke været anderledes hvis jeg havde ventet. At gå igennem et langt sygeforløb med en unghund er pissehårdt og sætter sine spor.

    Jeg var langt mere afklaret da vi mistede Taz og Bamse, selvom det var pludseligt, så var de 9,5 år.
    Efter vi mistede Bamse (pga hd) gik der kun 5 uger så fik jeg Obelix. Så jeg er bare sådan en som skal have en ny meget hurtigt.


  • #20   8. jan Luna blev næsten 14 år, da jeg måtte sige farvel til hende pga spondylose (alle organer var friske). Det var hårdt. Og der gik lidt over et år, før jeg var klar til at kigge efter ny hvalp smiley

    Man skal tage sig den tid, man har brug for. Og det er forskelligt fra person til person.


  • #21   8. jan Noget af det som jeg synes var ultrahårdt var at jeg blev dybt afhængig af mine forældre der er pensionister. Selv om jeg trænede efter kunstens regler så havde Victor seperationsangst i slem grad. På det tidspunkt var jeg (heldigvis) arbejdsløs men med praktik 2 dage om ugen. De kom og hentede mig, kørte mig til stedet og tog ham med hjem til sig. Det var selvfølgelig fantastisk og jeg var priviligeret men det blev på en måde en dele-hund.
    Hvis jeg kunne have lavet det om, så havde jeg heller ikke fået ham selv om han var den sødeste og sjoveste dreng på trods. Men derned ikke sagt at ingen nogensinde burde få en blandingshund. Jeg vil bare personligt selv tænke mig virkelig godt om næste gang


  • #22   8. jan oven i alle disse triste historier, bliver jeg nødt til at komme med en omgang solstråle-snak:

    Igennem 40+ år med rigtig mange papillon-hunde fra nyfødte til ældgamle, har jeg aldrig oplevet en hund, der har skrantet, været kronisk syge, udfordrende sind, eller på anden måde givet anledning til tårer,, ud over 2 gange brækket ben, 1 der fik noget galt i halsen, en anal-kirtel-operation,

    Så det er ikke altsammen gråd og tænders gnidsel.

    At sige farvel til en gammel ven, der har levet sit liv er hårdt, men naturligt, men at miste en ung hund må være forfærdeligt.

    jeg ønsker for dig, at du -en dag- får lysten til at byde en ny vuffe ind i dit liv.


  • #23   8. jan Tak for din skønne historie, Pia smiley Det er nemlig dejligt når det går godt.

    Jeg sagde også tit at jeg ville ønske han var en gammel dreng mæt af dage. Min gamle Oskar begyndte at skrante som 10,5 årig.. det var stadig lidt tidligt for en lille hund men nok ok for en pekingeser-
    Man så mest Victors problemer når man var hjemme.. det var svært for andre der ikke kendte ham at se, at han ikke havde det godt


  • #24   10. jan En typisk hverdag for mig og en hund ville typisk være:

    En lille runde i parken (15-20 min) om morgenen inden arbejde..
    Jeg er fleksjobber så tidligt hjemme, imellem 11.30-12.30
    Eftermiddags-turen er oftes på et par timer hvor der også trænes og evt. mødes med andre og går tur i skov eller parker. Eller også går vi ned på besøg ved mine forældre eller søster der begge har en stor indhegnet have. Hjemme bruges der tid på små-træning og aktivering i form at tricks og aktiveringslegetøj og tyggeting.
    Aftenturen ville være på en times tid..



Kommentér på:
Komme videre efter syg hund

x