Gør bilturen behagelig for din hund

Gør bilturen behagelig for din hund

567 visninger | 0 svar | 6. jun

Hvad enten hunde egentlig bryder sig om bilture eller ej, er der jo intet som at få lov at komme med sin flok på tur. Denne hundeskole handler om, hvordan bilture bliver rarest mulige for både hunde og mennesker.

Af Merethe Børgart for vimedhund.dk

Allerede helt fra begyndelsen kan det være en god ide at lære hunden at være med i bilen. Lige til at begynde med skal det dog kun være korte ture, for balancen hos hvalpe er ikke fuldt udviklet, og det kan derfor betyde øget risiko for køresyge.

En anden god ting at have med fra begyndelsen er at lære hunden, at den først må komme ud af bilen, når der gives signal til det. Det kan hurtigt blive bøvlet, hvis hunden bare møver ud af bilen og måske hen over alle mulige andre, så snart døren blot åbnes på klem. Og så kan det i øvrigt være farligt, hvis den springer ud et trafikeret sted.

Så gør jer selv den tjeneste at lære hunden at sidde, mens døren gradvist åbnes mere og mere, og beløn naturligvis samtidig hunden for at blive siddende. Efterhånden kan døren åbnes helt, og hunden bliver siddende, indtil der gives signal til at komme ud. Ved næste ’træningsseance’ kan man lade døren stå åben i længere og længere tid, inden signalet gives. Det gøres nemmest ved at fastspænde hunden. Så giver det sig selv, at den først kan komme ud, når den er løsnet. Er hunden i bur, er det på samme måde en god id lidt for lidt at vænne den til, at man åbner lågen i buret, men at den først kommer ud, når den får signal til det.

Køretur med hvalpen
I bedste fald er hvalpen blevet præsenteret for en bil hos opdrætteren, mens alt var trygt og godt og måske endda i samvær med nogle kuldsøskende. Ellers er det måske turen hjem fra opdrætteren, der er dens første biltur. I så fald er det jo ikke altid, at geografien passer, så det bliver en kort tur. Hvis det er en af de længere, skal der lægges mange pauser ind undervejs. Og gerne inden hvalpen eventuelt bliver køresyg eller utålmodig.

Selve tilvænningen gøres bedst i små doser og til steder, hvor hvalpen er glad for at komme. Hvis den er utryg ved bilen, kan den første træning blot være at sidde i bilen eller hoppe ind og få lidt mad eller en godbid. Kør små ture til skov eller strand eller blot andre spændende steder, hvor hvalpen kan snuse og få nogle gode oplevelser. Det er så ærgerligt, hvis hvalpen kun kommer til at kæde bilkørsel sammen med besøg hos dyrlægen, som måske ikke altid er helt så populært.


Køretur med den voksne hund
Tilvænningen er den samme, hvis det er en voksen hund, som ikke tidligere har lært at køre med i bil. De kan jo være lidt mindre åbne for nye ting, alt efter om der er lidt ubehagelige oplevelser med i opvæksten eller blot manglende indlæring. Også her skal det kædes sammen med noget positivt, og den voksne hund må på ingen måde tvinges ind i bilen. (Det må hvalpen altså heller ikke – blot nævnt for en god ordens skyld).

Hvis den voksne hund tidligere har gjort sig mindre gode erfaringer med biler og måske har været køresyg, kan det hænge ved. Derfor er det vigtigt at tilvænne i så små doser, at mønstret kan ændres, og der kan kædes positive oplevelser sammen med bilen i stedet. Nogle gange er det nødvendigt simpelt hen at servere aftenmåltidet i bilen i en længere periode for at få en tryghed om det at køre i bil ind hos hunden.

Den overgearede hund
Der er selvfølgelig også de hunde, som gearer helt op, så snart bildøren åbnes, og de ved, at NU skal der ske noget spændende. De kan starte en lettere hylen, allerede inden der sættes i første gear, fordi de bare ved, at det her bliver godt. Det er selvfølgelig dejligt med en glad og forventningsfuld hund, men turen kan godt blive noget lang, hvis det skal foregå sådan hele vejen.

Baggrunden for hundens adfærd kan til tider ligge i, at man selv er med til at piske en stemning op på de første køreture. Det klassiske eksempel er, når man skal til træning de første gange. Man begynder måske med at snakke glad og forventningsfuldt til hunden om det, der skal ske forude. Hunden oplever træningspladsen, samvær med artsfæller og masser af sjov og ballade. Nogle dage går, og så skal man måske afsted igen. De samme rutiner gentager sig, og der er glæde og forventning over feltet. På et tidspunkt har hunden så lært, at det gælder om at komme op i gear hurtigt, for NU skal vi af sted til træning. Det kan så med tiden godt blive en smule uønsket adfærd, fordi nyhedens interesse omkring træning og den vilde glæde efterhånden er i overkanten.

Det kan være lidt tålmodighedskrævende at aflære, da man er nødt til at stoppe bilen, hver gang hunden gearer for højt op, så det ikke bliver en belønning for at køre op, at man ankommer til det sjove. Så både, hvad gælder de utrygge og de meget glade hunde, kan der være udfordringer med at få indlært den ønskede adfærd til bilturen.

Seler eller bur
Der findes forskellige måder at sikre hunden på under bilkørsel. Man kan få en hundesikkerhedssele, som fastspændes i bilens sele, så selv en hård opbremsning ikke rykker hunden rundt. En anden mulighed er et bur. Det kræver selvfølgelig en bil af en hvis størrelse – alt efter hundens størrelse. Hvis det er en stor hund, fylder buret naturligvis også meget, for der skal være plads til at rejse sig og vende sig i det. En mindre hund kan måske klare sig med en transportkasse, som fastspændes forsvarligt.

Også her er der naturligvis tale om en langsom tilvænning – uanset om det er bur eller sele, der er tale om. Det kræver, at hunden i første omgang er tryg ved bilen, inden man begynder med eksempelvis sele. Ofte er det nemmere med bur, fordi det enten er i bilen som en del af starttræningen eller i form af en transportkasse, hvor man kan indlære trygheden i små doser, inden den sættes i bilen.

Uanset hvad man vælger, er det vigtigt, at hunden er spændt fast. Dels for sikkerheden for fører og hund, dels for at der er en vis ro på hunden under kørslen. Vær opmærksom på, at visse lande kræver, at hunden er fastspændt. Så hvis du planlægger bilferie med hund, så tjek reglerne, så det ikke bliver nødvendigt at stoppe på halvvejen.


Forbered bilferie
Står den på bilferie hen over sommeren, og er planen, at hunden skal med, kræver det lidt mere træningsforberedelse. Alt efter, hvor langt man skal køre, er det nødvendigt med indlagte pauser. Der skal dels være korte tissepauser, og dels andre længere pauser med indlagte gåture og masser af luft. Er der brug for overnatning undervejs, er det også vigtigt at undersøge, om hunde er velkomne, så man ikke kommer til at stå med håret i postkassen og en hund, der må overnatte i bilen.

Det er også vigtigt at gøre sig nogle tanker om aktivering undervejs, afpasset efter, hvilken dagligdag hunden plejer at have. At begynde med aften-/natkørsel er aldrig af vejen, hverken for hund eller resten af familien. Men om den overhovedet skal med, afhænger naturligvis også af, hvor man ønsker at holde ferie – om det er et passende sted for hunden, alt efter varme, pelstykkelse, støj, luftemuligheder m.m. Så overvej grundigt, hvad hunden har bedst af.

Forebyg utryghed på turen
Det er ikke sjældent, at hunde bliver utrygge ved broer. Det kan både være den lyd, det giver, inden man er helt oppe på højbroen, eller måske er det luftlaget? Så vær opmærksom på, hvordan din hund tager det, og vær klar med noget afledning, inden punktet, hvor den ser ud til at blive utryg, passeres.

Der er også eksempler på hunde, som er blevet forskrækkede efter motorvejskørsel, hvor der har været meget og tung trafik, så det indimellem giver lidt slinger i bilen, når de store lastbiler passerer. Andre hunde bliver utrygge ved landevejskørsel, hvor vejene bugter sig lidt mere.

Så skulle der være noget, din hund ikke er helt tryg ved, så er det også vigtigt at have det med i planlægningen af køreturen, så et par ’afledningsmanøvrer’ kan være klar, og turen blive så god, at hunden måske frivilligt eller ligefrem glad springer ind i bilen næste gang.

Gode råd til biltræning:

•Væn hvalpe til korte bilture fra begyndelsen
•Server eventuelt lækkerier i bilen uden at køre
•Husk godbidder til steder, hvor hunden kan blive nervøs undervejs
•Sørg for, at hunden ikke bliver overgearet ved bilkørsel
•Lær den at vente til signal, før den hopper ud

vimedhund.dk



Følg og få notifikationer ved næste blogindlæg




  • Der er endnu ikke skrevet kommentarer

Kommentér på:
Gør bilturen behagelig for din hund