At handle på dyrets vegne... {{forumTopicSubject}}

Jeg ved godt det er et hundegalleri, men denne tråd drejer sig om min kat. Jeg er også på KG, men tror hundefolk af og til reagerer lidt anderledes, derfor spørger jeg til råds her...

Jeg har min skønne hunkat, Mitte.

Mitte er en killing af et kuld på 5. Hun er født i 2005. Moderen ville ikke vide af killingerne, og naiv og med blødende hjerte tog jeg dem til mig da de var blot et døgn gamle. Ikke den ultimative start på livet ikke at vokse op hos mor.

En uges tid efter jeg "overtog" de små, var der kun Mitte tilbage, de andre 4 har aldrig fået råmælk og havde derfor intet immunforsvar. Dyrlægen spåede ikke Mitte mange chancer, men den lille kæmper hang i.

Sidste sommer stak hun af for mig under hendes løbetid, og ud af det kom et kuld på tre, heraf Quark, vores fantastiske hankat.

Efterfølgende besluttede vi at Mitte skulle steriliseres, hun skulle ikke igennem dét igen. Grunden til at vi reagerede sådan var, at dels skal man ikke have killinger bare for at have dem, og dels at Mitte havde opført sig underligt, var blevet mere hidsig og heller ikke gik så godt.

Dagen hvor hun skulle steriliseres kom, og hos dyrlægen måtte jeg selv holde hende under bedøvelsen, hun havde flænset den stakkels assistent ellers.

Jeg kører hjemad og venter med frygt hvordan det mon går. Få øjeblikke efter jeg er trådt ind ad døren ringer telefonen. Mitte er bedøvet, og dyrlægen har opdaget at hendes bagparti ser abnormalt ud. Derfor tager de et røngten, der viser at hun ingen hofteskåle har. Hun har tilsyneladende levet sådan altid, og nu går det op for mig hvorfor moderen frastødte dem som killinger, hvorfor hun snerrer efter fødslen, etc.

Jeg går næsten ud af mit gode skind. Dyrlægen råder mig til at få noget gigtmedicin til hende, og se hvordan hun klarer den. Det forløber fint, og hun liver meget op og opfører sig mere og mere normalt. Dyrlægen informerer om at vi skal observere ændringer i adfærd, da hun jo ikke skal tvinges til at leve for enhver pris. Dette er vi begge helt klar over, min kæreste og jeg. Vi får også en snak om at hun nok ikke bliver en gammel kat, men at jeg må have hende og pleje hende så længe livet er værdigt for hende.

Det er et år siden. Nu har hun ændret adfærd. Hun kradser i ALT, vores tapet er helt og aldeles flænset, hun lader ikke andre røre hende end mig.

Hvis katten var Jeres, var det så tid nu?