{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
975 visninger | Oprettet:

Aflivning og etik? {{forumTopicSubject}}

Jeg sidder og læser 3. bog i serien Det Gyldne Kompas og jeg studsede over den dialog karaktererne har omkring dyr og livskvalitet.
(De er på vej over i de dødes verden, derfor siger Will, at hvis de dræber den, vil de tage den med dem)
Will mener man tager mere hensyn til egne (fremfor dyrets) følelser ved at aflive et dyr der måske, måske ikke har smerter. Hvad tænker i?
Det er stik imod min egen opfattelse, men jeg kan godt se hvad "han" mener. Det er ubehageligt at se dyr med smerter; derfor vil vi gribe ind.
Men er smerter virkeligt så slemt? Man kan jo overveje, om vi er blevet smerteforskrækket.



Kommentarer på:  Aflivning og etik?
  • #1   8. jul Nu er er jo ingen, der kan vide med 100 % sikkerhed, hvad dyrene helst vil, så derfor må vi ved vores egne dyr handle ud fra det, vi selv tror, er det bedste.

    Og så længe vi hver især får aflivet vores hunde med den hensigt at gøre det bedste for sin hund, og ikke bare fordi den nu er gammel og til besvær, så mener jeg ikke, man har grund til at slå sig selv oven i hovedet. Og udtryk som jeg ind i mellem har hørt herinde om, at folk føler sig som mordere og bødler, kan man efter min mening godt pakke væk. Der er næppe nogen mordere og bødler som har så svært ved at få det gjort, som man har med at få aflivet en elsket hund, kat, hest eller anden kæledyr.
    Jeg skal selvfølgelig ikke bestemme hvordan, andre skal føle, men jeg mener ikke, der er nogen grund til at føle sådan, når man nu ved, at man ville have gjort næsten hvad som helst for at beholde kræet.


  • #2   8. jul Men er deres dyr ikke en form for sjæl?

  • #3   8. jul Med kæledyr er det måske også mere enkelt, mit dyr, mit ansvar. Men hvis dyret er vildt, og alternativerne til at lade dyret gå med smerter er at indfange dyret, og enten behandle skaderne i vildtpleje eller aflivning, hvad ville så være mest humant?

  • #4   8. jul Nejnej det er deres daimon, de et ikke rigtige dyr, de er som du siger en del af deres sind. Og så tager de bare skikkelser af dyr

  • #5   8. jul Jeg er enig med Lene. Man kan ikke spørge dyret hvad det ønsker, men man gør det man finder bedst, ikke for sig selv men for dyret. Nogle mennesker gør da helt sikkert hvad der er bedst for dem selv, og en anden diskussion er klart som Lene siger hvis man afliver uden det er pga. sygdom/smerter.

    Der er så mange ting man skal tage med i overvejelserne, så hvad der er rigtigt for den ene hund er måske forkert for den anden.

    Jeg har et godt eksempel dog med marsvin. Jeg havde jo 3 marsvin, som jeg desværre kun havde fornøjelsen af at elske i knap 1 år. Den første gris der måtte aflives var Penny, hun kom fra en dyrhandel og var kun ca. 1 år gammel da hun blev voldsomt syg med sår over det hele, måske kunne hun have klaret den, men der var flere ting der gjorde at jeg sammen med dyrlægen blev enige om at hun havde bedre af at få fred.
    Så var der Lilo og Fiona. Lilo fik jeg fra en familie der ikke længere gad hende og derfor havde forsømt hende, hun havde gået alene i et år, da jeg fik hende var hun for tynd og havde forlange negle Hun var den sødeste lille muttepige og livede op da jeg fik penny. et halvt års tid efter de andre kom Fiona til, hun var blevet fundet i en skov midt om vinteren med en helt stak andre, hun var skind og ben, havde højstsandsynlig to store unger, som dog var så store de kunne klare sig selv (dog ikke ude i en skov) hendes pels var fuldstændig ødelagt. Da jeg fik hende var hun endda "pæn", for der havde hun været hos en fantastisk kvinde der passede godt på dem i noget tid. Hun er uden tvivl den mest fantastiske mutte jeg har haft, hun havde en helt speciel personlighed, og hun blev så smuk.
    Efter Penny døde gik der ikke lang tid inden Fiona begyndte at skrænte og fik bøvl med endetarmen, samtidig begyndte Lilo at tabe pels og tabe sig. Jeg valgte at sende dem afsted sammen. Fiona blev sendt afsted fordi hun ikke skulle igennem mere, jeg havde håbet på mere tid hvor hun kunne have det perfekte marsvineliv, men jeg vidste da jeg hentede hende at hun ikke var helt ung og at det var så længe hun havde det godt. Lilo kunne nok være blevet behandlet, men med 3 syge marsvin (som ikke fejlede det samme) på en måned, og 2 jeg skulle tage afsked med, kunne jeg ikke mere og valgte at Lilo skulle herfra sammen med Fiona, så hun slap for mere behandling eller flytning og jeg ikke skulle påtage mig et marsvin mere som jeg ikke var klar til.

    Det var så svært, og jeg græd og undskyldte til dem alle 3, men nogle gange handler det ikke kun om hvorvidt de kan blive raske og smertefri, men også om hvad man vil sende dem igennem.

    Så det er svært, for jeg ved at jeg med Lilo også var egoistisk, men samtidig tænkte jeg også på hende, for hun skulle ikke sendes videre og hun skulle ikke tilbringe sin alderdom alene.


  • #6   8. jul Med vildt er det også et vurderingsspørgsmål, nogle vil sagtens kunne komme ind i pleje og så blive sat ud igen og klare sig, andre kan ikke.
    Men har dyret smerter ville jeg altid foretrække at aflive fremfor ikke at gøre noget, eller hvis der var tvivl om hvorvidt det overhovedet er muligt at redde dyret.
    Jeg ved dog samtidig at jeg har det langt sværer når jeg faktisk selv står i situationen og skal bestemme, derfor gør jeg det heller ikke (medmindre det er akut og det er lidt noget andet) uden at snakke med nogen først, enten en jeg er meget tryg ved, som min kæreste eller min mor, eller dyrlægen.


  • #7   8. jul Og så er der de dyr, der har lært sig at se syge ud Da vi var i Bulgarien og ude i byen, hoppede en måge rundt med slatten vinge, vi troede alle den var brækket (vingen). Efter 5 minutter kom en tjener ud og skræmte den væk, så lettede den og fløj

  • #8   8. jul Sofia, sådan en fugl har jeg også set, jeg troede seriøst den var blevet ramt af en bil, så da jeg var ved at overtale min kæreste til at fange den, hoppede den hen og tog noget mad og fløj, lol..

  • AT
    AT Tilmeldt:
    apr 2017

    Følgere: 6 Hunde: 1 Emner: 37 Svar: 1.129
    #9   8. jul Personligt har jeg ikke selv lyst til at leve et liv med daglige smerter. Men jeg har et ansvar, og en familie som jeg elsker, og som elsker mig - dette gør at jeg ville kunne se ud over smerterne.

    Hunde har ikke samme følelser som vi mennesker, og samme ansvar over for andre mennesker, derfor vil jeg ikke tilbyde en hund en hverdag fyldt med smerter. samtidig så stoler jeg også rigtig meget på min samvittighed, derfor kan jeg også mærke hvis jeg er nået der til hvor min samvittighed siger "aflivning er ok", så ved jeg med mig selv at aflivning er ok. (Derfor at jeg nu i snart 9 år, har en kat der ikke er renlig, og flere gange har haft aflivning på tale, men ikke har kunne).

    Samtidig er det også lidt sjovt at smerteforskrækket bliver nævnt, når man ser hvor ofte folk trækker deres dyrs liv i langdrag, ejere køber sig fra hus og hjem for at kunne medicinere deres kæledyr, og mange stadig lever efter No Kill-tankegang.

    Personligt ville jeg ønske at død, og ønsket om at dø ikke var sådan et tabu, for jeg tror at rigtig mange mennesker, som lever med daglige smerter ønsker at komme videre, fordi at det forringer deres livskvalitet, men at de ikke har samvittighed til at tænke på sig selv, men istedet kæmper pga. deres familier og omgangskreds.


  • #10   8. jul Haha, jeg kan levende forestille mig det! Jeg følte mig som en kæmpe idiot, da jeg opdagede, jeg var blevet narret af en fugl! Heldigvis var jeg ikke den første

    Men altså, jeg tænker lidt, hvis nu det handlede om en solsort, der havde brækket foden i et frugt/fuglenet. Skal man så indfange dyret for at behandle skaden? Eller skal man lade fuglen være i fred?


  • #11   8. jul Min mor har en trebenet ræv. Altså ikke i tam udgave, men den bor på grunden.
    Hvad der er sket et svært at gætte, men pludselig en dag kom dem haltende på tre ben, med et brækket/halvt afrevet bagben. Jægere blev kontaktet, for den havde jo uden tvivl ondt. De havde dog ikke held med at få den skudt, og da den ikke dukkede op i lang tid, antog vi den var død.
    Men nej, den er vendt tilbage og klarer sig umiddelbart rigtig godt. Er i hvert fald i god huld, har fin pels osv.

    Men men, selv med min nuværende viden om, at den klarer sig godt på tre ben, ville jeg til hver en tid have ringet efter jægeren igen, hvis det skulle gøres om. Den må gave gået i vanvittige smerter mens det stod på. Og nej, jeg mener ikke vi er smerteforskrækkede. Det vil jo altid være en vurderingssag, men jeg er ikke stødt på folk der afliver fordi hunden skal have ondt et par uger.
    Aflivning pga. smerter er jeg normalt kun stødt på ifm. kroniske eller i hvert fald langvarige smerter... Og det synes jeg giver god mening.


  • #12   8. jul Personligt ville jeg ønske at død, og ønsket om at dø ikke var sådan et tabu, for jeg tror at rigtig mange mennesker, som lever med daglige smerter ønsker at komme videre, fordi at det forringer deres livskvalitet, men at de ikke har samvittighed til at tænke på sig selv, men istedet kæmper pga. deres familier og omgangskreds.

    Det er da meget muligt, at no-kill-tankegangen handler mere om dødsforskrækkelse, jeg er ikke videre religiøs, så det er ikke noget jeg har grublet over.
    For mig (og de fleste) handler det om livskvalitet, når spørgsmålet omhandler aflivning.
    Nu har jeg jo slagtekaniner, og de fleste vil ikke når at få skavanker før de bliver slagtet. Det er meget vigtigt for mig, ikke at gå på kompromis når det handler om livskvalitet hos slagtedyr. Dyrene har de samme behov uanset og de er klappekaniner eller slagtekaniner.

    Det er jo altid en vurderingssag, hvornår smerterne er for store til at dyret kan bevare livskvaliteten. Men hvis dyr tænker mere på at overleve end leve(vilde dyr kontra kæledyr/husdyr), gør det så nogen forskel om dyret har smerter? Enten overlever den (og avler afkom) eller også overlever den ikke, måske smerter er en "biting" ligesom sult?


  • AT
    AT Tilmeldt:
    apr 2017

    Følgere: 6 Hunde: 1 Emner: 37 Svar: 1.129
    #13   8. jul Sofia: Jeg forstår ikke helt dit tilbage svar?

    Den tekst du citere, giver ikke mening i forhold til hvad du svare.


  • #14   8. jul Hmm, jeg tror ikke, du skal læse det som et tilbagesvar, men mere som en "denne del fik mig til at tænke i andre baner"
    Og så filosoferer jeg lidt videre


  • #15   8. jul Grunden til, at jeg fordyber mig så meget i "udsagnet" fra teksten, er, at forfatteren har skrevet en helt igennem gennemtænkt bog (meget filosofisk og meget intelligent), og jeg undres over denne bagatel.
    At man afliver et lidende dyr, af hensyn til egne følelser. At aflivning først er i orden, når dyret kan udtrykke sit ønske om at dø. Det er så langt fra hvordan jeg tænker, at jeg er nødttil at genoverveje mine argumenter (det er jo meget sundt)


  • #16   8. jul Men men, selv med min nuværende viden om, at den klarer sig godt på tre ben, ville jeg til hver en tid have ringet efter jægeren igen, hvis det skulle gøres om. Den må gave gået i vanvittige smerter mens det stod på.

    Jeg synes, det er interessant(selvom jeg godt kan forstå det), at du efter at have set den klare sig stadig ville ringe efter jægeren.
    Ringede i efter en jæger da i igen så ræven?


  • #17   8. jul Min mand er 110 % enig med Will. Det er jeg ikke. Det giver lidt uro når jeg tager ned og afliver et dyr. Hugo kommer han aldrig over. Nanoq var så syg, at der ingen tvivl var. Enten tog jeg afsted eller også døde katten natten over af kræften. Hugo led. Nanoq nåede det ikke. Og jeg tog selv afsted med dem begge. Min mand kan slet ikke deltage.

    Vi er meget uenige på det punkt. Derfor står alle dyr i mit navn, og jeg afliver dem, når tiden er inde - iflg mig.

    Men det er da godt at tænke over og have modspil på. I starten gik det mig meget på, fordi han jo ikke direkte bakker mig op i en situation, der i forvejen er svær. Men i dag anser jeg det for en styrke, at jeg møder det modspil lige der, hvor jeg står svagest - og alligevel gennemføre med min moral og ikke en andens.

    Sofia - du må komme forbi her en dag og snakke med Imran om det. Jeg kender ikke andre, der tænker sådan.

    Det er ikke sådan, at han ikke vil aflive et dyr. Men han vil gøre alt først. Og selv da vil han til sidst sige, at vi alle - dyr som mennesker - gerne vil leve, hvis vi får valget. Og det sidste har han nok ret i. Jeg havde en veninde, der døde af en hjernetumor - hun ønskede også at leve videre, havde hun haft valget. Og det ville jeg nok også selv. Hvorfor skulle dyr være anderledes? Fordi de ikke tænker som os? Jamen hvor pokker ved vi egentlig det fra?

    Så ja en god ting at tænke over, men indtil nu har det ikke ændret min praksis.


  • Indica J
    Indica J Online Tilmeldt:
    nov 2017

    Følger: 9 Følgere: 249 Emner: 46 Svar: 1.326
    #19   8. jul Vi står lidt i dilemmaet med Bertha Louise herhjemme, for det er meget svært at vurdere hvornår hun ikke kan mere. Bertha Louise viser stort set aldrig smerte, så nu er hun på piller og så må vi se hvordan hun reagere på det.

    Ingen af os kan få os selv til at få aflivet hende bare fordi at hun er gammel, eller vi tror at hun ikke kan mere.
    Så det er ikke nemt at vide hvad der er det rette at gøre.

    Viktoria er en af de hunde der kan spille skuespil hvis det lige passer hende, hun formår at halte noget så forfærdeligt og stå med poten i vejret og se meget ynkelig ud, mærker jeg på poten er der ingenting, og så siger jeg 'så går vi hjem', og bum, så fejlede poten ikke noget alligevel.
    Det trick har hun lavet et par gange nu, og jeg er lige flad af grin hver gang... for det er tydeligvis fordi at hun er utilfreds med at gå tur

    Hun kan også se meget meget ynkelig ud og gå meget meget langsomt, og halte en smule, hvis jeg har besluttet at vi skal på tur op ad kirkestien og hun gerne ville nedad (for at besøge min far i hans kolonihave), overgiver jeg mig og vender om, så kan hun pludselig løbe hele vejen.


  • #20   8. jul Ag og jeg må indrømme hver gang for mig selv at det jo også er en lettelse for mig bagefter... At leve med en syg hund er Svärt på mange måder... Jeg har måske en anden gränse end min mand.

    Problemet med Hugo var at han var ok. At se på. Bortset fra når hans ben sad fast. En dag ville de blive siddende og det ønskede jeg ikke for ham... Eller mig... Men jegnrig valget lidt før end jeg havde behøvet.. Også fordi arbejde var hele hans liv..

    Så der er lidt mig I den slags valg

    Ved nanoq kämpede jeg til det sidste. Han betød mere end de andre selvom man ikke må have en yndlings. Kräft er dog umuligt at kämpe imod

    Jeg tror aldrig jeg heler


  • #21   9. jul Hvis et dyr er uhelbredeligt syg og ikke kan leve smertedækket, så ville jeg få det aflivet.

    Jeg har selv kroniske smerter, og ved godt, hvad jeg selv ville foretrække, hvis jeg havde valget. Det er klart, at jeg helst var fri for smerter, men sådan er virkeligheden desværre ikke. Jeg KAN selvfølgelig fodre mig selv med piller, men så skal jeg op i højere og højere dosis, og det er jo i sig selv ikke sundt for kroppen. Jeg ved heller ikke, hvad jeg ville vælge, hvis jeg stod med sådan et dyr. Hvis jeg havde råd, ville jeg nok vælge medicinen ... men egentlig er det jo topegoistisk, for jeg ved jo ikke, hvad dyret føler i kroppen - om den stadig har de samme eller måske ligefrem nye smerter som følge af medicinen.


  • #22   9. jul Enig Kris. Jeg kommer heller aldrig derud. Kan jeg ramme dagen gør jeg det igen. Det føles trods akt lidt bedre end en dag før men den dag er Svär at ramme. Jeg gjorde det med nanoq

  • #23   9. jul Sofia- du misforstår. Nu hvor den har det godt, bliver jægeren selvsagt ikke kontaktet. Men hvis vi spolede tiden tilbage til da uheldet lige var sket, ville jeg stadig ringe efter jægeren, selvom jeg jo nu ved, at ræven med tiden ville få det godt igen. Guderne må vide hvor mange smerter den ræv har gået med og hvor længe, før benstumpen faldt af og begyndte at hele.

    Jeg har en hest der efter en hegnsulykke var igennem et langt forløb for at blive lappet sammen igen. Jeg er selvfølgelig glad for han lever og har der godt i dag, men skete samme ulykke igen blev hesten aflivet.
    Det er lidt det samme - det er ikke altid målet helliger midlet, og hvor længe skal dyret gå med smerter og begrænsninger, selv hvis man ved, at det i sidste ende kan få det godt igen?
    At hesten overlevede skyldes udelukkende at vi ikke vidste, hvor omfattende og langvarig forløbet ville blive, da vi gik i gang.


  • #24   9. jul Hov jeg tror jeg fik formuleret det forkert Michelle, jeg mente også, hvis I stod i situationen igen og vidste at ræven ville klare sig igennem.
    Jeg blev nok lidt distraheret af det spørgsmål, jeg ville stille


  • #25   9. jul Det er ikke sådan, at han ikke vil aflive et dyr. Men han vil gøre alt først. Og selv da vil han til sidst sige, at vi alle - dyr som mennesker - gerne vil leve, hvis vi får valget. Og det sidste har han nok ret i. Jeg havde en veninde, der døde af en hjernetumor - hun ønskede også at leve videre, havde hun haft valget. Og det ville jeg nok også selv. Hvorfor skulle dyr være anderledes? Fordi de ikke tænker som os? Jamen hvor pokker ved vi egentlig det fra?

    Jeg kom til at tænke på min morfar. Han havde KOL og blev til sidst meget syg. Han havde smerter og til sidst stoppede han behandlingen og flyttede på hospice. Han ville også gerne leve, men han erfarede, at behandlingen ikke hjalp ham til at få det bedre. Han var klar over, at han ikke ville komme hjem igen, uanset om han fortsætte behandlingen eller stoppede den.

    Hvis vi går ud fra, at dyr kun lever i nuet, så tror jeg stadig, de ville kæmpe for overlevelse. Dyret ved/tænker ikke, at smerterne vil fortsætte i 20 minutter eller 20 dage. På den anden side; er det ikke netop fordi, vi ved, at smerterne liv fortsætte, at vi ønsker at afslutte livet?

    Jeg kan godt følge Imran; alle ønsker at leve. Min far arbejder med udvikligshæmmede, og i hans arbejde er ordet livskvalitet et kodeord, han vil til hver en tid aflive, hvis livskvaliteten blev forringet (dvs. Han vil først aflive, når dyret ikke kan smertedækkes). Men igen, livskvalitet er en subjektiv vurdering.

    Liva har jo den der sygdom, som gør at hun stivner/kramper/fryser i bagparten, når hun bliver "brugt". Det gør ikke ondt, og det kan ikke behandles. Der var en tæve mere i Livas kuld, som havde samme sygdom. Hendes ejer valgte at aflive hende.
    Jeg ved, nogle hundeførere mener, det er synd at en jagthund ikke bliver brugt til jagtarbejde. At hundens livskvalitet bliver forringet, hvis hunden ikke bliver brugt det formål den er avlet til.


  • #26   9. jul Åh, det er sgu en hård tråd for mig at læse lige nu.

    Jeg står der med Lanka.
    Hun er svag i bagparten pga. manglende muskelmasse (hun bliver snart 16), og det betyder både, at hun virker gangbesværet, og at hun kan have svært ved at afbalancere og stabilisere, når hun står stille.
    Hun har ikke smerter, og hun stresser ikke over, at bagparten indimellem ikke lystrer, helt som hun ønsker.

    JEG er faktisk mentalt nået til, at hun skal have fred (skal have ringet til dyrlægen i dag) Men samtidig er jeg virkelig i tvivl.
    Jeg er faktisk ret sikker på, at Lanka synes, hun har et godt liv.
    Hun er glad, livlig, nysgerrig, interesseret - fuldt ud til stede - kommer stadig og vil være med, når jeg træner med drengene, spiser, drikker, vil gerne gå tur, henter legetøj osv.

    JEG får nærmest ondt i maven, pga hendes bevægelser, og derfor er jeg faktisk klar, til at sige farvel. Men jeg ville alligevel lade det være op til dyrlægen, for jeg er virkelig virkelig i tvivl...
    Skal man aflives fordi man ikke længere går så godt?


  • #28   9. jul Tak AG...
    Og ja, hun har en utroligt høj alder, men hun er samtidig også den største fighter, jeg nogensinde har mødt, og hun har gang på gang vist, at almindelige odds ikke gælder på hende.
    Jeg må lytte til dyrlægen, selvom jeg godt ved, at det ikke ændrer på, at det er mig, der skal tage beslutningen..


  • #29   9. jul Jeg kan godt følge tankegangen om, at dyret selv gerne vil overleve, men det er jo IMO et form for urinstinkt og skyldes ikke, at dyret har det godt og derfor ønsker at overleve.
    Hvis min hund havde daglige smerter og jeg var klar over det, ville han blive aflivet. Medmindre jeg kunne føle mig 100 procent sikker på, at medicin ville kunne smertedække ham, og selv der, ville jeg være i tvivl, om jeg ville give ham medicinen eller sprøjten


  • #30   9. jul Og selv da vil han til sidst sige, at vi alle - dyr som mennesker - gerne vil leve, hvis vi får valget.

    Det er ganske enkelt ikke korrekt.
    Der er en del, der vælger aktiv dødshjælp - og en anden del, der vælger at suicidere, grundet dårlige nyheder eller ondt i sjælen.

    Så nej - "alle" vil ikke vælge livet.


  • AT
    AT Tilmeldt:
    apr 2017

    Følgere: 6 Hunde: 1 Emner: 37 Svar: 1.129
    #31   9. jul Martine: Tænker også at det er direkte løgn.

    Jeg tror at alle "vil" leve, fordi at de ikke tør sige at det ikke magter det mere, fordi at de kender konsekvenserne.

    Selvfølgelig vil de fleste gerne leve, hvis de er sunde og raske, og har et velfungerende liv - men realiteten er nok en hel anden hvis man er 90 år, plaget at store daglige smerter, og generelt ikke har nogen livskvalitet længere.

    Mange vælger livet, fordi at de føler sig forpligtiget til det, pga. de mennesker omkring dem.


  • #32   9. jul for pokker, jeg havde lige skrevet et langt svar, så var det væk! (Dumme teknologi!)

    Nå. Det handlede om hvor vidt dyr kan ønske at dø. Jeg har hørt om et forsøg med mus (gennem Videnskabens Verden), hvor man vil undersøge, om dyr udviste selvdestruktiv adfærd. Jeg prøver lige at finde noget info.


  • #33   9. jul Sofia - det tror jeg godt, de kan. Der er beretninger om delfiner, der "begår selvmord" i fangenskab... Så jo, de dyr med ret høj bevidsthed, kan ligesom os mennesker nå til et punkt, hvor de hellere vil væk.
    Men jeg tror det kræver så meget bevidsthed, at man kan overveje fremtiden? Altså at man er bevidst om, at tingene ikke bliver bedre i morgen, eller om en måned?


  • #34   9. jul Karina for pokker da! Skynd dig ud af denne tråd! Uanset hvad du vælger, så vælger du det bedste for Lanka men håber, alligevel dyrlæge kan hjælpe dig til at blive sikker i dit valg

  • #35   9. jul Jeg kan ikke komme igennem til dyrlægen. Har prøvet hele dagen, så nu må jeg køre forbi istedet.
    De henviser til Dyrehospitalet, hvis det er akut - men det er det ikke.
    Hun har ikke ondt, så meget ved jeg i det mindste, og så SKAL hun op til de dyrlæger, der kender hende, og ikke ud til nogle fremmede.


  • helle S
    helle S Tilmeldt:
    dec 2014

    Følger: 1 Svar: 2
    #36   9. jul Karina her er det Emma der har balance besvær, på grund af tumor i maven .Fik lov at tage hende med hjem fra dyrlægen i fredags , Da hun stadig er i fuld vigør og tilsyneladende trives leger og svømmer som hun plejer .Men ved hun lever på lånt tid nu hun er lige blevet 13 år

  • Indica J
    Indica J Online Tilmeldt:
    nov 2017

    Følger: 9 Følgere: 249 Emner: 46 Svar: 1.326
    #37   9. jul Karina, det lyder præcis som vores Bertha Louise, hun er 15 år og har fået degenerativ myelopathi, men det virker absolut ikke til at genere hende.
    Så så længe hun er smertedækket for slidgigten i forbenene, så får hun lov til at leve, i hvert fald sommeren over.

    Jeg har så svært ved at skulle sige farvel, og gruer allerede for den dag Viktoria ikke kan mere - jeg kan græde mig i søvn over tanken om natten.
    Men hun skal heller ikke have et dårligt liv, det er der ikke noget ved. Så jeg er lykkelig for at hun er så god til at udtrykke sig som hun er - jeg er aldrig i tvivl om hvorvidt der er noget med Viktoria, hun kommer altid hen og fortæller mig det, om så det bare er et stykke grus der sidder og genere på trædepuden


  • #38   10. jul Åh Helle og Indica - det gør mig ondt at høre, at I står i noget af det samme.
    Uanset hvad, så må vi bare gøre alt hvad vi kan, for at nyde tiden med vores smukke vuffere!



  • helle S
    helle S Tilmeldt:
    dec 2014

    Følger: 1 Svar: 2
    #39   10. jul Det er netop det der er svært fordi jeg er så bange for at beholde hende for længe, men bestemt ikke vil slippe hende så længe hun nyder livet

  • #40   10. jul Det forstår jeg godt. Der er ikke nogen facitliste for, hvornår det er tid.
    For Lanka bliver det den dag, hvor hun ikke længere kan gå med på de daglige ture med drengene.
    Simpelthen fordi hun vil HADE at blive efterladt derhjemme, mens jeg går med dem, og det vil jeg ikke byde hende.


Kommentér på:
Aflivning og etik?