Jussi Adler-Olsen: Ally giver liv i huset

Jussi Adler-Olsen: Ally giver liv i huset

964 visninger | 0 svar | 23. jun

Forfatter Jussi Adler-Olsen er en mand af gode historier, det var vi klar over. Men at antallet af hunde i hans liv, og pudseløjerlige fortællinger om dem, nærmest overgår perlerækken af romaner, kommer bag på selv en hundehærdet journalist som undertegnede. Og vist også lidt på ham selv.

Tekst: Gertrud Baun / Foto: Per Arnesen for www.vimedhund.dk

Jussi Adler-Olsen, hans kone Hanne og gadekrydset Ally på to år tager imod på kontoret i Allerød i Nordsjælland. I den rækkefølge. Først forfatteren selv med frejdigt fremstrakt hånd, høje hilseråb og armbevægelser, der byder velkommen, dernæst hans kønne kone Hanne, og til sidst må vi ned på hug og arbejde lidt hundepædagogisk på sagen, for Ally, en lille sortpjusket, forsigtig frøken, har søgt tilflugt bag sin mors ben.

”Ja, man skal altså ikke sige til os, at vi ikke skal tage den svageste i kuldet, SÅ tager vi den, som ingen andre vil ha’!”, siger Jussi, imens det endelig lykkes at få hilst på dagens ’hovedperson’, som er en blanding af dansk-svensk gårdhund og dværgpudel.

Det er lige før årets store bogmesse og kort efter, at forfatteren har lagt sidste hånd på femte bind i serien om Afdeling Q, krimien ”Marco Effekten”, der udkom 6. december. Jussi Adler-Olsen ved alt for godt, hvor travlt han får i en ny bogtid, så allerede inden vi når det hyggelige mødelokale, begynder han at speedsnakke om sit livs hunde. Historien om Jussis ’hundeliv’ begynder med historien om hans livs kærlighed og hustru, Hanne. Og med en barndom blottet for hunde, fordi Jussi var ved at miste livet som treårig.

Ved at dø som treårig
”Hanne og jeg mødtes i 1970 på et sommerferiejob efter gymnasiet. Da jeg kom ind i hendes familie, rummede den i forvejen fem børn, akvariefisk, hamstere, en ged, der stangede, en abe, der bed, og en boxer, der hed Dino, var to millioner år gammel og havde en stinkende byld i øret og sjaskede af savl. De elskede den hund betingelsesløst, og var der et lækkert stykke bøf tilovers, gik det aldrig til mennesker, men altid til Dino. Jeg ville Hanne og tænkte, at det nok ville hævne sig – dét at en hund kommer før én selv …”, fortæller Jussi Adler-Olsen.

Hanne puffer flere gange til sin mand undervejs i hans drillende fortælling om hendes rummelige familie, men hun kan ikke lade være at klukke. Men inden man er færdig med at grine, er forfatteren godt i gang med næste historie, der hurtigt flytter fokus fra mavemuskler til tårekanaler.

”Min allerførste erindring er om en hund. Jeg var to år og fik en plastiktrompet i julegave. Den blev overrakt i gabet på min tantes airedale terrier. Siden blev det småt med hunde.”

Året efter skete der nemlig noget, der holdt Jussi langt fra hunde resten af hans barndom. Tre år gammel bliver han koppevaccineret, og noget går helt galt. Blodpladerne brister, han bløder overalt i kroppen og er alene på hospitalet, fordi han ikke kan tåle at græde, når forældrene går. Lægerne giver op. Men det gør Jussis krop heldigvis ikke.

”Jeg blev helbredt, men måtte aldrig vaccineres igen. Det betød, at jeg ikke måtte blive bidt af en hund eller rive mig på pigtråd. Vi boede i Brønderslev på landet, så når jeg skulle op til min veninde Inger på gården, måtte jeg vende om, hvis jeg mødte en hund på vejen. Til sidst blev jeg ret angst af alt det, jeg skulle passe på.”


Første hund var et impulskøb
I dag sidder forfatteren lykkeligt og klør familiehund nummer otte bag øret. ”Det er jo sjældent, man bliver bidt af sin egen hund, og egentlig bange for hunde var jeg ikke som voksen. Så da Hanne og jeg var flyttet sammen i Blågårdsgade, kom vi en dag forbi et bur med hvalpe, og vups! Vi er begge to ret spontane,” siger Jussi og kigger på sin kone. ”Vores første hund, Toby, var en labrador-gravhunde-blanding og lige så lille som Ally, men viiiiildt energisk. Han skulle slet ikke bo i byen, så han havnede på en gård.”

Parrets næste hund, Gin, var der fårehund i, så det var også en fejl, når man bor i byen. Men så kom Kiki. ”Hende havde vi i 13 år. En pragtfuld schnauzer-pudel, som vi fik som etårig. Hun stod lige for aflivning. Hun var meget sky, men helt vidunderlig. Hun var med på arbejde og fulgte mig overalt,” fortæller Jussi. ”Vi havde også en kæmpe kat, der aldrig værdigede Kiki et blik, men da den døde, sørgede hun frygteligt. Så måtte vi jo købe en killing. Det var også Kiki, vi var ved at miste i en trafikulykke,” fortsætter Jussi i fuld galop.” Hanne og jeg kom på hospitalet, og hunden var forsvundet. Gudskelov havde hun snor på og havde viklet sig ind i en hæk og blev fundet 24 timer senere. Åh, det var tungt, da hun som 13-årig måtte aflives med dårligt hjerte og vand i lungerne.”

Jussi sidder tavs et øjeblik, men springer så videre i hunderækken, assisteret af Hanne, når han ikke lige kan huske årstallene.

Søn skulle vokse op med hund
”Vi ville have, at vores søn voksede op med hund. Så i 1993-94, da han var fire-fem år gammel, og vi var flyttet til Allerød, fik vi en tibetansk terrier-han. Den vogtede meget over vores lille flok. Men de små legekammerater, der kom i huset, hørte jo ikke til flokken, så vi blev lidt nervøse for, hvad han kunne finde på. Vi havde ham i halvandet år, så turde vi ikke mere, og han kom til en gård. Men u-u-uha …”, Jussi kigger med nedadvendte mundvige på Hanne, der bøjer hovedet, som om hun godt ved, hvad der kommer. ”Bortset fra, da vi tog sutten fra Kes, har vi aldrig følt os så onde.” Hanne nikker med alvorlig mine.

Kort efter så parret i lokalavisen, at en familie havde én tævehvalp tilbage i kuldet efter en dansk-svensk gårdhund og en foxterrier.

”Måske er vi selv lidt bastardagtige – lidt sammenstykkede,” funderer Jussi. ”Vi er i hvert fald altid faldet for de der lidt forhutlede gadekryds. Og Pixi var lille – deraf navnet. Hun havde mistet sin mor ved fødslen og var flaskebarn. Og så havde hun ingen hale. Iiiih, Hanne, kan du huske, hvordan vi altid blev skældt hæder og ære fra af andre hundeejere, der troede, vi havde ladet hende kupere.”

Hanne fortæller, hvordan de altid skyndte sig at vise en lille bitte hale frem, der gemte sig i pelsen, og tilføjer: ”Men det bedste ved Pixi var, at vi blev tilgivet igen af Kes.”

”Ja, bortset fra den dag, jeg havde dem begge med i skoven. Pixi var jo ikke bange for noget. ’Tag hende i snor, far’, sagde sønnen så. Og jeg svarede, at det behøvede vi ikke. Rundt om næste træ møder vi så en rottweiler. Pixi gik lige i struben på den, til den lå på ryggen. Jeg fik den stoppet og havde den aldrig løs siden.”

Pixi blev 14 år, men ligesom hun blev den store tilgivelse, gav hun også anledning til en ny hundekrise mellem Kes og hans forældre. Sønnen var flyttet hjemmefra og var ude at rejse med sin idrætshøjskole, da hans forældre uvidende tog hunden til dyrlæge, fordi de kunne se, den havde det skidt.

”Han var så vred, fordi han ikke var med, men vi vidste ikke, at dyrlægen ville anbefale os aflivning så hurtigt. Pixi havde gigt og vand i lungerne. Men for pokker – hun var jo nærmest hans søster, det var virkeligt forfærdeligt,” mumler Jussi.

Forkert uden hund
Vi sunder os oven på de barske hunderealiteter med den chokolade, Hanne har stillet på bordet, før vi når frem i rækken til den dejlige hund, der nusser rundt omkring Hannes stol. Men først kom Alba.

Det var i sommeren 2009. Jussis forfatterskab fik for alvor fat, også i udlandet, og han havde fået rigtig travlt. Og Hanne ligeså, for hun skippede sit tidligere socialrådgiverjob med handicappede børn for at arbejde sammen med sin mand. Så skulle og kunne de overhovedet have hund igen? Men Hannes søster havde fået sådan en dejlig hund gennem foreningen Græske Hunde. Og så var Kes med til at vælge Alba, som var hos en dansk plejefamilie.

”Alba var sød og bedårende, men hun spankulerede rundt på bordene, og vi kunne ligesom slet ikke nå ind til hende. Og vi måtte desværre sande, at vi ikke havde tid og overskud nok med vores rejsevirksomhed til en hund med hendes behov, så hun kom til en familie, der bedre kunne håndtere det,” siger Jussi.

Et halvt år gik. Og Hanne sørgede.
”Når vi var hjemme, var det helt forkert, der ikke var en hund,” siger hun. ”Og helt forkert at gå tur uden.”
Jussi syntes, det var ubærligt. ”Så gør det da!”, sagde han en dag. Og så var Hanne på nettet i alt fra Den Blå Avis til internater og private opdrættere. Sønnen Kes, der boede i Aalborg på det tidspunkt, kørte ned til Varde og mødte sin mor, og de snuppede kuldets svageste med i bilen med det samme. Ally.

For travlt til at være nummer et
”Jeg tænkte, hvordan skal det gå med al den travlhed? Hanne læser bøgerne igennem som den første og hjælper mig med at holde styr på persongalleriet, der nu er oppe på omkring 100 personer. Men hun er også med på rejser i op til flere uger, når jeg har presse- og forlagsaftaler i udlandet. Jeg har rejst meget alene, og det er pænt hårdt. På de vilde pressedage redder Hanne mit liv. ”Hør her, du bliver nødt til at hvile dig!”, formaner hun, og så hjælper hun lige med et jakkesæt og et kig frem i tidsplanen imens. Man kan have livvagter og alt muligt fint, men der er ikke noget som en kone!”, erklærer Jussi og klapper Hanne kærligt på armen.

Til gengæld vil Ally dårligt ud at gå tur med Jussi, hvis Hanne ikke er med. ”Det er min egen skyld. Jeg har ikke været nok sammen med hende. Men det er lidt underligt. Alle vores andre hunde har været tæt knyttet til mig, men for Ally er Hanne nummer ét, så kommer Kes, så Kjeld, der er vores gode husven og ELSKER hende, så kommer mostre og søstre – og så mig. Men det er fint. Jeg elsker, at Hanne er glad. Og at vores bedste ven Kjeld er bedstevenner med Ally. Han har lige købt rækkehus i nærheden af os og bliver jo hellere hjemme fra biografen, hvis Ally er alene hjemme en aften. Hun kommer nok til at bo en del hos ham, når vi er i udlandet,” griner Jussi, og Hanne nikker smilende.

Hunde giver liv til alle rum
Ally finder sig dog pænt i, at Jussi tager hende op til fotografering. Selv om han afbryder hendes tv-kiggeri ovre bag os. ”Ally ser jo fjernsyn. Hundrede procent. Hun skelner, når det er noget med dyr. Men også mennesker. Desværre er hun racist. Optræder der én med mørk hud, gør hun og angriber fjernsynet. Heldigvis opfører hun sig ikke så slemt på gaden. Først troede vi bare, det var skorstensfejeren, hun ikke kunne lide, men det er ikke kun ham. Det er lidt pinligt,” siger Jussi og ser lidt beskæmmet ud.

Men ellers er der ikke nogen fortrydelse over hans og hustruens liv med hunde.

”Vi kunne have købt en jumbojet for alle de penge, vi har spenderet på hunde. Men vi ville gøre det om, ville vi ikke, Hanne? Hunde er en del af familien. De skal bare ikke i møblerne eller sengen. Og de skal ikke gø for meget, både af hensyn til andre og én selv. Det gør Ally desværre,” afslører Jussi og lytter interesseret til, hvordan fotografen har forsøgt at lære sin hvalp ikke at gø ude i haven.

Lige inden fotograferingen er ovre, kommer den langt mindre sky border terrier James fræsende ind til sin bedste hundeven Ally. Han tilhører Jussis personlige assistent Elisabeth og stiller gerne op til et par fotos med sin veninde. De to hunde sætter i vild leg og spæner ud i hallen, rundt i køkkenet og tilbage igen og sætter en tyk streg under Jussis afrundende bemærkning om det dejlige ved at have hund: ”En hund giver liv til alle rum i et hus.” Og da han følger os ud, ryster han lidt på hovedet og tilføjer: ”Det var altså sjovt at snakke om hunde – jeg havde ikke selv tænkt over, hvor meget de har fyldt.

www.vimedhund.dk



Følg og få notifikationer ved næste blogindlæg




  • Der er endnu ikke skrevet kommentarer

Kommentér på:
Jussi Adler-Olsen: Ally giver liv i huset