{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
736 visninger | Oprettet:

Loli P
Loli P
Tilmeldt:
11. okt 2017
Følger: 1 Emner: 5 Svar: 5

Når hunden er bange for ét barn.. {{forumTopicSubject}}

Jeg har altid levet efter devisen, at det ikke er hunden der skal være børnevenlig med børnene der skal være hundevenlige.
Og det er sådan set også lykkedes med mine unger, troede jeg i hvert fald.

Vi har en Bichon tæve, Lulu, på 2 år, som generelt er ganske afbalanceret - også i omgangen med børn. Velstimuleret, rask og uden andre problemer.

Men herhjemme har vi så en datter på 2,5 som er udviklingsforstyrret. Hun har aldrig haft synderlig interesse i hunde, har aldrig været alene med hende eller gjort hende noget - men hendes bevægemønster og udtryk er bare meget anderledes end andre børns - og jeg tænker det er det, Lulu reagerer på.
Vi har 3 andre børn, som hun intet problem har med at omgåes. Heller ikke børn på samme alder er et problem.

Hun er nemlig meget hurtig til at knurre og snappe, hvis hun er i nærheden - noget vi ellers aldrig oplever. Det kan være sig midt på køkkengulvet, hvor de bare passerer hinanden, og altså ikke fordi hun føler sig trængt op i en krog eller lignende.
Hun har sine hellesteder, hvilket børnene respekterer.

Men jeg kan ikke rigtig knække koden ifht at løse problemet. Vi er lidt begrænset af, at hun ikke rigtig forstår fx at kaste godbidder til hende.
Vi kan sagtens give positiv respons, når Lulu forholder sig passivt, men hun er stadig tydeligt trykket i hendes nærhed selvom det er forsøgt i en god rum tid.

Nogen der har nogle ideer?


Kommentarer på:  Når hunden er bange for ét barn..
  • #1   8. jan En udviklingshæmmet kan i nogle tilfælde godt bevæge sig lidt "mærkeligt" (det fra hundens synspunkt)

    Jeg ville personligt finde et andet hjem til hunden smiley


  • #2   8. jan Jeg er ked af at sige det, men jeg stemmer i med Frk. Jensen - ville nok finde et andet hjem til hunden for alles skyld - især for hundens.

  • #3   8. jan Jeg ville også finde et nyt hjem til hunden. Både for hundens og barnets skyld smiley

  • #4   8. jan Jeg ville også finde et andet hjem til hunden, inden det går galt smiley

  • Bodil D
    Bodil D Online Tilmeldt:
    jan 2019

    Følger: 10 Følgere: 15 Emner: 8 Svar: 536
    #5   8. jan Jeg er helt enig med resten, det er simpelthen ikke fair hverken for hunden eller barnet at lade det fortsættere ærligtalt jeg tror ikke det kan rettes og det er synd for begge parter

  • #6   8. jan Jeg må indrømme, at jeg sad med samme tanke. Du kan jo ikke ændre på din datters bevægelsesmønster og når du har forsøgt at løse problemet uden held, er der måske ikke så meget tilbage at gøre end at omplacere.

    Men måske sidder der nogen herinde, der har haft samme problem og har et guldkorn eller to. Så hvis du prøver at beskrive, hvad du helt præcist har gjort, kan det være nogle kan guide dig i den rigtige retning.

    Alternativt kan du kontakte en adfærdsbehandler, som måske også kan hjælpe.


  • #7   8. jan man kan træne alt men det skal man ikke, mener jeg.

    i dette tilfælde er risikoen for tilbagefald for stor plus børn bør ikke anvendes eksperimenterende i træning hvor der kan ske skader.

    jeg ville derfor som rådgiver takke nej til opgaven da jeg ikke mener at der kan skabes en varig løsning uden for stor risiko for skader undervejs samt at det et synd for hunden at den skal arbejde med dette, når den udsigt til en varig bedring jeg synes jeg bør kunne stille når jeg tager penge for noget, syner fjern for mig.

    Det er aldrig nemt at omplacere en hund - for ejeren. jeres hund lyder sund og fin ellers
    sådan en ville jeg finde et nyt hjem til.

    men i kan sikkert finde en rådgiver der vil tage opgaven... Det kan man jo altid finde.

    dette indlæg er blot udtryk for min etik. ikke alle andres. hvis i vil forsøge ville jeg se mig godt for, da det er en træning med en vis risiko.


  • #8   8. jan PS og så gå ud og få en ny hund når i er klar. i lyder som en fantastisk familie og det er skide synd for jer det her.

    jeg ville forsøge at finde en ny senere og når de to vokser op sammen plus jeres barn er lidt ældre og i har en anden erfaring med hverdagen end nu, så er jeg sikker på at den næste vil have en fin reaktion

    der er altid en lille risiko for at den ikke vil. men måske i kunne finde en voksen hund og så teste dens reaktion eller vælge en som matcher jeres hverdag bedre

    mange kram. nogle gange er ting bare ikke helt retfærdige. men det er ikke jeres skyld, husk det. i lyder som en familie som man som hund gerne ville bo. og som en del børnefamilier kunne lære en del af


  • #9   8. jan Hvor længe har adfærden fra hunden stået på?
    De to er jo vokset op sammen, så det virker underligt at hun reagerer på barnets bevægelser. Det burde jo være normalt for hunden, når det har været sådan altid. Eller bevæger barnet sig anderledes nu ift tidligere?


  • #10   8. jan Åh der har vi været og det er skrækkeligt!
    Vores gamle tæve på lige om lidt 11 år, har siden vores yngste søn (på 9 år) var "gangbar", været efter ham. Dvs Julius var til tider meget udadreagerende og kunne råbe og skrige, tramoe i gulvet og løbe ophidset væk fra os. Clara er en jæger og hun løb altid efter ham knurrende. Vi kunne ikke lade dem ude af syne. Ingen tvivl om at hun ville have sat tænderne i ham, hvis hun habde haft muligheden. Heldigvis har vi altid kunne råbe NEJ når hun løb og hun kom retur. Det var bestemt ikke holdbart og vi var ude i en evt aflivning. Julius blev så stor at han selv begyndte at råbe nej til hende og det stoppede hende.
    For lige præcis 1 år siden startede Julius på epilepsimedicin (blev diagnosticeret i dec 2018) og det har gjort at Julius ikke får disse "anfald". Han har epilepsi som er diagnosticeret vha EEG. Vi kan ikke se det på ham. Disse raserianfald har muligvis været kulmination på epileptiske anfald og det er dem Clara reagerede på. Efter medicinstart har der intet været og Clara er som de andre hunde søde og kontaktsøgende overfor Julius.
    Dette hjælper dig selvfølgelig ikke en døjt, men ingen tvivl om at jeres hund ser/mærker at jeres datter ikke er "neurotypisk". Det er skræmmende men ikke unormalt.
    Clara har vi fået af en af vores hvalpekøbere og vi har i tidernes morgen lovet at hun skulle blive gammel her. Det lover vi aldrig igen. Ingen kender fremtiden. For vi nogensinde sådan en udfordring igen, så vil vi finde hunden et andet hjem. Ingen er tjent med at skulle være på vagt hele tiden. Det er os såvel som hunden.
    Det gør mig inderligt ondt at I står i den situation. Det er en udfordring man bare ikke har behov for smiley


  • #11   9. jan Sif vores ene hund. når min storebrors søn er hjemme hos min mor og far .han er lige fyldt 3 år så går Sif os væk og kan finde på og knurre af ham. og det er barnets måde og være på. det kan Sif ikke li og hun løber væk og over til mig heller min mor og far og sidder sin .det er der bare nogle hunde der ikke kan li at børn gør .måske med store arme bevægelser... Sif for fred i hendes kurv seng. det hendes sted smiley

  • #12   9. jan Min tæve er også rigtig god med vores børn, men hun reagerer kraftigt på mennesker med afvigende adfærd (alkoholikere og udviklingshæmmede blandt andet) jeg var på et tidspunkt frivillig gåven med min anden hund for en person med Downs, og hun kom hjem til os et par gange. Begge gange måtte jeg lukke corgien væk, fordi hun knurrende og gjorde udfald, selvom kvinden på ingen måde var opsøgende overfor hende. Jeg oplever det samme, hvis vi møder nogen på tur. Så jeg stemmer desværre også i koret, der siger, at I nok bliver nødt til at videreformidle hunden smiley

Kommentér på:
Når hunden er bange for ét barn..

x