6 ugers ferie i Danmark for 678 kr. - en beretning. {{forumTopicSubject}}

6 ugers ferie i Danmark 1 voksen og 2 hunde- pris 678 kr. plus kost.

Omkostningerne fordelt på.
3 stk.Cykelguide bøger med kort og bogen overnatning i det fri = 600 kr.
2 overnatninger hos private a 25 kr. =50
1 færgebillet ved Hals a 12 kr.
1 færgebillet ved Thyborøn a 16 kr.

Samlet omkostninger for en voksen og to hunde = 678 kr. (plus kost)




Vi 1 stk. mand og to stk. Siberian Husky slæde hunde har været på en 750 km. vandring fra Aarhus op til og rundt om Limfjorden og tilbage til Aarhus igen.
Da både mand og hunde tilhører rygsækfolket er vi et særdeles sjældent syn og vi har da også vakt både nysgerrighed, opsigt, venlighed og imødekommenhed ud over alle grænser selv i de mest turistede nord/vestjydske byer.

Det er ikke så almindeligt i Danmark at give sin hund en rygsæk på når man går på vandring som det er i andre lande som Sverige, Norge, USA og Canada, men selvfølgelig kan man det og "Hunderygsække" forhandles i flere danske internetbutikker.
Kløft kaldes det når man giver sin hund en rygsæk på. Der findes mesterskaber i det og rejseselskaber arrangerer ture hvor man kan komme på vildmarksferie med et spand slædehunde hvor hundene bærer en del af bagagen på ryggen.
Så det er kun i Danmark det vækker opsig når man gør det, men den opsigt hunde med rygsæk vækker har for vores vedkommende kun været af den positive slags.

Det har til tider været som en rejse i et fremmed land hvor mennesker af ren og skær nysgerrig kommer hen for at spørge om hvor man kommer fra, hvad man laver og hvor er man på vej hen.
Hvor usædvanlig vi har været kan måske bedst beskrives med at vi to gange er blevet stoppe af reportere fra to af TV2` s regioner for at de kunne interviewe os.
Den første spottede os i sin bil på landevejen mellem Ålborg og Thisted, han holdt ind på en rasteplads og løb over vejen for at spørge om jeg ikke ville stille op til et interview.
Anden gang var da vi gik igennem Lemvig. Da jeg kom ud fra en dagligvarebutik hvor jeg havde været inde for at købe youghurt og pålæg, stod de ved hundene og spurgte om de ikke lige måtte tale lidt med mig.
Det kan i de fleste situationer være svært at sige noget klogt når man så at sige bliver taget med bukserne nede og for mit vedkommende hjælper det ikke at få et kamera stukket helt op i hovedet når jeg skal prøve på det.

Hvad oplever man på en sådan tur, hvad har været det mest spændende er jeg af flere blevet spurgt om.
Det er et utrolig svære spørgsmål at svare på fordi det er en rejse både i landskab og sind.
Det danske landskab kender alle, vi kender byerne, har kørt gennem det hele mange gange, så det er svært at beskrive at man ser det "bedre" når man vandrer. Man får både det storslåede og de helt små detaljer med og man har helt automatisk tiden til at bearbejde indtrykkene.
Indtrykkene bearbejder sig selv, omstillingen til et nye landskabs billeder går så langsomt at man bare er i det.
I det nu, man nu er i.

Rejsen i sindet er noget mere omskifteligt.
Der går nogle dage før dagligdagens trummerum, de store vigtige ting, verdensomspændende nyheder fra Danmark og udland, større og mindre politiske skandaler og alt det andet man forholder sig til hver eneste dag samtidig med indkøb, opvask, weekendplanlægning og alt det der fylder dagene derhjemme ud.
Det falder langsomt i baggrunden og bliver ladt tilbage i det liv man har forladt til fordel for en meget vigtig regnvejrsky der trækker op eller den næste indkøbsmulighed, hvor langt der er til den næste teltplads, hundenes træthedsniveau og de ting der er lige her og nu.

Eufori har nok været den mest gennemtrængende og længst varende følelse der har sat sit dybe spor i hukommelsen.
Halvanden måned i en form for berusende livsglæde udløst af ingenting. Begejstret for ingenting og ikke til at slå ud af noget som helst.
Det er ikke for at nedgøre Limfjorden på nogen måder, men at den kan udløse en sprudlende glæde kan ikke være rigtigt, kan ikke være den, men hvis det ikke er den, så må det være "ingenting" for der har ikke været andet der kunne udløse det. Ingen stoffer, alkohol eller forelskelse, intet andet end en travetur rundt om Limfjorden.
Jeg kan måske bruge det billede af det velbehag man kan opleve efter en to, tre timers travetur i naturen og så gange det op med de mange timer en halvanden måneds vandring tager.
Langdistance løbere har et fænomen de kalder "runners high". En form for rus efter lang tids træning. Jeg tror jeg har været meget hårdt ramt.

Det har været så slemt, atj eg har siddet i shelters mens det har øsregnet og bare nydt regnen.
Det er jo nærmest udansk at nyde regnvejr, men sådan har jeg haft det.
Der har selvfølgelig været adskillige dage med regn, men efter næsten fire uger i det fri havde jeg kun haft regntøjet på tre gange.
Det blæste og var i forhold til årstiden koldt, men der har kun været et tidspunkt hvor vejret frustrerede mig.
Fem dage med strålende solskin og femogtyve grader.
Siberian Huskies kan ikke klare varme. De lægger sig bare ned og prøver på at overleve. Deres favorit temperatur ligger et sted mellem 15 - 25 graders frost. Det er i den temperatur de slår rekorder i slædehundeløb.
Der er ikke andet at gøre i sommervarmen end at finde skygge til dem, gnubbe vand ind i pelsen og lade dem ligge og gispe dagen lang.
Vandet skal gnubbes ind i pelsen fordi det preller bare af som på en gås hvis man bare smider en spand over dem.
De står ligeså fjoget og kigger spørgende på én uden at der er en dråbe der hænger ved.

Næsten alle de mennesker jeg har mødt har været åbne og imødekommende i en grad som jeg sjældent har oplevet. De få undtagelser der har været kan tælles på en hånd med fingre i overskud.

Jeg kom eksempelvis til en shelter plads i Thisted hvor der var en gruppe unge mennesker sammen med en voksen leder.
Jeg siger hej kigger lidt rundt og siger at der er vel omkring seksten pladser. Lederen svarer at de er femten så jeg kan ikke være der.
Jeg har ikke lyst til at skændes med folk, dumme mennesker bliver bare dummere af at jeg taler med dem, så jeg siger at jeg slår bare mit telt op i nærheden.
Lederen siger at det var da et bar flotte hunde jeg har med, hvilken slags er det. Jeg svarer at det er Siberian husky, vender mig om og går.

Jeg kan godt forstå at han som ansvarlig for en gruppe unge er bange for, og vil beskytte, de unge imod galninge, men min forståelse rækker ikke så langt som til at stå og hyggesnakke om mine hunde når et menneske lyver og behandler mig som lort.
De var langt fra femten og der var nærmere femogtyve pladser.
Han og de unge betalte prisen for deres fordomme og dumhed i løbet af natten og de tog da også hjem kl. 8 næste morgen.
Det var svært ikke at blive lidt skadefro. Det er klart at når en så lille gruppe spreder sig over fem shelters i stedet for at pakke sig sammen i højst to, så fryser de og det var derfor at deres weekend tur sluttede længe før både fanden og teenagere almindeligvis får sko på om morgenen.
Lederen har efter min opfattelse givet de unge både en dårlig menneskelig og en dårlig frilufts oplevelse. Han har lært dem at man gerne må lyve og behandle andre dårligt når man ikke kan lide deres udseende og han sørgede ikke for at de lå tæt sammen så de kunne varme hinanden og sove godt.

Jeg måtte erkende at efter et par uger måtte jeg gøre noget ved min fremtoning, købte en ny jakke og brændte den gamle i en af mine officielle afbrændings ceremonier.
Sokker er det jeg oftest tager afsked med på den måde, men måske jeg skal finde en anden løsning. Luftværns sirenerne er lige ved at sætte i gang en halv time efter et par sokker har fået en skvat sprit og en tændstik.

En balance kunst der kræver daglig opmærksohed er at sætte niveauet efter hundenes trætheds tærskel. De kan ikke sige fra med ord og man skal virkelig studere deres fysiske og mentale tilstand indgående for ikke at presse dem ud over deres grænser. Gør man det er risikoen for skader overhængende.
Hvordan er deres lyst til at lege når dagen er omme, er de iretterrede på hinanden, hvor hurtigt lægger de sig ned og sover osv. osv. osv..
Hvis de skal have en god tur og dermed et godt liv, skal de have overskud til leg ved dagens slutning, overskud til at læse avisen når de bliver luftet før natten og være tændte når næste dags vandring begynder.
Til et stykke op af dagen skal de tvinges til at holde pauser - vi skal videre, vi skal se noget nyt, vi skal gå, her er kedeligt - en tvang jeg hygger mig med.
Falder man for fristelsen til at rejse sig og gå, så hævner det sig bare senere og så skal man under alle omstændigheder ligge stille for at de kan genvinde kræfterne og humøret.

Man er bestemt ikke ensom, når man vandrer alene med to hunde. Det selskab hundene kan give og de snakke som hundene tiltrækker gør at man aldrig oplever sig selv som ensom.
Det eneste minus ved at gå på langfart med hunde jeg kan få øje på er at efter en lang hård dag skal de også luftes om aftenen.

Turens sjoveste men også dummeste oplevelse står Thyborøn for.

Vi blev en turist attraktion i Thyborøn, bogstaveligt.
Shelteret ligger på et velbesøgt sted og en tur guide kom også forbi med tyve mennesker.
Guiden fortalte at her kunne man enten gå ind og spise sin frokost eller overnatte, lige der havde maskingeværet stået og de udvendige kvadrat meter passede med et eller andet..
Det er lidt en speciel oplevelse som man kun kan tage fra den humoristiske side at have tyve mennesker til at stå og glo på en men vi kunne ikke gøre andet end glo igen. De havde jo fjernet maskingeværet.

Det dummeste er at man har ikke tænkt på at det nogen gange blæser i Danmark da man byggede det shelter de har i Thyborøn
Man kan være uheldig nogle steder at shelter åbningen er for høj hvis vinden kommer fra én bestemt retning, men i Thyborøn er det ligegyldigt fra hvilken retning vinden kommer der er piv åbent for vind fra alle sider. Der er simpelthen ingen læ ligegyldigt fra hvilken retning vinden har tænkt sig at komme fra.
Man har bygget et halvtag over en tidligere luftværns bunker uden at lukke af mellem den gamle beton og taget.
Det ser rigtig fint ud, nærmest arkitekt tegnet, men det kan ikke bruges af dem det er lavet til bare der er den mindste vind.
Selvom man lukker af for vinden under halvtaget, så vil rummet i sig selv stadig være for stort og den plads arkitekten har tænkt man skal ligge på er midt i rummet. Det kan ikke bruges og det kan ikke reddes.
Det har sikkert kostet en formue at lave det, for det ser rigtig fint ud, men vi måtte lægge os i et hjørne nede på bunker betonen for at finde bare en lille smule læ og det blæste ikke ret meget den dag vi var der.
Det gjorde det den næste dag, men der lå vi i telt og selvom jeg var bekymret for om teltstængerne kunne holde til presset, så takkede jeg min Gud for at vi ikke længere var i Thyborøns såkaldte shelter.

Selvom jeg holder utroligt meget af Thyborøn og især de mennesker der bor der, de gør den til en helt speciel god by, bliver vi nød til at gå uden om næste gang.

Næste gang vi tager på langfart bliver om meget kort tid.
Mandag d. 16-7-2012, starter vi på en tur der går Jylland rundt for en god sag.

Ideen opstod lige før vi tog afsked med Limfjorden. Jeg kan se at andre løber, cykler, kravler for at samle ind til en eller anden god sag og hvorfor kunne vi så ikke også gøre det.
Jeg har et par kontakter til et par organisationer som kunne være interessede, men så skal vi igennem en proces med at det skal igennem bestyrelsen og godkendes at vi bliver en eller anden form for godwill ambassadører der repræsenterer den pågældende organisation.
Det er sgu nemmere at gøre det selv, så det gør jeg. Starter simpelthen min egen indsamling til en god sag og går Jylland rundt.

Konceptet er at den der giver et bidrag foreslår samtidig hvem vedkommende synes skal have pengene og det formål/organisation der får flest "stemmer" får hele puljen.
Så kommer vi ud og gå igen og denne gang med et godt formål der kan gøre en forskel
Har oprettet en Facebook gruppe- Jylland for en god sag - , så folk kan følge indsamlingen og turen rundt.

Der er også et blufærdigheds problem som jeg slipper uden om ved at gøre det.
Mine vandringer har et spirituelt aspekt, en form for pilgrimsvandring som både er svært at tale om og de mennesker jeg taler med bliver bekymrede for om jeg har tænkt mig at omvende dem eller er ude på at missionere for en eller anden religiøs sekt.
Jeg skal hverken det ene eller det andet. Den "sekt" jeg tilhører er den Katolske kirke og der har vi folk til at missionere nede i Afrika.

Jeg lovede før jeg gik Limfjorden rundt at jeg ville opdatere her i HG, men jeg har simpelthen ikke strøm nok til både Facebook og HG, så jeg var tvunget til at vælge.
Solcelle batteri opladeren giver det nødvendige strøm, men ikke nok til så megen data trafik, sorry.

Der er ca 1000 registrerede shelter/teltpladser der er til fri afbenyttelse eller en max pris på 25 kr. som venter.
Jeg kan garantere at der er nogle naturperler rundt omkring der er værd at tage til. Adskillige ligger enten i forbindelse med eller meget tæt på hundeskove. Det kan give en god oplevelse for både hund og menneske.

God sommer.