Infektion
med fransk hjerteorm kan give hunde alvorlige hjerte- og lungeproblemer og kan
være livstruende, hvis den ikke opdages og behandles.
Af: Heidi Huus Petersen DTU Vet for Vimedhund.dk
Angiostrongylus vasorum også kendt som fransk hjerteorm, hjerte-/lungeorm eller bare hjerteorm, er en parasitisk orm, som kan forårsage sygdommen angiostrongylose hos bl.a. hunde og ræve. Navnet hjerteorm skyldes, at de voksne orm befinder sig i hundens hjerte – mere nøjagtigt i højre hjertekammer – hvor de opholder sig i det område, hvor de store blodårer går ud til lungerne. De voksne orm er 1,5-2,0 cm lange og kan forekomme i så talrige mængder, at de store blodårer kan være helt tilstoppede.
Parasitten
blev første gang fundet i 1853 i en hund i Frankrig. Men der skulle gå ca. 130
år, før den fandt vej til Danmark, hvor den første gang blev påvist i 1983 i en
fem år gammel cairn terrier fra Charlottenlund. Hunden havde flere gange været
i Sydfrankrig og har sandsynligvis taget infektionen med sig hjem. Parasitten
er siden hen blevet observeret i resten af Danmark. I første omgang i
Nordsjælland og storkøbenhavnsområdet og senere hos hunde og ræve i resten af
Danmark. Parasitten forekommer nu både i Europa og i resten af verden. Fransk
hjerteorm kan ikke smitte mennesker og heller ikke katte.
Hvis du har mistanke om, at din hund er
smittet med fransk hjerteorm, skal du ikke tøve med at kontakte din dyrlæge.
Dyrlægen vil så enten selv stille diagnosen eller videresende prøven til et
specialiseret laboratorie som f.eks. DTU Veterinærinstituttet. På DTU
Veterinærinstituttet har vi mange års erfaring med at identificere de
respektive lungeorm og kan derfor stille en korrekt diagnose.
Hos hunde og ræve, som allerede er smittet,
parrer de voksne orm sig i højre hjertekammer og de store blodårer, der udgår
fra hjertet. Kort efter lægger hunormen sine æg her, og de føres med blodet til
lungerne, hvor de klækker. Det er netop derfor, at de voksne orm bor i højre
hjertekammer, da blodet herfra fører til lungerne, hvor de nyklækkede larver
gerne vil være. De nyklækkede larver har brug for at komme ned i maven på
hunden, og det gør de ved at trænge igennem væggen på blodkarrene i lungerne og
ud til luftrøret. Når hunden så hoster, føres larverne op i svælget, hvorefter
larverne synkes og kommer ned i maven. Fra maven føres de videre ned i tarmene
for til sidst at passere ud med afføringen, hvilket er nødvendigt for at kunne
smitte en ny hund (også kaldet en vært). Larverne er på dette stadie ca. 0,3 mm
og kan derfor ikke ses med det blotte øje.
Larverne kan ikke smitte andre hunde direkte
fra afføringen, de skal først igennem en snegl, også kaldet en mellemvært.
Passerer en snegl forbi en hundelort, som indeholder larver, trænger larverne
ind i sneglen, hvor de skifter hud to gange for at blive til smitsomme
tredjestadie-larver. For at blive smittet skal hunden indtage det smitsomme
larvestadie gennem munden, dvs. de skal bevidst eller ubevidst spise en smittet
snegl. En lang række landsnegle, som forekommer almindeligt i haver, parker og
skove, herunder vinbjergsnegle, små havesnegle og skovsnegle, kan være smittet.
Når
hunden har spist en snegl, fordøjes denne i maven og tarmene, og larverne
frigives i hundens tyndtarm. I tyndtarmen borer larverne sig igennem tarmvæggen
og føres med lymfevæsken til højre hjertekammer, hvor de vokser og bliver til
kønsmodne orm. Det tager ca. fem-syv uger, fra en snegl indtages, til de voksne
orm begynder at udskille æg, og det kaldes præpatensperioden. De voksne orm kan
leve i hunden i årevis og producere æg og larver, hvis altså ikke hunden bliver
så syg, at den dør.
Hunde i alle aldre og alle racer kan blive
smittet med fransk hjerteorm, også gentagne gange, dog ses angiostrongylose
oftest hos relativt unge hunde under to år. Det vides ikke præcist, hvad denne
aldersfordeling skyldes, men det kan være pga. forskelle i adfærd hos hvalpe og
voksne; f.eks. er hvalpe mere nysgerrige og spiser ofte alt, hvad de kommer i
nærheden af, også snegle. Det kan også være, at unge dyr er mere modtagelige
for infektionen, hvorfor der ses denne overrepræsentation af unge dyr med
sygdommen. Smitterisikoen er størst i løbet af foråret og sommeren, hvor
sneglene er mest aktive. Ved at huske at samle hundens afføring hjælper du til
at mindske risikoen for smitte med fransk hjerteorm til både ræve og andre
hunde, hvorved smitterisikoen i et område reduceres.
Fransk hjerteorm er en lunefuld sygdom, der kan
være svær at opdage, og den kan nemt forveksles med andre sygdomme, da der kan
forekomme mange forskellige symptomer. I værste fald kan en infektion med
fransk hjerteorm give hunde alvorlige hjerte- og lungeproblemer med døden til
følge, hvis infektionen ikke opdages og behandles i tide. Det skal dog
tilføjes, at de meget akutte forløb med pludselig død er sjældne. I nogle
alvorlige tilfælde svækkes blodets evne til at størkne, og der kan forekomme
blødninger, som ikke stopper naturligt, selv ved mindre sår eller skader. Hvis
der sker blødning i hjernen eller rygmarven, ses dette ved nervøse
forstyrrelser i form af nedsat balanceevne, lammelser eller halthed. De mest
almindelige symptomer er dog luftvejsproblemer som hoste, åndedrætsbesvær,
hurtig vejrtrækning og nedsat energiniveau. Andre
symptomer, som jævnligt ses, er appetitløshed, påvirket almentilstand,
nedstemthed og vægttab.
Generelt
skal du være opmærksom og kontakte din dyrlæge, hvis din hund har hoste, rømmer
sig ofte eller virker træt og bare ikke opfører sig, som den plejer.
Hunde
kan ikke helbrede sig selv. For at komme af med parasitten skal den en tur
forbi dyrlægen og have behandling. Symptomerne svinger dog meget fra hund til
hund. Nogle hunde er såkaldt raske smittebærere, hvilket vil sige, at de er
smittet med parasitten, men at de ikke har nogen nævneværdige sygdomssymptomer.
Hundene bliver desværre ikke immune over for parasitten, hvilket betyder, at de
kan blive smittet gentagne gange.
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen?
Dyrlægen kan stille diagnosen baseret på
forskellige undersøgelser, som hver især har deres styrker og svagheder.
Dyrlægen kan enten selv foretage disse undersøgelser, eller de kan videresende
prøverne til specialiserede laboratorier som DTU Veterinærinstituttet.
En
af de mest benyttede metoder hedder Baermann-metoden og er baseret på
identifikation af larver i afføringen. Dette kan dog være vanskeligt og lumskt,
da larver af fransk hjerteorm kan forveksles med kattens lungeorm
(Aelurostrongulus abstrusus), rævens lungeorm (Cremasoma vulpis) og endda
jordnematoder (orm der bor i jorden). Denne metode tager tid og kan
fejlfortolkes, dog kan man potentielt diagnosticere fransk hjerteorm med god sikkerhed tidligere i forløbet end med de andre
metoder, og man får samtidig et billede af, hvor omfangsrig infektionen er, da
man kan tælle larverne. Det er vigtigt at undersøge prøver fra tre på hinanden
følgende dage, da udskillelsen af larver kan svinge fra dag til dag.
Fransk
hjerteorm kan ikke forebygges eller behandles med den traditionelle brug af
ormepiller.
På DTU Veterinærinstituttet modtager vi hunde
til obduktion for at fastslå dødsårsagen, hvis denne ikke har været kendt på
forhånd. I oktober 2016 modtog vi en granddanois-hvalp på ni måneder, som var
død meget pludseligt. Det startede med, at Bowie blev sløv og ikke gad lege,
den spiste heller ikke længere sin mad. Ejerne tog den med til dyrlægen, som
kunne konstatere, at hunden udskilte larver i fæces og derfor måtte være
smittet med hjerteorm. Desuden havde den lungebetændelse. Hunden modtog en
enkelt omgang antibiotika, men ingen ormekur, da ejeren ikke ønskede dette. Få
dage efter var hunden død. Ved obduktionen var det tydeligt, at hunden var
voldsomt smittet med hjerteorm. I lungerne fandt man også mange orm, som rigtig
nok havde forårsaget lungebetændelse. Infektionen var så slem, at der tilmed
var dødt væv i milten og lungerne.
Molly spiser alt, hvilket kostede hende en lang sygdomsperiode
Molly er en ældre labrador på 10 år, som nu
lever i bedste velgående hos to dyrlæger. I sommeren 2016 var Molly dog ikke
helt på toppen. Det startede faktisk med en infektion med en anden parasit –
tropisk hageorm. Hun havde mindre lyst til længere ture og blev mere forpustet
ved leg end sædvanligt. Der opstod akut halthed på det ene forben med hævet og
øm pote. Der blev påvist nedsat hæmoglobin i blodet (blodmangel). Ved
undersøgelse af afføringsprøve fandtes massiv udskillelse af hageorm, hvilket
kunne forklare blodmanglen og måske også den hævede pote, fordi hageormslarver
kan trænge gennem huden mellem tæerne og give betændelsesreaktioner. Der blev
efterfølgende undersøgt tre afføringsprøver for hjerteorm, hvoraf to var
positive. Efter ormebehandling blev Molly helt frisk igen, og kontrolprøver tre
uger efter behandlingen var negative for både hageorm og hjerteorm.
Læs mere om hunde på Vimedhund.dk