jeg ved ikke hvad jeg skal føle ? (emne om sorg og tab) {{forumTopicSubject}}

ja min overskrift er skrevet lidt som en advarsel til at dette nok kan være et temmelig følelsesladet emne, hvor jeg nu står i en situation, hvor jeg føler mig voldsomt tilsidesat og samtidig meget såret.
Jeg ved egentligt ikke hvorfor jeg vil skrive det herinde, det har intet at gøre med hund eller noget deromkring, men det er nok fordi jeg trænger til at have nogle mennesker der er helt udefrakomne der ikke kender mig eller min eks kæreste personligt.
Mit problem er nemlig det at jeg for fire år siden mistede en datter til vuggedød, selvom graviditeten på ingen måder var planlagt og kom højst ubelejligt, var det virkelig noget jeg rigtig gerne ville, det skal lige siges at min datter desværre var dødfødt af tidlig indtruffet vuggedød, dette var et meget hårdt knæk for mig og hele min verden blev ødelagt og jeg gik ned i en dyb depression.
Alt dette blev også krydret med at jeg blev meget efterladt og ladt alene til mig selv, faren til barnet min eks kæreste, var på ingen måder interesseret i min sorg og ville som da han fandt ud af at jeg var gravid, slet ikke have noget med det at gøre, han ville gerne være venner med mig og var med til fødslen og begravelsen, men han ville ikke havde været far.
I alt min ensomhed har jeg jo så lært at håndtere tingene selv, jeg og min mor er de eneste der besøger hendes gravsted, min mor er den eneste jeg kan snakke om min sorg med.

Nu til dilemmaet, for som nogen måske ved er sådan en begravelse ikke helt billig og der er mange ting der koster penge, så det med at købe en gravsten har ikke været muligt for mig.
Heldet meldte sig så, og en god ven af faren, min eks kæreste, havde pludseligt fået fat i nogle gamle brugte gravsten som vi kunne få en gratis af, det var jo heldigt og dejligt, og vi snakkede om at vi sammen skulle vælge en, selvom jeg faktisk følte det underligt ved at han skulle være med til at vælge en sten, men igen det var kun en underlig følelse, det var ikke så jeg tænkte direkte at han selv valgte fra og derfor ikke skulle være med til at bestemme sten til en gravplads han kun har været ved en gang i hele perioden.
Tiden går, og faren og jeg som jo har et andet barn fælles laver en aftale om at jeg igår skulle til noget foredrag alene til noget hestetræning af en af mine store idoler, faktisk var det faren selv der foreslår at jeg tager afsted til det og han så passer vores fælles søn, fedt tænker jeg, og rart at jeg kan få en aften barnefri og endda på en hverdag.
I dag får jeg så at vide at faren har været ude og vælge sten alene uden mig i går aftes.
Nu føler jeg mig sådan lidt underlig, en side af mig siger det er jo bare en sten, men en anden, den mere følelsesmæssige side af mig er voldsomt såret, faktisk så jeg sidder med tåre i øjne imens jeg skriver dette emne, jeg føler virkelig at han med vilje har valgt at kører ud og vælge sten, den aften hvor vi havde en aftale og jeg var på den anden side af Sjælland, hvorfor kunne vi ikke have gjort det enhver anden aften i denne uge hvor vi begge havde tid og var hjemme ?
Jeg føler sådan lidt at jeg faktisk ikke synes at han skal have ret til at vælge sten og slet ikke alene, når han aldrig har været ude ved gravstedet efter selve begravelsen, han har aldrig vist interesse i hvordan jeg har haft med tabet, og han i så mange år har lagt det tydeligt at han på ingen måder ønsker at skulle være med i det.
Øv hvor er jeg egentligt bare forvirret lige nu, hvad ville i gøre hvis i stod i ligne situation ?