Myntes klagesang {{forumTopicSubject}}

Melodi: jens vejmand

Her gik jeg og troede, at livet var en leg.
Men jeg fik ind i hoved' at det er det ej.
Fyldt op med stor strabasser, forpligtelser med mer.
Ting en ungmø hund, ikke sådan lige ser.

Jeg ligger her i sofaen, og maven er så tung
Jeg får let hedeture og rumpen er nu rund
Mine patter hæver og mit humør er skidt.
Jeg har slem morgenkvalme og varmen gør mig svedt.

Min mave trænger nussen, den vokser nu hver dag.
Jeg har snart hængepatter, og strækmærker i lag.
Hvad vil hanhund'ne tænke, når vi i parken ses.
Vil de rynke næsen, eller måske vil de fnis.

Jeg er så ren uskyldig, det var min mors ide´.
Jeg tro´de vi sku´ lege. Jeg så det ikke ske.
Men Opal han blot smilte, han var en stor charmør
Han lokked mig med smiren, han havde prøvet før.

Nu ligger jeg så her, med min rogn i maven fuld.
Jeg ville helst undvære, nu venter jeg et kuld.
Min mor hun driller mig med, måske de har gevir.
Hvis det virkelig kan ske, jeg så ulyk'lig bli'r.

Min mor bestandigt prækidger – jeg skal bevæge mig.
Så ud på mange ture, det synes jeg er sej.
Hun siger; ”Hold nu formen, de skulle gerne ud”.
Så rundt i byen trave, oh veg, og ræd, oh tud.

Hun snakker også meget om antal og om køn.
Hvis der ingen kommer – det kunne være skøn!
Hun har en navneliste så lang som en fregat.
Hun skulle hel're avle, på dumme Tozca kat.

Lidt godt det dog medbringer, jeg får lidt mere nus.
Min madration er steget, det er et dejligt plus!
Jeg får et morgen kys og lidt ekstra klap og kæl.
Men hvad jeg er nervøs for, er mer min barnesjæl.

Snart inde i min mave, jeg føler spark og spjæt.
Måske storken leverer, så jeg kan slippe let?
Min mor sir når de er her, så vil jeg dem ku' li'.
Måske der kommer to styks, måske der kommer ti...

Hun siger; ”De skal mades og vaskes, passes godt.”
Jeg siger; ”Hun skal se mig, de skal få det så hårdt.”
Så hun måske kan indse, hun drev mig i fordærv.
Det aldrig mere vil ske, så hun det nok opgav.

Jeg var så ung og lyk'lig, jeg var så kåd og frisk.
Nu rejser jeg mig nødig og er sgu nok lidt dvask.
Nu min mave rumler, og vokser mer og mer.
Det gerne snart må ende – jeg op til guden ber'.