{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
554 visninger | Oprettet:

Omplacering {{forumTopicSubject}}

Jeg er vokset op med 3 grand danois hunde og har altid vidst, at når jeg en dag slog mig ned, så skulle jeg have mig et par store hunde. Skæbnen ville så, at den mand jeg mødte for over tretten år siden var bange for store hunde. Således gik det til, at vi fik vores første lille hund. Over tid kom der flere af de små til, hver gang fordi jeg ikke følte, jeg fik det jeg manglede. Pludselig havde vi fire af de små.

En dag for ca 3 år siden, fortalte han mig så, at han faktisk ikke havde den angst for store hunde længere, efter at have mødt en del af dem gennem venner og bekendte og så var der slet ingen tvivl om, at jeg skulle have min store hund.

Senere kom en stor mere til, så de havde hinanden at løbe og lege med. Vi havde nu 6 hunde. Min mand er væk hjemmefra i 11 timer om dagen, så det meste lå på mig. Samtidig har jeg det sidste 1½ år haft hovedansvaret for min kræftsyge og demente far, der boede hos os i en periode på 9 mrd., indtil han blev for dement til at være i hjemmet.

Min far døde her i dec. og der gik luften totalt af ballonen for mig - jeg var UDKØRT!! Jeg ved ikke, hvor jeg har fik kræfterne fra til at klare alle de ting, jeg skulle i så lang tid, men nu var reservetanken så også tom.

Jeg kunne ikke holde til mere og jeg kunne ikke holde den evigt dårlige samvittighed ud, som jeg gik rundt med overfor hundene. 1½ person kan ikke give seks hunde alt, hvad de fortjener og jeg måtte til syvende og sidst se i øjnene, at det ville være en gave for hele hundeflokken og mig selv at skære ned til de 4, det er tilladt at have.

Det var ikke så svært at vælge, hvilke to hunde der skulle have nye hjem. Den ene af de små er så morsyg, at det gør noget og hende kunne det ikke være. Den anden lille, vi har beholdt har haft så mange forskellige hjem før vi tog ham ind og det ville være rigtig synd at gøre det mod ham én gang til. Den ene af de små, der blev omplaceret elsker alt og alle og den anden var så dominerende, at han ville trives bedst som alenehund.

Hende der elsker alt og alle er en ekstremt mild og blid hund, som blev lidt kuet af de andre små. I hendes nye hjem har hun en lillebror, som ser op til hende og der er ikke længere noget, der hedder at være sidst til alting. De er med deres enlige ejer på arbejde hver eneste dag og hun er begyndt at elske at gå tur!! Da vi fik hende, boede hun hos en avler med 25 chihuahuaer, der aldrig kom udenfor hendes matrikel. Derfor syntes hun, at verden udenfor var stor og farlig. Vi har selvfølgelig forsøgt, at lokke hende med utallige gange, men nu går hun i udstrakt snor og følger glad sin trygge lillebror overalt. Hun har kort sagt fået et meget bedre liv.

Ham den dominerende er blevet alenehund hos en enlig gut, som forguder ham og kan give ham al den tid og opmærksomhed, han behøver. Han går tur uden snor og følger sin nye ejer trofast rundt over alt. Vi har simpelthen fået så meget ros fra begge nye ejere over, hvor tillidsfulde og harmoniske hunde, vi har givet videre. De har det bedre i deres nye hjem og her på adressen har der sænket sig en ro og flokken er i harmoni. Magtkampene er forbi og alle får al den opmærksomhed og motion, de har behov for.

Min generelle holdning er, at når man anskaffer sig et dyr, så skal det være med en intention om at beholde dem livet ud. Personlig erfaring har dog givet mig en forståelse for, at livet ikke altid er så snorelige og i nogle situationer, kan man bedst vise sin kærlighed til sine dyr ved at give dem nye hjem!

I bagklogskabens lys kunne man have gjort flere ting anderledes, men livet er uforudsigeligt. Står man så en dag i en situation, hvor man oplever ikke at slå til trods kærlighed og god vilje, så er det i mine øjne bedre at handle end at lade stå til.

Nu ved jeg fra tidligere, at mange HG'ere er lidt ude i ekstreme holdninger, når det kommer til deres hunde. Derfor er jeg lidt nysgerrig på, hvad folk herinde synes om, at vi i den her konkrete situation valgte at omplacere to af vores hunde?

Jeg vil gerne understrege, at vi selvfølgelig ikke bare gav dem væk til hvem som helst, men tog os tiden til at vælge, hvad vi fik ret i, var de bedste hjem for hver enkelt hund. De har det begge storartet og hvis i selv har eller har haft omplaceringshunde, så ved i også, at hunde har en formidabel evne til at omstille sig. Ingen af de omplaceringshunde (dvs. 3 ud af 4), som vi har fået, har lidt nogen nød ved at blive omplaceret. Vores hunde er hurtigt faldet til her hos os og har ikke gået og savnet deres tidligere hjem eller været ulykkelige. Så længe et nyt hjem opfylder en hunds behov for stimuli, kærlighed, motion etc., så er det min oplevelse og erfaring, at en hund rimelig nemt klarer en omplacering.

Uanset om i er enige eller uenige er jeres meninger velkomne, men lad os holde en sober tone, ellers sletter jeg blot emnet igen. Jeg gider ikke den grove retorik som i sin tid gjorde, at jeg valgte at holde pause herfra, så tænk jer lige om, før i trykker send!

Hvis noget ikke er godt nok beskrevet, skyldes det nok, at jeg lige har overladt skuden til min mand og sovet i 35 timer. Ergo er jeg ikke helt skarp og har muligvis ikke fået alt beskrevet tilstrækkeligt. I er velkomne med spørgsmål!

God aften til alle



Kommentarer på:  Omplacering
  • #1   2. jan Det gør mig ondt med din far
    Jeg har faktisk ikke det store problem med omplaceringer, så længe det bliver gjort med omtanke og jeg har også gjort det selv.
    Jeg forstår dog i jeres situation ikke hvorfor I har sat jer i situationen. Men det lyder som om det var det rigtige at finde nye hjem til nogle af dem.


  • #2   2. jan Jeg har intet imod omplacering, for det kan sagtens være det bedste valg for alle parter.

  • #4   2. jan Jeg er ikke modstander af omplacering. Hellere handle end lade stå til. Jeg er til gengæld imod den måde mange omplacerer på: huj, hej, hast, i stedet for at vente på rette hjem. Eller til skyhøje priser for hvad der meget ofte er problemhunde.

    Og så tager jeg virkelig afstand fra de mange hovedløse indkøb, som jo ofte er dem der giver de mange omplaceringer. Mange gaber over alt for meget, ligesom jer. Det lyder helt hen i hegnet at du har købt en ny hund hver gang du synes du manglede noget. Det er altså levende væsener med ret til et meningsfuldt hundeliv.
    Det håber jeg du vil tænke over fremadrettet.

    Det gør mig ondt med din far. Demens er forfærdeligt for alle parter, ligeså kræft.


  • #5   2. jan Jeg synes det er fint, at I valgte at omplacere.
    At lade være ville ikke være ok.


  • #6   3. jan Jeg synes i har handlet yderst fornuftigt, og med respekt for hundene.


  • #7   3. jan Flot kæmpet - nu skal du være endnu bedre til at trække stikket ud.

    Fint at omplacere - de fik det bedre.


  • #8   3. jan Det gør mig ondt med din far.

    Jeg har ikke et problem med at folk omplacerer deres hunde, så længe det er gjort velovervejet, og at der ventes på det rette hjem. Især ikke, når man som i jeres tilfælde, kan høre, at hunden er livet helt op i det nye hjem og har fået det bedre. Det jeg har problemer med, er dem som omplacerer, for så at gå ud og købe en ny hund gentagende gange. Der er selvfølgelig altid undtagelser, hvor man får købt en hund, som slet ikke kan passe ind i ens liv. Derfor bør hundekøb være velovervejet.


  • #9   3. jan Kondolere med din far.

    Det lyder til at I har gjort det helt rigtige. Og det syntes hundene også.


  • #10   3. jan Du har ret i at livet ikke er snorlige. Man ved jo ikke hvad fremtiden bringer. Jeg synes helt sikkert at det er rigtigt at omplacerer en hund, hvis man af den ene eller anden grund ikke kan overskue at give hunden det den har brug for. Og hvis man forsøger at finde det bedst mulige hjem til hunden, så kan man ikke gøre det meget bedre. Vi måtte selv omplacerer en hund efter vi fik vores datter. Der er sikkert nogle der synes det er forkert, men for os og for hunden var det den bedste beslutning. Og hun har et skønt hundeliv nu. Det er det vigtigste for os.

Kommentér på:
Omplacering