{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
1.091 visninger | Oprettet:

Komme videre efter syg hund {{forumTopicSubject}}

Lidt følsomt emne, bær over smiley Måtte i marts sidste år få aflivet min lille hund, kun 1,5 år gammel på grund af nervesygdom og medfødte lidelser. Det har da været en kæmpesorg og falliterklæring (man synes jo altid at man kunne have gjort mere selv om man gjorde alt)
Jeg vil meget gerne have en hund igen en dag (læs: en dag!), da jeg savner det og det bare er en del af min livskvalitet. Men jeg tør sgu næsten ikke.
Er der nogle af jer der har stået i samme situation? Hvornår blev du klar?


Kommentarer på:  Komme videre efter syg hund
  • #1   7. jan Spring ud i det smiley livet er en risiko -man kan ikke gå og gemme sig for "måske'er" smiley

    Jeg er med på man skal være klar, men 1 år senere tror jeg måske mere det er undgåelsesadfærd smiley smiley


  • #2   7. jan Jeg turde næsten heller ikke efter Harley. Men jeg valgte så at gå efter en race jeg mente var sundere.
    Jeg gjorde et stort forarbejde med at finde den rette opdrætter og holde ved mine krav. Hende fandt jeg så, og Albert bliver snart 11 år.

    Der ville sagtens kunne have været noget med Albert. Det er jo levende væser, men jeg ville være velvidende om, at jeg havde gjort hvad jeg kunne smiley


  • #3   7. jan Du køber en hvalp af en sund race, af godt opdræt. Ikke at det er en garanti, men chancerne er gode.

  • #4   7. jan Jeg vil gerne have en voksen hund og skal være fra kennel. Jeg har kontakter i puddel-verdenen så jeg overvejer at kigge der.

    Nu har fx min veninde en bichon frise med tavle fra rigtig dygtig opdrætter. De bliver mental-testede og der bliver holdt klippe-kurser og sammenkomster. Det synes jeg lyder virkelig godt


  • #5   7. jan Ja det gør jeg.. nu.

    Jeg har 2 tilbage og jeg har 10000000000 undskyldninger hver gang jeg finder et emne..

    Jeg tvivler på jeg kommer videre... jeg tror det stopper ved de 2 her.. smiley


  • #6   7. jan Hvis man vælger race efter sundhed, altså finder en race, som man kan lide, som ik drøjer med alt for meget hverken sundhedsmæssigt eller psykisk.
    Og dernæst gør sit grundarbejde godt med at møde forældre dyrene eller mindst en af dem og tjekker stamtavler for sundhedsresultater, så har man gjort hvad man kunne, man kan selvfølgelig stadig være uheldig.
    Jeg tænker, at det er den bedste måde at blive klar på, så man heller ikke "bare" tager det første og bedste kuld indenfor den race man måtte vælge.


  • #7   7. jan Som de andre siger, så find en god opdrætter, som lyder fornuftig smiley

  • #8   7. jan Hvornår man er klar, er individuelt.
    Jeg valgte at gå efter en anden race, efter at have sagt farvel til en hund der døjede med helbredsproblemer.
    Om det er vejen frem for dig, ved jeg ikke ? Men et godt sted at starte, er at finde en dygtig opdrætter, som har fokus på at opdrætte både fysisk og psykisk sunde hunde.


  • #9   7. jan Kan da tilføje, at allerede nu tænker jeg over hvilke racer der er interessante for mig efter Albert, og allerede nu kigger jeg opdrættere.
    Jeg har tid til at følge dem gennem nogle år endnu, så jeg igen forhåbentligt ender op med den rette smiley


  • #11   7. jan Vores første hund var en gravhundblanding fundet på dba til 500 ,- Han var virkelig speciel... stak af ugentligt og kunne kravle ud af sit halsbånd (kvælerkæde). Han blev afleveret til internatet som 4 årig. Det tog mine forældre endnu 4 år at få modet tilbage. De troede, de var inkompetente som hundeejere.

    Jeg køber ikke hund gennem dba annoncer (og lignende sider). Det er en god start, når man søger en sund (især mental) hund.


  • #12   7. jan Som andre skriver, find den race du gerne vil have og dernæst find en god opdrætter. Så har du gjort dit forarbejde.

    Der gives ingen garantier. Men hvor ville livet også være kedelig, hvis vi ikke tør tage chancer. Det gør forbandet ondt at miste. Men det er prisen vi risikere for at elske et andet væsen. Ts ville du have undværet de 1 1/2 år du havde med din hund?


  • #13   7. jan En af grundene til at vi den sidste månedstid har undersøgt opdrættere og hunde, er min frygt for at en af mine hunde en dag bliver alene, både for hundens skyld, for rosa har f.eks. Aldrig prøvet andet, men også fordi jeg ved at når først sorgen kommer, går der lang tid inden jeg bliver klar, hvis jeg bliver klar.
    Det er selvfølgelig ikke grunden til at vi gerne vil have nummer 3, men det er en af grundene til at jeg gerne vil have nummer 3 indenfor et par år, når alt falder på plads så vi har muligheden for at give en hvalp et godt hjem.

    Jeg har allerede fundet den opdrætter og det kuld jeg håber at få hvalp fra når tiden er. (hun har beholdt både en tæve og en han fra det kuld, så jeg er interesseret i hvalp efter dem begge, så det handler mere om hvad der kommer til at passe tidsmæssigt og hvor der er en hvalp til os)
    Jeg fik en til at tjekke hundeweb for mig, da jeg ikke selv er medlem, og har aftalt med opdrætter at vi kommer og møder hende og hundene til en af de udstillinger der kommer heromkring smiley
    Er kommet med i hendes gruppe på Facebook, så jeg kan følge hundene og hunde fra hende tæt de næste par år. Vi planlægger tidligst at få hvalp i 2022, så vi er ude i meget god tid, men det er vigtigt for mig at finde den helt rigtige kombi, så jeg får den helt rigtige hvalp, specielt har jeg fokus på patella luxation og sind.


  • #14   7. jan Efter vi fik aflivet Qwerty som 1 årig (efter 1 år med diarre, så slemt at det løb ud af hende når hun lå, hun fik hudbetændelse, voldsomt stresset osv.) havde jeg det som dig. Jeg følte mig som en kæmpe fiasko, det var så svært at det var min første hund, jeg havde undersøgt grundigt ingen jeg købte hende, besøgte flere hvalpe, taget hende til alle specialisterne med hensyn til maveproblemerne, adfærdsbehandling til stressen, tog jeg nu fejl og ja... så mange andre tanker.
    Jeg kunne slet ikke overskue tanken om at få hund igen, jeg følte jeg af en eller grund var total uegnet til hund. Og jeg indrømmer, jeg tør stadig ikke få hvalp igen. Lidt impulsivt, cirka 1,5 måneder senere købte vi Karla. Det har hjulpet så meget at vi har fået Karla og jeg fik set at jeg altså ikke er helt tabt i forhold til at have hund - men at det bare var pisse uheldigt med Qwerty...

    Dog tror jeg også næste hund bliver voksen. Bare tanken om at få hvalp igen skær i mit hjerte. Jeg ved godt det er irrationelt, for en voksen hund kan ligeså vel blive syg, men jeg er bare så dødsens bange for at få en syg hvalp igen smiley


  • #15   7. jan Eifos, arj dit indlæg gik lige i hjertet på mig smiley dejligt at i fik Karla og en god erfaring og oplevelse igen!

    Har passet flere hunde og det er gået så fint. Men dem har man jo ikke ansvaret for.


  • #17   7. jan Krøllekræet: Kram smiley

  • #18   7. jan Krøllekræet smiley
    Du får lige et kram smiley


  • #19   7. jan Da jeg mistede Obbe var jeg klar med det samme, fordi jeg var knust og ikke kan leve uden. Jeg var vidst ude at hilse på den nye opdrætter samme uge som vi sagde farvel til Obbe. Og da var Asterix ikke født endnu, men jeg fik ham ca 10 uger efter vi mistede Obelix. Og jeg besøgte ham flere gange om ugen fra han var ca 2 uger. Jeg var lykkelig den dag jeg fik ham hjem smiley

    Men var jeg klar? Hmm både ja og nej, men det havde ikke været anderledes hvis jeg havde ventet. At gå igennem et langt sygeforløb med en unghund er pissehårdt og sætter sine spor.

    Jeg var langt mere afklaret da vi mistede Taz og Bamse, selvom det var pludseligt, så var de 9,5 år.
    Efter vi mistede Bamse (pga hd) gik der kun 5 uger så fik jeg Obelix. Så jeg er bare sådan en som skal have en ny meget hurtigt.


  • #20   8. jan Luna blev næsten 14 år, da jeg måtte sige farvel til hende pga spondylose (alle organer var friske). Det var hårdt. Og der gik lidt over et år, før jeg var klar til at kigge efter ny hvalp smiley

    Man skal tage sig den tid, man har brug for. Og det er forskelligt fra person til person.


  • #21   8. jan Noget af det som jeg synes var ultrahårdt var at jeg blev dybt afhængig af mine forældre der er pensionister. Selv om jeg trænede efter kunstens regler så havde Victor seperationsangst i slem grad. På det tidspunkt var jeg (heldigvis) arbejdsløs men med praktik 2 dage om ugen. De kom og hentede mig, kørte mig til stedet og tog ham med hjem til sig. Det var selvfølgelig fantastisk og jeg var priviligeret men det blev på en måde en dele-hund.
    Hvis jeg kunne have lavet det om, så havde jeg heller ikke fået ham selv om han var den sødeste og sjoveste dreng på trods. Men derned ikke sagt at ingen nogensinde burde få en blandingshund. Jeg vil bare personligt selv tænke mig virkelig godt om næste gang


  • #22   8. jan oven i alle disse triste historier, bliver jeg nødt til at komme med en omgang solstråle-snak:

    Igennem 40+ år med rigtig mange papillon-hunde fra nyfødte til ældgamle, har jeg aldrig oplevet en hund, der har skrantet, været kronisk syge, udfordrende sind, eller på anden måde givet anledning til tårer,, ud over 2 gange brækket ben, 1 der fik noget galt i halsen, en anal-kirtel-operation,

    Så det er ikke altsammen gråd og tænders gnidsel.

    At sige farvel til en gammel ven, der har levet sit liv er hårdt, men naturligt, men at miste en ung hund må være forfærdeligt.

    jeg ønsker for dig, at du -en dag- får lysten til at byde en ny vuffe ind i dit liv.


  • #23   8. jan Tak for din skønne historie, Pia smiley Det er nemlig dejligt når det går godt.

    Jeg sagde også tit at jeg ville ønske han var en gammel dreng mæt af dage. Min gamle Oskar begyndte at skrante som 10,5 årig.. det var stadig lidt tidligt for en lille hund men nok ok for en pekingeser-
    Man så mest Victors problemer når man var hjemme.. det var svært for andre der ikke kendte ham at se, at han ikke havde det godt


  • #24   10. jan En typisk hverdag for mig og en hund ville typisk være:

    En lille runde i parken (15-20 min) om morgenen inden arbejde..
    Jeg er fleksjobber så tidligt hjemme, imellem 11.30-12.30
    Eftermiddags-turen er oftes på et par timer hvor der også trænes og evt. mødes med andre og går tur i skov eller parker. Eller også går vi ned på besøg ved mine forældre eller søster der begge har en stor indhegnet have. Hjemme bruges der tid på små-træning og aktivering i form at tricks og aktiveringslegetøj og tyggeting.
    Aftenturen ville være på en times tid..



Kommentér på:
Komme videre efter syg hund

x