Danser med bjørne

På Nils Pedersens Facebook-profil kan man læse, at han er ”i et forhold med Soledad”. Hvad jeg først senere finder ud af, er, at Soledad er en hund -en bjørnehund- og den og Nils er altid sammen. 

Tekst: Lene Topp Foto: Claus Topp og private. 

For www.vimedhund.dk

Jeg møder Nils og Soledad en solbeskinnet dag på universitetet i Fairbanks i Alaska. For på trods af det skandinavisk klingende navn er Nils født i Anchorage og vokset op i Alaska – men hans far er fra Trondheim, så han har norsk blod i årerne. Nils er koordinator for servicehunde-

programmet i det, der hedder Wind River Bear Institute, der har hovedkvarter i Montana. Wind Rivers’ medarbejdere og hunde tilkaldes i situationer, hvor mennesker og vilde dyr er kommet i konflikt med hinanden. For Nils og Soledad handler det om opgaver, hvor der er bjørne involveret, og ifølge Nils er hans hund en af de bedste til den slags opgaver.

Og Soledad – ja, hendes gener kan spores til Karelien, et område, der i dag er delt mellem Finland og Rusland. Hun er nemlig en karelsk bjørnehund. Soledads avlslinjer går faktisk direkte tilbage til nogle af de hunde, der traditionelt er blevet brugt som modige jagthunde på bjørne- og anden storvildtjagt i de karelske skovområder. Så Soledad har et intakt jagtinstinkt med i bagagen, men hun bruger i dag sit instinkt til at hjælpe bjørne snarere end til at slå dem ihjel. 

Nils fortæller, at opgaven kan være at få en bjørn væk fra et område, hvor det ikke er hensigtsmæssigt, at den befinder sig. Og her kan hunden ’pushe’ bjørnen ved at gø og danse omkring den og til sidst få den til at forsvinde. 

”Står man over for en stresset eller såret grizzlybjørn, så har man brug for en hund, der kan ’danse’ med en halv tons tung bjørn på jorden, og som ikke er bange for at gå til den. Sortbjørne kravler op i træerne, men de brune bjørne er på jorden og skal arbejdes med der,” forklarer Nils. 

Nils fortæller, at mange hunde godt vil gå til de sorte bjørne, men meget få har modet til at danse omkring en stor grizzlybjørn. Han ved ikke, om det er lugten, men hundene ved, om det er en sort eller en brun bjørn, som de er på vej til. Skal man arbejde med brune bjørne, så er en karelsk bjørnehund det bedste valg, mener han. De er avlet direkte til brug på jagt på brune bjørne, og de har de ønskede evner. 

Det med at danse om bjørnen handler om hele tiden at undgå konfrontation med bjørnens kløer og tænder. Den skal forsøge at komme bag bjørnen og nappe den i haserne. Har man to hunde, så vil de spejle sig, så der hele tiden er en hund i bagdelen på bjørnen. 

”Det er interessant at se, hvad hundene kan slippe af sted med. Du vil tro, at bjørnen vil agere aggressivt over for de her irriterende og larmende ting – men reelt vil den ikke have noget med dem at gøre. Bjørne kan ikke lide opmærksomheden, aggressionen og larmen og forsøger helst at undgå konflikter. De undgår også helst at blive sårede, for de har meget at miste, hvis det sker. Det er hårdt at være et vildt dyr,” konstater Nils.

Indimellem er Soledad også på lidt fredeligere opgaver, hvor hendes danseevner er mindre vigtige. Hun bruges til at spore bjørneafføring, bjørnehår og kradsemærker i træer, hvorfra der kan tages DNA-prøver til for eksempel forskning eller til en vurdering af populationen af bjørne i et område. Og hun bliver også sendt ud for at spore døde bjørne, der måske er blevet skudt i selvforsvar, kørt over på vejen eller er døde af andre årsager. Nogle gange er opsporing af døde bjørne også vigtige i forbindelse med retssager om krybskytteri. 

Som koordinator for servicehundeafdelingen på Wind River Institute har Nils også ansvar for avl af karelske bjørnehunde. Efter en udvælgelse som egnede sendes de til områder i både USA og Japan, hvor de indgår i arbejdet med forvaltning af bjørne. Nils følger hvalpene, og allerede når de er godt syv uger gamle, udsættes de for de første hvalpetest. Over de næste uger vurderes deres personlighed og deres reaktion på forskellige elementer. 

”Vi kigger på, hvordan de reagerer, hvis der pludselig kommer en lyd bag dem, eller hvis de udsættes for noget nyt og uventet. De skal naturligvis helst reagere ved at konfrontere udfordringen snarere end ved at stikke halen mellem benene og kravle ind under sofaen, og de skal have rovdyret i blikket,” forklarer Nils, mens Soledad sidder ved hans side og ser alt andet end rovdyragtig ud. 

De unge hunde udsættes også for ’bjørne’ i kraft af udstoppede eller døde dyr – og af og til levende, hvis det er muligt i forbindelse med et tilbageholdt dyr, der er bedøvet. 

”Gode hunde vil i bjørnetest – selv med døde dyr – undgå at komme tæt på bjørnens mund og kløer. De går snarere efter bagdelen – for den anden ende er skarp og farlig,” forklarer Nils om vurdering af de unge hunde og fortæller, at kun omkring 20 % ender med at blive gode bjørnehunde. 

”De skal heller ikke være bange for at kravle ind i ukendte rum, og de skal agere intelligent, hvis de står over for noget potentielt farligt.”

Og det med intelligensen er vigtigt for Nils, for han skal bruge en hund, der kan tænke selv. Og som endda i visse situationer nægter at høre efter en kommando. 

”Hvis jeg kalder på hende, og hun vurderer, at hvis hun lystrer, så vil det føre til, at bjørnen kommer direkte tilbage i hovedet på os, så vil jeg naturligvis helst have, at hun holder fast ved sin egen fornuftige vurdering. Det er et samarbejde, og hendes beslutning kan være den rigtige.”

Men der er situationer, hvor det er vigtigt, at bjørnehunden trækker sig tilbage, når den får besked på det. Nils fortæller, at de længere nordpå bruger karelske bjørnehunde til at lokalisere isbjørnehuler. For selv om isbjørne ikke går i hi som de sorte og brune bjørne, så vil en drægtig hun alligevel lave sig en snehule, hvori hun føder sine unger og forbliver i nogle måneder. Og hvis der er planlagt udvikling, vejbyggeri eller andet i et område, så er det vigtigt, at man lokaliserer disse og holder sig væk, mens bjørnen befinder sig i hulen. Men finder en karelsk bjørnehund sådan en hule, så laver den larm og begynder at grave i den – og i den situation skal den lystre og trække sig tilbage, når den får besked på det. 

I Carson Valley i Nevada findes et bjørneprojekt. Her indfanger man problembjørne. Først var det med tanke om at sætte dem ud et andet sted, fortæller Nils, men bjørnene fandt hurtigt tilbage til udgangspunktet. Nu indfanger man dem, og når man lukker dem løs igen, så sender man hundene efter dem.

”Vi forsøger at opdrage bjørnene til, at det slet ikke er rart at være, hvor der er mennesker. Den skal tænke, at vi er rigtig væmmelige, og at vi har de her endnu mere væmmelige, larmende og aggressive hunde. Det er at sammenligne med, når der er laks i floderne. Hvis en stor og velvoksen hanbjørn er ved at fiske, så holder de små sig tilbage, indtil han forsvinder. Bjørnene skal se os som den der store hanbjørn.”

Lidt sværere er det at opdrage mennesker til at leve med bjørne, forklarer Nils grinende. Og det er et problem, for der er en klar stigning i antal af folk, der tager på trekking i det, der populært kaldes for ’back country’ – de mere øde områder i Alaska. Nils vurderer, at han bruger halvdelen af sin tid på at arbejde med oplysning og uddannelse. 

”Mennesker er uberegnelige, og du ved ikke i en given situation, hvordan folk vil reagere, hvis de møder en bjørn. Du kan fortælle dem, at de skal holde sammen som en gruppe, at de skal larme, at de skal bære bjørnespray – men alligevel kan alt ske i en gruppe.”

Nils siger, at han har oplevet folk gøre alt muligt skørt. Løbe efter en bjørnemor med unger ind i skoven for at få et foto af dem. Kravle op i et træ for at røre ved en sort bjørn. Man tror, at det er løgn, men ..

”Ofte er det unge bjørne, der giver problemer. De er blevet smidt ud af deres mor og er nu på opdagelse og skal lige prøve grænser. Måske opsøger de mennesker, og hvis en turist så har smidt en rygsæk fyldt med slik og godter efter den, så tror den, at det sker igen. Og sker det ikke, så kommer den måske ind på lejrpladsen og begynder at trampe oven på teltene for at finde noget.” 

”For nylig blev nogle folk på vandring overfaldet, og jeg tror ikke, at bjørnen som sådan får nogen ’belønning’ ud af overfaldet. Havde den haft lyst til at spise personen, så havde den nok.