Nova Scotia Duck Tolling Retriever {{forumTopicSubject}}
HISTORIE:
Nova Scotia Duck Tolling Retrieveren, ofte bare kaldet Tolleren, stammer som navnet siger fra Nova Scotia halvøen i Canada.
Tollerens historie går langt tilbage i tiden, præcis hvornår det hele startede ved man ikke. Der fortælles flere historier om, hvordan racen opstod. Den mest udbredte er, at en Mr. Allen i omkring 1870 krydsede en leverfarvet flatcoated retriever med en labradorlignende hund. Dette afkom blev senere krydset med Spaniel. Racer som Chesapeake Bay retriever og Collie menes også at være blandet i racen.
Racen eksisterede i ca. 75 år som en ren race på Nova Scotia før den blev udbredt til resten af Canada. I alle disse år gik racen under navnet Little River Duck Dog, efter Little River distriktet i Yarmouth County, hvor racen opstod.
I 1945 blev racen anerkendt af den Canadiske Kennel Klub, nu under navnet Nova Scotia Duck Tolling Retriever. Herefter begyndte så udbredelsen til resten af verden. I 1980 blev racen anerkendt af FCI. Registreringsfortegnelser fra Canada viser, at der fra 1945 til 1985 i hele Canada blev registreret 1700 Tollere.
Hvor mange der er af racen i dag, vides ikke. På et tidspunkt omkring 1960 var racen ved at uddø. Et par udholdende canadiske opdrættere formåede dog heldigvis ud fra de resterende ca. 10 Tollere at "holde liv i racen". Fra disse ca. 10 Tollere stammer alle de Tollere i dag.
ANDVENDELSE:
Tolleren løber, springer og leger langs strandbredden, helt synlig for en flok ænder. Af og til forsvinder den helt ud af syne og dukker hurtigt op igen, hjulpet af jægeren, som fra sit skjul kaster små pinde eller en bold til den. Hundens leg vækker nysgerrigheden hos de ænder, der svømmer ud for kysten, og de lader sig lokke inden for skudhold. Tolleren bliver derefter sendt ud for at apportere de nedlagte eller anskudte fugle.
FCI Gruppe 8 (Apporterende og stødende jagthunde, vandhunde),
Sektion 1 (Apporterende jagthunde).
Med brugsprøve.
TEMPERAMENT:
Tolleren er blid (især over for børn) intelligent og imødekommende.
Hvis ejeren ikker til stede kan Tolleren være lidt reserveret overfor fremmede,men hvis ejeren er imødekommende så vil Tolleren også vise venlighed.
Tolleren er en glad og livlig familiehund, ikke en "enmands"hund, men hele familiens hund.
Tolleren elsker at være i nær kontakt med sine mennesker og følger dem overalt.
Tolleren er arbejdsivrig og frisk når den er udendørs, og rolig når den er inde.
Det er en race der fortjener at man arbejder med den.Som f.eks. Agility,.Flyball,.Lydighedstræning,.Spor.
I modsætning til nogle andre hunderacer,opnår man INTET ved at være hård ved en Toller, man kan risikere at man får en hund der nægter at gøre noget som helst.
Istedet skal al indlæring foregå ved leg og gentagelser.
Man skal passe på tollerens bedende øjne,for har man først ladet den ligge i sofaen vil det blive dens fortrukne plads.
VORES ERFARING:
Men Enzo har vi fået en meget intelligent hund. Han "kræver" hjernegynmastik dagligt. Det er ikke nok med en gåtur og et par runder med boldleg. Han vil gerne have opgaver og gerne nye opgaver, (det kan være svært nogle gange at finde på noget).
Så hvis man tænker på at anskaffe sig en Toller, skal man være opmærksom på dette.
Tilgengæld har/er han super hurtig til at lære nye ting og tricks (på nær kiks på snuden, kan bare ikke lære ham det....).
Det med at Tolleren kan være reseveret over for fremmede, har vi ALDRIG oplevet. Han er forsigtig og ikke "happy go lucky" overfor fremmede. Desuden er Enzo den fødte pacefist og undgår alt der minder om ballade. Stjæler hans hundevenner hans legetøj ud af munden på, ja så er det bare i orden med ham.... ;0)
apr 2006
Følger: 125 Følgere: 123 Hunde: 2 Emner: 29 Svar: 371
http://www.tollerklubben.dk/?id=193&parent=193
apr 2006
Følger: 125 Følgere: 123 Hunde: 2 Emner: 29 Svar: 371
Pelspleje: Tolleren fælder meget (året rundt) Dette kan minskes ved at man reder hunden mindst en gang om ugen. Her i huset har vi købt en Furmanitaor, og det anbefales, den får fat i alle underhårene. Hårene på ørene kan trimmes, men det er nok især hvis man går på udstilling. Håret på og i mellem poterne klippes også reglmæssigt.
Her har vi ikke haft nogen problemer med alene hjemme. Vi startede med at træne Enzo på dag 2, og han har ingen problemer med at være her alene.
Med andre hunde er Enzo super. Han kan med alle, eller næsten alle. Han er ikke så glad for Schæfere, fordi han engang er blevet bidt af en. Også er der lige genboens lille Jack Russel, de kan bare ikke lide hinanden ;0)
apr 2006
Følger: 125 Følgere: 123 Hunde: 2 Emner: 29 Svar: 371
Hvad er Addison ?
En hund har – som mennesker – to nyrer. Oven på hver nyre sidder en halvmåneformet kirtel, binyren, som producerer hormoner. Den yderste del af binyrerne er inddelt i flere lag ”bark”, og det er denne bark, der producerer binyrebarkhormon. Hvis lagene i binyren bliver ødelagt, eller hvis hjernens kontrol af binyrebarken bliver ødelagt, kan hunden ikke lave binyrebarkhormoner selv.
Tollersyge:
Historien om ”tollersyge”
Sygdommens navn stammer så vidt vides fra Sverige, hvor den kaldes ”Tollarsjuka”. I Sverige har man gennem flere år været opmærksom på en overrepræsentation af Tollere blandt patienter, som blev syge af en bestemt type hjernehindebetændelse (meningitis). Sygdommen er speciel i den henseende, at der ikke kan identificeres infektion med virus eller bakterier som årsag til sygdommen. Der er derimod tale om, at kroppen producerer antistoffer mod sine egne raske celler, som herved angribes og ødelægges af kroppens eget immunforsvar (autoimmunreaktion).
To sygdomme - ikke én
I kraft af dette forskningsarbejde er det blevet klart, at der ikke er tale om én men faktisk to forskellige sygdomme, som tidligere blev benævnt under samme navn - nemlig ”tollersyge”. De to sygdomme benævnes i stedet Immunmedieret Rheumatisk Sygdom (IMRD) og Steroid Responsiv Meningitis Artritis, (SRMA) – som muligvis er genetisk beslægtet. Det er dog stadig uvist. Det skal også understreges, at der er andre racer end tolleren, som lider af disse typer af sygdomme, og derfor bør man undgå at bruge udtrykket ”tollersyge” da det er forældet og misvisende.
IMRD og SRMA har forskellige måder at manifestere sig på og optræder typisk på forskellige tidspunkter i en hunds livsforløb. I det følgende gives en kort beskrivelse af de to sygdomsforløb:
1) IMRD
Symptomerne på IMRD kan være stivhed efter hvile og nedsat appetit efter motionering. Hunden kan ofte varme sig ud af smerten, og smerten kan skifte fra led til led. Angrebne led er ikke nødvendigvis hævede, selvom de er smertefulde. Der kan ses smerter ved gang på trapper og modvillighed til at springe ind i bil. Hunden kan eventuelt have feber.
Hunde som rammes af IMRD er oftest 2-6 år gamle. Der er en artikel på vej med 30 beskrevne tilfælde.
Diagnosen kan være svær at stille, men oftest gøres det på baggrund af de kliniske tegn, og udelukkelse af andre lidelser. Helene Hannson-Hamlin arbejder især en bestemt type blodprøve, der hedder ANA-testen , som er en test for autoimmune lidelser. ANA-testen kan blive forbigående positiv med sygdom af anden karakter - dog ikke så kraftig positiv som ved autoimmune lidelser. Testen kan eventuelt gentages efter 2-3 måneder. Testen er positiv selv under cortisonbehandling, hvis der er tale om en sand autoimmun lidelse. Den seneste forskning viser, at 70% af klinisk syge tollere var positive på en ANA-test.
2) SRMA
Symptomerne på SRMA er nakkesmerter, høj feber, nakkestivhed, nedstemthed og spisevægring. Det er fortrinsvis unge hunde, som endnu ikke er fyldt et år som bliver ramt af SRMA.
Diagnosen kan være svær at stille, men oftest gøres det på baggrund af de kliniske tegn og udelukkelse af andre lidelser. Der vil oftest blive taget røntgenbilleder og blodprøver. Hvis dyrlægen har mulighed for det, kan der eventuelt også udtages rygmarvsvæske til undersøgelse. Dette skal dog gøres meget tidligt i sygdomsforløbet.
Kilde: "Dansk Veterinær Ophthalmologisk Manual" og Tollerklubbens sundhedsudvalg.
Progressiv Retinal Atrofi (PRA)
PRA er et fremadskridende svind i nethinden. Dette viser sig bl.a. ved øget refleksion, pigmentklumpning, udtynding af blodkar og afblegning af papillen (området bagers i øjet, hvor synsnervens tråde samles ved indmunding i nethinden.
Sygdommen starter med ”natteblindhed”, hvor hunden ser dårligt i tusmørke og kan vægre sig ved at gå fra et oplyst rum til mørkere omgivelser, f.eks. ved aftenens luftetur. Gradvis tabes også synet om dagen, og hunden ender med at blive blind.
Der findes ingen behandling, der kan forsinke, standse eller vende det fremadskridende tab af synet.
Sygdommen er arvelig, og hos tolleren er arvegangen simpel recessiv (vigende). Dvs. at selv om ingen af forældrene har tegn på at have sygdommen, kan de give hvalpe med PRA.
Det er muligt at genteste tolleren, således at man kan undgå, at der fødes hvalpe, der vil udvikle PRA. Gentesten oplyser, om hunden er A) clear (bærer ikke genet),
Avlsanbefaling
Det anbefales, at hunde, der indgår i avlen PRA-testes med mindre status er kendt via forældredyrene. Kun følgende kombinationer bør anvendes:
Clear + clear (giver kun ”clear” hvalpe)
Clear + carrier (giver hvalpe, der er clear og hvalpe, der er carrier),
Clear + affected (giver kun hvalpe, der er carrier)
Retina Dysplasi
Er en fejlagtig udvikling (dysplasi) af nethinden (retina), og forkortes RD. RD kommer til udvikling i fosterstadiet, fordi to lag i nethinden ikke udvikles og vokser sammen på normal vis.
Arvegangen kendes ikke.
Sygdommen forekommer i tre forskellige grader:
Focal/multifocal RD Enkelte eller multiple folder, typisk som lineære, V- eller Y-formede forandringer. Kan også ses som ovale, afrundede grålige eller hyperreflektive områder. Ofte placeret i centrale dele af fundus (øjets baggrund). Betragtes som en mild form for RD.
Avlsanbefaling
Hunde med Focal/Multifocal RD kan anvendes i avl, men bør parres med en RD-fri hund.
Geografisk RD Større uregelmæssige, evt. hesteskoformede, grålige og hyperreflektive områder. Ofte placeret i centrale dele af tapetale fundus, typisk langs de større blodkar. Kan forekomme kun i et øje. Kan give nedsat syn og i sjældne tilfælde, hvor der også optræder nethindeløsning, er hvalpen blind på øjet.
Avlsanbefaling
Hunde med geografisk RD bør ikke anvendes i avl.
Total RD Nethindeløsning, der altid er årsag til blindhed. Hos hvalpe født med total RD er der ofte nystagmus (ufrivillige øjenbevægelser).
Avlsanbefaling
Hunde med Total RD, og hunde, der har givet afkom med Total RD bør ikke anvendes i avl.
Cataract (grå stær)
Cataract er en uklarhed i øjets linse. Denne er placeret lige bag pupillen og regnbuehinden, og en normal linse er glasklar og gennemskinnelig. Linsen hjælper med at bryde lysets stråler og dermed danne et skarpt billede. Ved cataract findes en mindre eller større uklarhed i linsen, som forhindrer lysets adgang. Uklarheden kan være placeret forskellige steder i linsen, og det er netop placeringen, der kan være afgørende for, om det pågældende tilfælde bedømmes som en arvelig cataract.
Cataract kan optræde i det ene øje, men ses ofte i begge øjne, og udviklingen af cataracten varierer ofte meget. I nogle tilfælde er der kun tale om ganske små uklarheder i linsen. De kan være stationære eller udvikler sig kun meget langsomt og når aldrig et sådant omfang, at hunden har synsbesvær. I andre tilfælde modner en cataract meget hurtigt, og linsen bliver total uklar og mælkehvid. Det medfører, at hunden bliver blind på det ene eller begge øjne.
Cataract forårsager ingen smerte.
Der findes mange årsager til cataract: Kraftig vold mod øjet, stofskifteforstyrrelser, sukkersyge, infektioner, forgiftninger, radioaktiv stråling og andre sygdomme i øjet, som f.eks. PRA og betændelse i regnbuehinden.
En hyppig årsag til cataract er en medfødt arvelig fejl.
Arvegangen er ikke kendt hos tollerne.
Avlsanbefaling
Hunde med arvelig cataract bør ikke anvendes i avlen.
Linseluksation
Såfremt linsetrådene brister, kan linsen gå delvis løs eller rives fuldstændigt løs fra sit ophæng. Hvis linsen rives helt løs, falder den i de fleste tilfælde fremover og kan passere gennem pupillen og ud i det forreste øjenkammer, men linsen kan også falde bagud og ned i glaslegemet. Hvis den løsrevne linse ligger i de forreste øjenkammer, beskadiger den bagsiden af hornhinden og fremkalder her et blivende uklart område. Primær linseluksation skyldes svage linsetråde. Hvis linsen kun er delvist løsnet (subluksation), vil ejeren ikke bemærke noget unormalt. En primær linseluksation, hvor der endnu ikke er opstået forhøjet tryk i øjet (grøn stær), kræver omgående operation, hvor linsen fjernes.
Sekundær linseluksation kan opstå efter traumatisk skade af øjet, efter uveitis (betændelse) eller pga. forhøjet tryk i øjet (grøn stær). Opstår der forhøjet tryk i øjet (grøn stær), hæver øjet og bliver rødt, og er trykket højt i mere end 72 timer, ødelægges nethinden og synsnerven, og synet er tabt.
Opstår der en total linseluksation, hvor linsen rives løs, vil der opstå ubehag og smerte i øjet, der bliver rødt.
Avlsanbefaling
Hunde med primær arvelig luksation bør naturligvis ikke bruges i avl.
PTHVL/PHPV (Persisterende Tunica Vasculosa Lentis/Persisterende Hyperplastisk Primær Vitreus)
I fosterstadiet løbet en kraftig blodåre fra synsnerven frem gennem øjet og danner et netværk af blodårer på linsens bagside. Dette netværk af blodårer giver næring til en normal udvikling af linsen. Netværket bag anlægget for linsen kaldes Tunica Vasculosa Lentis (TVL), og blodåren med det nærmest omgivende væv kaldes Primær Vitreus (PV). Under øjets udvikling i fosterstadiet dannes linsen, og netværket af blodårer, der ernærer linsen, vil langsomt forsvinde. Under svind af dette net af blodårer, kan der opstå en fejlagtig udvikling, hvorved en mindre eller større del af netværket af blodårer ikke forsvinder.
PTHVL/PHPV kan opdeles i seks sværhedsgrader:
1. Meget små gul/brune/hvide pletter i eller bag på den bagerste linsekapsel.
2. Centralt i linsen en bagereste cataract med gult/brunt bindevæv og mere tætliggende pletter end i grad 1.
3. Linsens form er normal, men en større del af nettet af blodårer, Tunica Vasculosa Lentis, ses bag på linsen, og blodåren fra den Primære Vitreus kan følges bag ud til synsnerven.
4. Linsens bagside er deform, men ellers ses de samme forandringer som ved grad 2.
5. Kombination af grad 3 og 4.
6. Kombination af alle de tidligere grader i forbindelse med f.eks. en uregelmæssig linse, en for lille linse, større klumper af pigment eller bod eller frit flydende blod bag linsen.
Grad 1 vil normalt ikke påvirke hundens syn og ændrer sig sjældent i løbet af hundens liv. De øvrige grader påvirker synet mere eller mindre, og i mange tilfælde udvikles en fremadskridende cataract og evt. en samtidig blødning i linsen eller bag ved linsen, der kan føre til blindhed.
Sygdommen vil altid være til stede i begge øjne men ikke altid i samme grad. Arvegangen kendes ikke, men den er sandsynligvis dominant med vekslende gennemslagskraft.
Avlsanbefaling
Hunde med PHTVL/PHPV bør registreres.
Distichiasis/Ektopiske cilier
På øjenlågene er der hårvækst, men ikke i selve kanten af øjenlåget. Midt i kanten af øjenlågene er der en række små punktformerede åbninger til de meibomske kirtler. I de meibomske kirtler kan der være udviklet hårsække, hvorfra der senere vokser hår ud gennem kirtelåbningerne. Dette benævnes distichiasis.
Disse hår kan være bløde og lange eller korte og stive, hvor sidstnævnte kan give anledning til symptomer. Tåreflåd er det hyppigste symptom, fordi hårene irriterer øjet, endvidere kløe ved øjnene, bindehinden bliver rød og hævet, og der kan ses lysskyhed og sammenknibning af øjenlågene som et udtryk for, at hunden har ondt i øjet. Et sår i hornhinden kan skyldes et distichiasishår.
Uønskede hår og hårsække kan fjernes ved operation. Operationen indebærer minimal risiko for arvævsdannelse, og der anvendes ingen syning i øjenlågene. Frysning af hårsækkene bag på øjenlågene anvendes også i en del tilfælde. Elektroepilation, hvor en tynd nåleelektrode føres ned i hårsækken kan også anvendes, hvor der kun er tale om få hår.
Ingen metode giver 100% sikkerhed for, at alle hårsækkene er ødelagt. Nye hår kan også senere vokse frem fra de meibomske kirtler, hvor de har ligget skjult i bunden af kirtlen, hvorfor nye behandlinger kan blive nødvendige. Distichiasis kan kureres, selvom behandlingen i enkelte tilfælde forløbet over en længere tidsperiode.
Arvegang kendes ikke.
Avlsanbefaling
Hunde med distichiasis/ektopiske cilier bør kun parres med dyr, der ikke er afficerede.
Collie Eye Anomali (CEA)
CEA er en arvelig sygdom i nethinde og senehinde, der forekommer hos alle collieracer. Da der i tidernes morgen er avlet collie ind i tolleren, er det en sygdom, der også optræder hos tolleren.
CEA kan optræde i to former:
* Chorio Retinal Dysplasi (CRD)/Choriodal Hypoplasi (CH), som bevirker en mangelfuldt udvikling i årehinden og i den overliggende nethinde i et område i den bagerste del af øjet, tæt på synsnervens indmunding. CRD kan give anledning til nedsættelse af synet, men normalt har hundene ingen synsproblemer.
* Colobom (synsnervebrok eller senehindebrok), som er en mere alvorlig fejludvikling af senehinden, hvor der mangler dele af senehinden, og derfor opstår der et ”brok”, hvorigennem nethinde og blodkar presses ud. Man taler om et delvist eller totalt synsnervebrok, og sygdommen kan give anledning til mere alvorlige sekundære komplikationer, blødninger i øjet, nethindeløsning og blindhed.
Hundene kan undersøges fra 6 ugers alderen via en øjenundersøgelse. I op mod 30% af tilfældene kan lette forandringer (CRD) ”forsvinde” igen. Dette kaldes ”go-normal”-fænomenet og skyldes, at der vokser pigmentholdige celler ind over det ramte områder, der herved dækkes, når hvalpen bliver ældre. Derfor bør hvalpe ikke være ældre end 10 uger ved undersøgelsen.
Optigen ® har udviklet en gentest, der kan identificere mutationen på hovedgenet ifm. CEA og altså vise, om en hund er normal, bærer eller affected med mutationen på hovedgenet. Imidlertid er CEA betinget af flere gener (polygen), og derfor viser gentesten alene, om der er en mutation på hovedgenet. Mutationen på dette ene gen har simpel vigende arvegang, men det er ikke ensbetydende med, at CEA har simpel vigende arvegang.
Avlsanbefaling
Hunde med CEA/CRD bør kun parres med dyr, der ikke er afficerede.
Hunde med CEA/Colobom eller sekundære symptomer bør ikke anvendes i avl.
Cornea Dystrofi (CD)
CD er uklare udfældninger i hornhinden af gråhvide, krystallinske ller metalliske uigennemsigtige korn, der kan bestå af fedtsyrer, kolesterol eller kalcium. Sygdommen optræder som regel med ens udseende i begge øjne, men kan også forekomme i kun det ene øje. Placeringen i hornhinden kan være i centrum eller i periferien af hornhinden. Uklarhederne kan ligge i de overfladiske eller i de dybere lag af hornhinden, eller de kan være placeret i cellelaget på indersiden af hornhinden. Størrelsen, formen og uklarhederne kan variere.
De synlige forandringer i hornhinden er synlige med det blotte øje, men i de fleste tilfælde vil de ikke udvikle sig til større uklarheder og medføre nedsættelse af synet eller blindhed.
Uklarhederne i hornhinden kan ikke fjernes med øjendråber eller øjensalve.
Uklarhederne kan også opstå i et område af hornhinden, der tidligere har været udsat for et fysisk traume.
For højt indhold i blodet af kolesterol og triglycerider eller en nedsat funktion af skjoldbruskkirtlen kan være medvirkende til fremkomsten af CD.
En operation eller laserbehandling kan fjerne uklarhederne, men erfaringen viser, at de sygelige forandringer i hornhinden som regel vender tilbage i løbet af få måneder.
Hunde med CD har sjældent nogen form for ubehag eller smerte i øjet. I enkelte tilfælde kan der opstå et sår i hornhinden i området over CD’en. Hunden vil derfor få et rødt øje med tåreflåd og sammenknibning af øjenlågene.
Avlsanbefaling
Hunde med Cornea Dystrofi bør kun parres med dyr, der ikke er afficerede.
Persisterende Pupil Membran (PPM)
I fosterstadiet og i dagene efter fødslen er pupillen dækket af en hinde dannet af iris, pupilmem- branen. Kort efter fødslen forsvinder denne membram, og pupillen dannes. I nogle tilfælde forsvinder membranen ikke fuldstændigt lige efter fødslen, og når øjet åbnes i alderen 10-12 dage, kan der være trådrester tilbage. Det er ikke udsædvanligt at se disse tråde hos 6-8 uger gamle hvalpe, men såfremt de er til stede efter den alder, er der tale om en persisterende pupilmembran, der betragtes som en medfødt defekt.
Den hyppigste form for PPM er fine tråde fra et punkt i iris til et andet punkt i iris. I nogle tilfælde ses trådrester strækkende sig henover pupillen.
Tråde kan også strække sig fra iris til forsiden af linsen, og her fremkalde et hvidt område, en cataract, der er blivende og ikke ændrer sig med alderen.
Tråde fra iris til indersiden af hornhinden fremkalder en uklar plet i hornhinden. Er der tale om et større uklart område, vil hunden få et nedsat syn.
I langt de fleste tilfælde er synet ikke påvirket, hvorfor der ikke behandles.
Kun under helt særlige omstændigheder kan en operation komme på tale.
I flere racer er PPM diagnosticeret så hyppigt, at øjenspecialister er enige om, at defekten er arvelig. Hos andre racer er der ingen viden om evt. arveligheder. Sidstnævnte er gældende for tolleren.
Derud over kan racen også være disponeret for både AD og HD, som mange andre racer.
Derfor er der disse avlsrestriktioner:
Præmieringskrav:
Afkom kan kun stambogsføres dersom hunden før parring er præmieret med mindst præmieringsgrden GOOD, på en FCI/DKK anerkendt udstilling.
Gælder for hunde født efter den 1.3.1993
HD-krav:
Afkom kan kun stambogsføres hvis begge forældre før parring er HD-fotograferet.
Gælder for hunde registreret efter den 1.3.1993
BEMÆRK, denne restriktion omfatter begge forældre, også selv om avlspartneren er registreret før nævnte dato.
HD-restriktion:
Afkom efter forældredyr med HD-status D og E kan ikke stambogsføres.
Gælder for alle hunde i racen efter den 1. januar 2005.
AD-krav:
Afkom kan kun stambogsføres, hvis begge forældre før parring er AD-fotograferede og har en officiel status registreret.
BEMÆRK, denne restriktion er indført den 1. januar 2011 og omfatter hele racen.
Øjen-krav:
Hvalpe kan ikke registreres i DKK, medmindre begge forældre er undersøgt af et medlem af Den Danske Dyrlægeforenings øjenpanel- og fundet fri for tegn på PRA. Første undersøgelse skal være foretaget inden første parring, dog tidligst når hunden er 12 måneder gammel. En øjenattest må ikke være mere end 12 måneder gammel på parringstidspunktet.
Gælder for alle hunde i denne race efter den 1.1.1998.
apr 2006
Følger: 125 Følgere: 123 Hunde: 2 Emner: 29 Svar: 371
(link fjernet)
Certifikatudstilling i Vallensbæk 9. maj
(link fjernet)
Enzo´s hjemmeside:
http://www.123hjemmeside.dk/EminenteEnzo
Nova Scotia Duck Tolling Retriever
Du skal være medlem af gruppen for at kunne kommentere.
Gå til gruppens forside