{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
851 visninger | Oprettet:

børn og personlighed {{forumTopicSubject}}

Vi har nogle venner der ikke har børn og vi får nogle sjove snakke. Er nysgerrig på at høre jer

De mener at alle børn er ens indtil en vis alder dvs omkring 9-10 år. Vi mener vores datters personlighed viste sig allerede før hun blev født og siden kun er styrket.

Hvad mener I? Hvornår kan man märke et nyt menneskes personlighed? Ändre den sig med alderen? Eller fødes vi med en kerne af en slags?

Det Første foto vi så af Zara var på scanning. Hun lå med armene bag hovedet og benene op. Ren lay back attitude hahaha og sådan er hun. Men jeg ved skisme ikk om det er medfødt som en slags personlighed

Hvad tror I om det emne generelt?



Kommentarer på:  børn og personlighed
  • #1   12. maj Det svarer til at sige, alle hvalpe er ens, indtil de er xx alder

  • Jeanette O
    Jeanette O Tilmeldt:
    jun 2014

    Følgere: 6 Emner: 2 Svar: 1.892
    #2   12. maj Ikke engang søskende er ens

  • #3   12. maj Folk der ikke har børn, skal bare lade være med at udtale sig
    Børns personlighed dannes via både arv og miljø, og er naturligvis helt forskellig allerede fra fødslen og efter de første dages prægning. Rigtig mange grundlæggende kommunikative egenskaber etableres inden for de første dage efter fødslen.


  • #4   12. maj Jeg mener alle har en personlighed fra de kommer til verdenen. Hvad der sker i maven tror jeg ikke de har indflydelse på, det er fysikken og en masse andre parametre der styre det.

    Men Carl har ihvertfald personlighed! Han skriger hvis du tager noget fra ham, han nægter at ligge ned i sin barnevogn og sove, når han får tænder er han fuldstændig krop umulig på alle punkter, når han gynger er han flad af grin, han elsker at være udenfor, han elsker sin hund osv osv osv.
    Et andet barn ville hade og elske det stik modsatte.
    I pædagogik snakker man meget om børnesyn. Jeg synes det er et forkert børnesyn at have at alle børn er ens før de ti år. Skulle de så ikke have mulighed for at give udtryk for hvad de synes om maden før de er ti år? Eller om de helst vil gynge eller i sandkassen? Have is eller slik til dessert?


  • #5   12. maj Det er måske godt de ikke har børn... Hahaha ja vi er jo enige med jer.

    Zara deler alt med alle. Legetøj mad... Det er ikke noget vi direkte har lärt hende men vi gar Naturligvis rost det grinet af det osv dvs belønnet det men det ser også ud til at väre en del af hvem hun er.


  • #6   12. maj Det må da være nogle mennesker der ikke omgåes børn, egen børn eller ej. Jeg er pædagog, og endnu ikke selv mor (baby kommer til juli:)). Men har man bare været sammen med en gruppe børn i 10 min, så kan man se at børn er forskellige, helt fra de er helt små. Jeg mener godt ens personlighed kan ændre sig i løbet af livet, men man vil stadig bære på den man "var" som lille, altså den rygsæk (habitus) man har med igennem livet.

  • #7   12. maj Ved de godt at 9-10 årige er børn i 2-4 klasse? (Alt efter hvornår på året de er født)

    Selvfølgelig har børn da personlighed lige fra fødslen

    Der er mange ting babyer gør ens, men der er alligevel små foreskelle.


  • #8   12. maj Det er er sådan en gammeldags indstilling foranlediget af nogle gamle behavioristiske teoretikere, der fik deres tanker godt implementeret i befolkningen *GG*

    De mente at børn var tomme kar, der skulle fyldes.

    Det var dengang - jeg troede ikke der stadig var mennesker, der troede på den slags.

    For selvfølgelig har børn da personlighed. Det kan meget vel være at den gravide kan mærke det i maven - men når først barnet kommer ud, så kan alle både se, høre og mærke det.

    Og sorry - det tillader jeg mig at mene og udtale mig om, selvom jeg ikke har børn


  • #9   12. maj Ingen børn er ens
    Ikke engang når de bliver født

    Jeg har 4 børn, og bevares de har da nogle enkelte fælles træk, men de er slet ikke ens og har aldrig været det.
    Det samme gælder de elever og andre børn jeg har omgivet mig med.


  • #10   12. maj ...sjovt. Der er ikke en eneste personlighedsteori jeg kan komme på ligenu som ikke efterhånden er nået til at genetik -eller biologisk medfødthed OGSÅ har en vis indflydelse på personligheden.

    Arv OG Miljø

    Men hvad ved jeg...jeg har ikke børn


  • #11   12. maj Ingen børn er ens

  • Tanja H
    Tanja H Tilmeldt:
    mar 2017

    Følger: 1 Svar: 34
    #12   12. maj Jeg har ikke selv børn, men jeg tror på alle har personlighed og man ikke er ens. Min niece på snart 2 stråler af hendes helt egen personlighed. Så er ikke enig med dine venner.

  • #13   12. maj Børn har da i høj grad personlighed!

    Tvillinger er et godt eksempel på dette. Et vennepars tvillingepiger er som nat og dag: Den ene er en rigtig vildbasse, som elsker snavs og har masser af skrammer på benene. Hun elsker at ødelægge de tårne af LEGO, som hendes tvillingesøster møjsommeligt bygger. Søsteren er en lille fin pige, som fra helt lille har ryddet op efter sin søster, glattet sin kjole og elsket at gøre rent. Hun kan finde den mindste smule snavs, uanset hvor godt, du har gjort rent eller vasket tøjet! De er i børnehavealderen nu, og tendensen er den samme.

    Min søsters tvillinger er lige så forskellige: pigen har arvet sin mors positive, snusfornuftige og praktiske sind, mens broderen i højere grad er ligesom deres far; de lader begge tøserne styre showet og siger kun fra over for andre, hvis det virkelig betyder noget for dem. Hvor pigen gerne siger fra eller siger pyt, tager drengen det mere nært, hvis han først bliver "ramt" af noget.

    Min egen tvillingebror og jeg er også vidt forskellige: han er impulsiv, god til at tage kontakt til andre og viser gerne sine følelser, mens jeg er mere analyserende, reflekterende og reserveret. Sådan har det altid været; da vi var små var der mange ting, min bror gjorde for mig, fordi jeg var for genert til at tale med andre, mens jeg omvendt reddede ham ud af ilden, når hans impulser drev ham for vidt

    Så ja, børn har personlighed!


  • #14   12. maj Jeg arbejder i en børnehave og har været enkelte gange i en vuggestue og selv de helt små er vidt forskellige. Selvfølgelig har børn deres egen personlighed og det har de lige fra starten.

    Nogle ting ændrer sig selvfølgelig, men de helt grundlæggende egenskaber er de samme - og det tror jeg på de er hele livet


  • Lenchick
    Lenchick Online Tilmeldt:
    feb 2014

    Følger: 3 Følgere: 7 Emner: 22 Svar: 577
    #15   12. maj Vi har to plejebørn, som nu er 7 og 4 år. Begge er kommet her lige fra fødegangen og aldrig har været hos deres biologiske forældre. De har selvf. samvær i et par timer 1-2 gange om måneden.
    Især vores store ligner sin mor. Det er så vildt at se dem sammen og høre dem snakke og gå op i samme ting. Og så har vi formet trunten i vores familie, så hun er lige så sjov, som min mand, og lige så omsorgsfuld, uselvisk og empatisk som mig og er et helt igennem fantastisk menneske
    Den lille har også mange ligheder med sine biologiske forældre, men han er kraftigt medicineret pga medfødt epilepsi og er, bl.a. pga medicinen, en del bagud på alle områder. Men også han har taget imod påvirkning fra både os og vores store pige


  • #16   12. maj Folk der ikke har børn, skal bare lade være med at udtale sig

    Uha, tænk hvis folk der ikke .... (indsæt selv) .. lod være med at udtale sig ... Det er nok bare ønsketænkning


  • #17   12. maj Jeg vil mene der er personlighed lige fra start, men at personligheden selvfølgelig udvikler sig med tiden, når barnet får forskellige oplevelser

    Børn under 9 har dælme da også personlighed - tænk på alle de sjove/søde ting små børn siger


  • #18   13. maj Hmm altså Haley er 6 mdr nu og har i den grad personlighed xD

    Men det er nu nok mest fordi de vel ikke omgåes børn så meget? Bare fordi de tænker sådan lige nu er jo ikke ensbetydende med de ikke ville egne sig til børn.

    Jeg havde os nogle helt andre holdninger til nogle ting inden jeg fik Haley xD


  • #20   13. maj Er det ikke også okay at sige "de børn, jeg har mødt, virker alle sammen til at være variationer af 'sød, let råbende'?". Jeg har mange børn i vennekredsen, og de er alle søde små gøjsere med sjove indfald, men ud fra de max. 4 timer, vi bruger sammen af gangen, kan jeg sgunte nå at lægge synderligt meget mærke til, at Nulle er meget eftertænksom, mens Nalle er meget proaktivt, for det meste af tiden løber de rundt og råber om pirater og kan tante lige hjælpe med at binde klappen for øjet.

    Jeg tror vitterligt ikke, at det skyldes, at folk er dumme ignoranter eller at de er faldet for et behavioristisk børnesyn, men bare at de ikke har tilbragt lang nok tid med mange forskellige børn til at kunne have opdaget disse mange, forskellige gloriøse personligheder. Kunne det tænkes?

    Børn er lidt ligesom katte. Når man ikke kender dem, synes man de er meget søde og katteagtige. Hvis man så bruger et par dage i selskab med dem og får opbygget en relation, så ser man pludseligt for menneskelignende og stærke personligheder, de har.

    Og nej, jeg har ikke børn, og jeg kan forstå, at jeg derfor er disket ift. at have eller ytre en mening. Jeg tror dog ikke, jeg er børneekspert, men udtaler mig som den glade amatør, jeg er.


  • #21   13. maj Jeg kan generalt ikke forstå når folk tror der er særligt stor forskel på store mennesker og små mennesker. De små mennesker har bare ikke lige så stor viden og erfaring endnu, men de er jo stadig mennesker
    Jeg tænker tit på det når folk har hunde til salg, der står tit noget i stil med "den kan både med andre fremmede mennsker, hunde og børn"


  • #22   13. maj Batdog - jeg tror du har ret. De er skide søde mennesker med masser af empati og elsker børn.

    For dem er det bare ret ens. De griner. De er sjove. De leger. De falder. De græder.



    Og de ser ikke de der små detaljer.

    Helt enig Anya: Det var også kun skrevet for sjovt De har fravalgt børn fordi de gerne vil andre ting i deres liv, men de kunne have været verdens bedste forældre er jeg sikker på


  • #23   13. maj Det er egentlig klart nok - med børn som med voksne går der oftest noget tid før personligheden står klart.
    Man spotter hurtigt indadvendthed og udadvendthed hos begge og andre træk, der knytter sig til mødet med mennesker.
    Men detaljerne kræver en relation.

    Sådan er hele arten, ikke bare børn


  • #24   13. maj Præcis CH
    Fremmede voksne har for mig ikke mere personlighed end fremmede børn. Og de børn jeg kender har nøjagtig ligeså meget personlighed som de voksne jeg kender.


  • #25   13. maj Det er sjovt, at man kan tænke, at børn er ens - uanset hvor lidt tid man har tilbragt med de små, så må man da gå ud fra, at mennesker ikke bare brat udvikler en personlighed på deres 10-års fødselsdag.

    Hvis alle børn er ens, så har jeg i øvrigt lige spildt 4 år på læreruddannelsen på at lære om undervisningsdifferentiering og forskellige læringsstile. I øjeblikket skriver jeg bachelor om barnets selv og betydningen for barnets sprogtilegnelse i engelsk, hvilket jo egentlig også bliver lidt irrelevant, hvis de alle er ens


  • #26   13. maj Omend det da ville gøre lærerjobbet nemmere Kris

  • #27   13. maj Det kunne da være meget nemmere sådan, ja!

  • #28   13. maj Kris, muligvis er det sjovt, men vi kan ikke alle læse i fire år for at kunne spotte forskelle i personligheder i de helt små børn som vi ikke selv har en daglig relation til. Jeg er til gengæld dejligt tryg ved at lærere og pædagoger gør det, siden de rent faktisk er med til at interagere meget med børn.

  • #29   13. maj Nu var min kommentar angående lærere/læreruddannelsen ikke sat i forbindelse med det med at tro, at børn udvikler deres personlighed i 10-årsalderen

    Det, jeg mener er, at det er "sjovt", at man ikke kan tænke sig til, at personligheden udvikler sig konstant gennem et menneskes liv - således allerede fra fødslen. Og nej, det er bestemt ikke ment nedsættende, men for mig er det bare logisk, at små børn også har personlighed


  • #30   13. maj Selvfølgelig har børn personligheder.
    Da jeg var lille var jeg ufatteligt social og nysgerrig af natur. Min mor sagde at jeg var ved at køre med vores håndværker hjem engang fordi jeg ville med ud og køre Samtidig kravlede jeg ind i opvaskemaskinen (dette har vi på billede), og jeg tømte ALT indhold i vores køkkenskuffer. Pga. Min enorme omgang med læger siden jeg var 2, var jeg også ekstremt udadvendt og snakkede bare med folk som det var nogle jeg kendte hele livet. Venner var intet problem.

    Så blev jeg ældre, og så skete der nogle bump på vejen, og tjaeh. Lad os bare sige min personlighed har ændret sig en del! Jeg er totalt asocial, stoler ikke en skid på mennesker og snakker helst ikke med folk


  • #31   13. maj Men Kris, handler det om at tro eller handler det om at opleve? Hvem tror i ramme alvor, at børn ikke har personlighed? I oplægget er det heller ikke tydeligt om udtalelsen er "tror ikke de har personlighed" eller "har ikke oplevet nævneværdig distinkte personligheder". Jeg tror ikke der findes mange længere, der tror at børn er tomme kar der skal fyldes med adfærd og personlighed. Men jeg har stødt på en hel del, som ikke har børn selv og som ikke ud fra deres egne interaktioner med andres børn har fundet meget personlighed ud over "sød; råber; kan lide at lege".

  • #32   13. maj Det kan godt være, at de bare ikke oplever, at børn har personlighed - men jeg forstår stadig ikke, at man på den baggrund kan mene, at de alle er ens

    Det kan være, at de har sagt noget i retning af, af de synes alle børn virker ens, men det fremgår bare af opslaget, at de har sagt, at de mener, at de er ens


  • #33   13. maj Det tror jeg TS må på banen med at afklare. Det er nok mere noget med hvad du eller jeg eller andre andre læser ind i det? Jeg synes nemlig det modsatte
    Men jeg synes vitterligt også at børn er søde, små variationer over temaet "søde, lidt råbende, kan lide at lege". Jeg synes først, deres personligheder begynder at vise sig sådan så mit kolde, kyniske hjerte kan se det, når rammer 5-6 år og man kan føre en samtale med dem.

    At man så nogle gange oplever, at barnet vokser op, man lærer dets personlighed at kende og finder ud af, at det er en type, man bare ikke kan sammen med når den er voksen, er så en anden sag


  • #34   13. maj Det undrer mig stadig, at man kan synes det. At børn bare er variationer af søde og råbende/larmende

  • #35   13. maj Fred være med det så.

  • #36   13. maj De er som dig batdog dem jeg skrev om.

  • #37   13. maj Jeg ved godt, jeg lyder som en børnehader, men det er jeg virkeligt ikke. Jeg har arbejdet med børn i mange år enten som au pair, pædagogmedhjælper eller medarrangør til børnearrangementer, og synes at children are our future, teach them well and let them lead the way og alt det der, Whitney Houston sang om.

    Men, meistendels af tiden får man som besøgende max. 4 timer sammen med et barn. Et barn, som vel og mærke meget sjældent tænker "næh, ih, en ny voksen, lad mig fluks interagere med vedkommende", men som har meget mere travlt med hvad end der altid optager dem (leg, Merida i Brave, pirater, whatevs), og fred være med det. Jeg er der jo for at se deres forældre, de er bare en bonus. Så de tusser som regel rundt og er børn, der leger. Kun sjældent får man mulighed for at snakke med barnet ud over "dame vil du se min udklædningsæske" og "dame vil du give mig X" og få lidt indblik i en personlighed. Og så taler børn lidt råbende, det kan de ikke gøre for, de kan ikke høre de råber, det er deres hjerner ikke helt udviklet til at forstå/sanse/regulere.

    Så når man ikke arbejder med børn, så er de fleste altså lidt variationer over det grundlæggende tema "Børn: Elsker at lege med et eller andet", indtil man får muligheder for at lære dem bedre at kende.

    Lidt ligesom hundehvalpe alle er variationer over temaet "Hvalp: Nuttet, hvalpetænder, fire poter, stumphale" indtil man lærer dem lidt bedre at kende. Det betyder heller ikke, at de ikke har personligheder.


  • #38   13. maj Men jeg synes netop, der er forskel.
    Nogen leger med det samme, andre ser omgivelserne an. Nogle søger deres forældre, nogle søger andre voksne, nogle søger andre børn, og nogle leger bedst i eget selskab. Nogle støjer, nogle er mere stille. Nogle vil gerne styre legen, mens andre er bedre til at gå på kompromis ...


  • #39   13. maj Jeg synes også der er stor forskel men jeg kan godt følge batdog

  • #40   13. maj #3
    Altså Malene da :-)
    Troede kun det var børne opdragelse os uden børn ikke må udtale os om


  • #41   13. maj Kris: Men hånden på hjertet... inden du kastede dig ud i dine studier, hvor meget fokus havde du så på den slags observationer af børn i vennekredsen/familien?

  • #42   13. maj Batdog før jeg fik barn selv .. Intet

  • #43   13. maj Jeg har 6 mindre søskende. I sådan en familie giver det sig selv.
    Det var ikke mit fag, der gjorde forskellen der.

    Men jeg kan da sagtens forestille mig, at det er anderledes når børn ikke har været en del af ens hverdag.


  • #44   13. maj Batdog: Hånden på hjertet, så har jeg altid lagt mærke til det.
    Om det skyldes, at jeg er vant til at blive sammenlignet med min tvillingebror, så forskelle og ligheder er altid blevet fremhævet, ved jeg selvfølgelig ikke.


  • #45   13. maj Når man er tvilling tror jeg gerne man opdager det tidligt

  • #46   13. maj Jeg havde lagt mærke til det, men jeg har så også en ADD der "hjælper" mig på vej.. Plus er ud af en ADHD familie, så man ser hurtigt hvor "stille" andres børn kan være

Kommentér på:
børn og personlighed