Med tre svenske sprængstofhunde på arbejde
Ingen bomber eller sprængstof går deres snuder forbi. Hundene Kiwi, Grappo og Vanja er nemlig specielt uddannet til at finde sprængstoffer, og sammen med deres hundefører Therése rejser de rundt i hele Sverige på jagt efter udetoneret sprængstof. For eksempelvis ved boringer i gamle miner, er der stor risiko for eksplosioner.
TEKST: MATS NIHLEN // FOTO: ANDERS KRISTENSSON for www.vimedhund.dk
Vi møder Therése Liljegren i Svappavaara i det nordligste Sverige, ca. 200 kilometer vest for den finske grænse. Her har hun fået en opgave for LKAB Berg og Beton, hvor hun og hendes hunde skal hjælpe med at sikre minen Leveäniemi, som LKAB genåbner i den gamle minesammenslutning. De er alle såkaldte dagbrud, som ligger i jordens overflade i modsætning til miner under jorden.
”Sprængstoffer, som ligger under jordoverfladen, er et stort problem. Vi har allerede fundet ca. 25 udetonerede sprængstoffer, og hver dag finder vi gamle sprængstofrester,” fortæller Therése Liljegren.
I dagbruddet er der rester fra gammelt sprængstof, og derfor skal hele området gennemsøges og sikres, inden minearbejdet kan gå i gang. Før i tiden brugte man andre sprængstoffer end i dag, og dynamit og tændsatser var meget almindelige og ikke nær så stabile som nutidens sprængstoffer. Sikkerhedskravene var heller ikke nær så udviklede, og information og dokumentation om sprængstoffer under jorden var tit mangelfuld. Derfor er der behov for at være ekstra varsom, og til det arbejde har hundene vist sig at være meget effektive. De har fundet sprængstof, som er helt op til 20-30 år gammelt, og endda ned til 40 meters dybde. Når hundene markerer, råber Therése efter forstærkning, og området afspærres, så det kan blive undersøgt grundigt.
2.000 kvadratmeter om dagen
Hundene gennemsøger ca. 2.000 kvadratmeter hver dag, og minen måler 110 meter fra bund til top. Jernmalmminen åbnede første gang i 1961 og blev drevet frem til 1983, hvor den måtte lukke under lavkonjunkturen. Det åbne brud blev fyldt med vand, da vandtilførslen til området igen blev åbnet. For overhovedet at komme i gang med minearbejdet måtte alt vandet derfor pumpes væk igen, og sammenlagt er 36 millioner kubikmeter vand ført væk fra dagbruddet. Pumperne kan klare 1.000 liter vand i sekundet, men på trods af det tog det stadig to år at lede alt vandet bort igen.
Efter tømningen af minen var det tid til, at Therése og hendes hunde kunne afsøge området for udetoneret sprængstof. Og det tog ikke lang tid, før de fik gevinst. Første gang Therése arbejdede i dagbruddet, var i 2014, inden den første prøveboring fandt sted.
”Vi var meget tilfredse med hendes og hundenes arbejde, og derfor brugte vi hende også i de år, hvor minen skulle afsøges og sikres,” forklarer Fredrik Björkenwall fra LKAB’s informationsafdeling, da vi kører rundt i den kæmpe mine for at følge Therése og hundenes krævende arbejde.
De tre dygtige sprængstofhunde
Der blæser en kold nordlig vind, da Therése begynder dagens arbejde i minen, som ligner et øde månelandskab. Hun lukker først den belgiske hyrdehund Vanja ud fra buret i bilen, hvor hundene ligger og slapper af mellem opgaverne. Vanja er veteranen i gruppen, og hun har været med fra begyndelsen og er meget rutineret. Med sine snart 12 år og let grånende pels er hun den ældste af sprængstofhundene, men hun viser ingen tegn på sin alder, når hun ivrigt afsøger det sted, hvor hundene før har fundet tre områder med sprængstoffer.
Efter nogle minutter standser hun med næsen mod jorden, inden hun roligt sætter sig ned og kigger på Therése. Her er der altså et ’gemmested’ med noget dynamit.
”Hundene markerer ved at sætte eller lægge sig ned lige i nærheden af sprængstoffet,” fortæller Therése og belønner Vanja med en godbid og legesager.
Therése arbejder med flere hunde ad gangen i minen. Hundene er oprindelig udlærte bombehunde, og de har alle hver sine særlige egenskaber.
”Det bliver mere effektivt, når man arbejder med flere hunde. Når den ene hund har brug for at slappe af efter en halv times søgning, kan de andre tage over. Hundene synes, det er supersjovt. Det er en krævende opgave i et hårdt terræn, og det kræver fuld opmærksomhed,” forklarer hun.
Når Vanja har klaret sit arbejde, får hun et varmt tæppe omkring sig. Så er det i stedet tid til at den otteårige tyske jagtterrier Grappo kan gå i gang. Med sine ni kilo er Grappo den mindste i gruppen. En lille, men stærk kraftkarl, der hopper af glæde, allerede inden han er kommet i sin sele og skal ud i minen på jagt efter sprængstoffer.
”En stor hund i en lille indpakning,” konstaterer Therése, da Grappo spurter gennem stenmasserne med snuden tæt mod jorden.
Den sidste hund er Kiwi, en otteårig belgisk hyrdehund, som stykke for stykke minutiøst afsøger det markerede område. Hun bevæger sig hurtigt og koncentreret og har ingen problemer med det stenede underlag.
Grundig uddannelse
Hundenes træning tager ca. to år, og her er særligt hundens personlighed og arbejdsiver det vigtigste. Selvfølgelig skal de også have en stor lyst til at søge.
”Hundene skal kunne finde frem i vanskelige miljøer, de skal være nysgerrige, elske at lege, og de skal hvile i sig selv og være fysisk stærke,” siger Therése. Hundene er vant til at arbejde i hårde miljøer, og de lader sig ikke distrahere af, hvad der ellers sker omkring dem.
Therése har siden 2010 arbejdet som hundefører i sit firma Dsec, og hun har nu fem udlærte hunde, to, som er under træning, og en, som måtte gå på pension. Hun bor i Gøteborg med sine hunde og rejser rundt og løser opgaver i hele Sverige.
”En udetoneret sprængladning kan være livsfarlig,” understreger hun. ”Med hundenes hjælp kan vi forebygge ulykker på arbejdspladsen. Vi sørger for at være hurtigt fremme, og vi højner sikkerheden på arbejdspladsen uden at forstyrre arbejdet.”
Tilbage i 2008 begyndte Therése sammen med sin kæreste Jonas Segerdahl at træne familiens tre konkurrencehunde til sprængstofhunde. De blev trænet i at finde sprængstofrester i miner og på byggepladser, og på to års tid havde de fundet frem til en træningsmetode, som mødte branchens krav.
For at Therése kan sikre, at et område, som sprængstofhundene har afsøgt, virkelig er sikkert, skal alle hundene kvalitetssikres og autoriseres af BEF (Klippesprængningsentreprenørernes forening), en svensk brancheforening for ca. 100 virksomheder, der arbejder med klippesprængning.
”Vi er autoriseret af BEF, og det medfører en række krav til virksomheden, hundeføreren, den enkelte hund og gruppen som helhed”, forklarer hun. Det er nemlig afgørende, at der er kontrol med de hold, som arbejder i branchen, for fortsat at sikre en høj standard.
I 2010 fik hun sit første job i et tunnelbyggeri i Gøteborg. Det første minejob kom i 2012, da minevirksomheden Northland havde brug for hendes og hundenes hjælp i en mine uden for Pajala i det nordligste Sverige. I 2014 kom de tilbage, og samme år fik hun sin første opgave for LKAB i Svappavaara, også i Nordsverige.
Hundeelsker fra barnsben
Therése kommer fra Tingsryd i Småland og har altid elsket hunde. Hun fik sin første hund, da hun var seks år gammel, og allerede da hun var 12, begyndte hun at gå til agility-, spor- og lydighedstræning med sin hund. Som 16-årig begyndte hun på instruktøruddannelsen i SBK (Svenska Brukshundklubben) og flyttede derefter til Gøteborg, hvor hun var meget aktiv i Gøteborgs Mølndals Brukshundklubb. Hun fik sin første schæfer i 23-årsalderen og havde god succes med konkurrencer både i de unge og ældre rækker ved sverigesmesterskaberne. Hun lånte endda også andres hunde til at træne med.
”Jeg ville bruge hundene til noget mere end bare at træne til konkurrencer, så jeg begyndte at træne specialsøgning for at kunne arbejde aktivt med dem. Det første projekt var at træne hundene, så de kunne finde romerlys, fakler og kanonslag på stadioner,” fortæller hun.
Therése og Jonas uddannede de første operative ’pyroteknikhunde’ i Sverige, og fra 2005-2008 arbejdede de for alle medlemmer af den svenske fodboldliga på vestkysten og ved højrisikokampe i hele Sverige. Det foregik inde på selve stadionerne og ved indgangen, hvor hundene tjekkede publikum. Metoden viste sig at være meget effektiv.
Det handlede både om at opdage selve fyrværkeriet og om forebyggelse. Mange, som så hundene, blev nervøse og skaffede sig af med romerlysene.
”I løbet af tre år var vi til stede ved ca. 350 fodboldkampe med tre uddannede hunde, og i den periode var der kun tre affyringer, hvor to skyldtes, at vi ikke havde stolet på hundene, da de markerede. Det handler jo helt tydeligt om at stole på hundene i alle situationer.”
Det projekt er nu afsluttet, men Therése håber, at hundene også i fremtiden kan bruges til idrætsarrangementer. Hun mener dog, at der også kræves en kvalitetssikring af hunde og førere, der skal finde fyrværkeri – en standard, så alle professionelle grupper har samme uddannelsesniveau, så de virkelig kan bruges operativt.
”Arbejdsgiveren skal vide, hvad de får og kan forvente sig af ydelsen, om det handler om pyroteknik, narkotika eller sprængstoffer. På den måde sikrer vi flere opgaver for hundene, og vi undgår den udvikling, som vi så for nogle årtier siden med hunde, der skulle opspore mug i huse, børnehaver, skoler o.l., hvor dårligt uddannede hunde og førere kastede sig over ’mugbranchen’,” siger Therése.
Også kærlige familiehunde
Når Therése og hundenes arbejde i Leveäniemi er slut for dagen, kører hun med hundene til byen Kiruna, hvor hun har lejet en lejlighed i de perioder, hvor de arbejder i minen. Kiwi, Grappo og Vanja er uden tvivl familiehunde, og de er med hende alle steder, både på arbejde og i fritiden.
”Der kræves utrolig meget af dem. De skal altid være i god form, både fysisk og mentalt, og de skal være 100 procent koncentrerede, når de arbejder. Derfor er det også vigtigt, at de har et andet liv, hvor de ikke skal arbejde,” siger hun, mens hun kærligt krammer sine dygtige medarbejdere.
