{{currentPhoto.text}}
<
Blanding af racer Xaro 2003
1.163 visninger
|
Oprettet:
Blanding af racer Xaro
Fødselsår:
2003
Størrelse:
60 cm.
Temperament
Blød og lidt nervøs hund. Energisk og arbejdsivrig. Sød og kærlig i familien, dog lidt skarp overfor fremmede mennesker.
Tricks
Sit - dæk - stå - give hals - "give me 5" - give poter - rulle rundt - gå på plads - aportere - rundering - sporarbejde osv. osv.
Stævner
Har taget prøver i Lydighed 1 og 2 samt brugshundetræning 1.
Nr. 2 til klubmesterskabet i 2006.
Nr. 2 til klubmesterskabet i 2006.
Stamtavle
Absolut ingen...
Køn
Han
Beskrivelse
Xaro er fundet på Ios i Grækenland sammen med sine 3 brødre. De er nu alle kommet til Danmark, men Xaro forsvandt næsten 1 år inden det var hans tur til at få sig en familie. En græsk mand havde fanget ham, og ville bruge ham til jagt. Xaro er umiddelbart meget tæt på at være ren Vizsla, og heller ikke i Grækenland er de til at betale.
Men Xaro blev aldrig jagthund! I stedet blev han bundet til et træ helt alene, og måtte stå i sit eget tis og møg. Han fik sjældent mad, og var til sidst så udsultet og muskelfattig, at han væltede når han tissede. Han har uden tvivl fået slag og spark, og var meget sky, da jeg mødte ham første gang.
I dag er Xaro en hel anden hund! Han er en glad og stærk dreng, og han passer meget - til tider lidt for meget - på sin familie. Han har gået til hundetræning, og med hårdt arbejde, fik jeg "leget" mig frem til de ting, han kan i dag. Han er dygtig, men har sin egen vilje, og kører nemt op når han ser andre hunde. Med blod, sved og tårer, har vi nået ovenstående prøver og placeringer, før vi måtte stoppe træningen pga. hans sygdom.
Xaro nåede at blive bidt af en sandflue, som i "de varme lande" kan overføre en sygdom, der hedder Leishmania. Det er en lille parasit, som langsomt tærer hundens indre organer. Hvis den kommer til udtryk i hud og pels, kan hunden behandles, og det gjorde det heldigvis i Xaros tilfælde. Han lever nu med sygdommen, går til tjek hvert halve år, men endnu er der heldigvis ingen tegn på udvikling!! Så vi håber, at vi trods alt har lagt parasitten til at sove :)
Xaro har været så grusomt meget igennem, at jeg dagligt minder mig selv om at holde modet oppe! For hvis min hund kan vise SÅ meget glæde og lyst til livet trods alt hans modgang, så skal mine småproblemer i hverdagen ikke få lov at overskygge glæden !!!
__________________________________________________
__________________________________________________
KÆRE HUNDEVEN
LÆS, GRÆD OG LOV MIG AT ELSKE DIN HUND:
En hunds farvel...
Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger, og fik dig til at le.
Du kaldte mig dit barn. Og på trods af gennemtyggede sko og et par ødelagte pyntepuder, blev jeg din bedste ven.
Når jeg havde været "uartig" sagde du til mig med løftet pegefinger "hvordan kunne du gøre det?". Men så lod du dig formilde og kløede mig på maven. Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig. Fordi du havde frygtelig travlt. Men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg husker de nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede til dine betroelser og inderste tanker. Og jeg var overbevist om, at livet ikke kunne blive bedre.
Vi gik lange ture og løb i parken. Kørte i bil og holdt ind for at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi "is er dårligt for hunde", sagde du). Jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle komme hjem sidst på dagen.
Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din karriere, og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede tålmodigt på dig. Trøstede dig i kærestesorg og skuffelser. Skældte dig aldrig ud for dårlig dømmekraft. Tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du blev forelsket.
Hun, som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" - alligevel bød jeg hende velkommen i vores hjem. Prøvede at vise hende hengivenhed og lystrede hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig.
Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var opslugt af de små lyserøde væsener og deres lugt. Og jeg ville så gerne også tage mig af dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem noget. Og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet værelse eller et hundebur.
Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev hurtigt en "kærlighedsslave".
Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede sig fast til min pels og trak sig op på vaklende ben.
De stak fingrene i mine øjne, undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved dem og deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne. Jeg ville have forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at liste mig ind i deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker. Og sammen ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.
Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du havde hund - tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier om mig. Gennem de senere år har du blot svaret "ja" og skiftet emne. Jeg er gået fra at være "din hund" til "bare en hund", og du brød dig ikke om at have udgifter i forbindelse med mig. Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie flytter til en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har truffet den rigtige beslutning for din "familie", men der var en tid, hvor jeg var det eneste familie, du havde.
Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi ankom til internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af håbløshed. Du udfyldte papirerne og sagde "Jeg ved, du vil finde et godt hjem til hende". De trak på skulderen og kiggede pinligt berørt på dig. De kendte virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med "papirer". Du var nødt til vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg "Nej, far! Du må ikke lade dem tage min hund!" Og jeg blev bekymret for ham og for, hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og ansvar og om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til farvel, undgik mine øjne og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med.
Du havde en deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået, sagde de to rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående flytning måneder i forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet godt hjem til mig. De rystede på hovedet og sagde "Hvordan kunne du gøre det?" De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som deres travle hverdag tillader. De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere dage siden. I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til forsiden i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det hele bare var en ond drøm Š eller jeg håbede, at det i det mindste ville være nogen, som brød som om mig, en eller anden som ville redde mig. Da jeg indså, at jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der - uvidende om deres egen skæbne boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig tilbage til et fjernt hjørne og ventede. Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og jeg traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum.
Et velsignet stille rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde, at jeg ikke skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der skulle ske, men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage var talte. Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde, hun bærer, vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg altid vidste, hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit forben mens en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden på samme måde, som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden.
Professionelt stak hun nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe gennem min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes venlige øjne og mumlede "Hvordan kunne du gøre det?" Måske forstod hun mit hundesprog, for hun sagde "Undskyld". Hun krammede mig og forklarede hastigt, at det var hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke ville blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville skulle klare mig selv et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette jordiske sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk at udtrykke, at mit "Hvor kunne du gøre det?" ikke var møntet på hende. Det var dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig og vente på dig for evigt. Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet.
Slut Note fra forfatteren: Hvis "Hvor kunne du gøre det?" gav dig tårer i øjnene, da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er det fordi den udgør den fælles historie for millioner af tidligere ejede kæledyr, som hvert år dør i Amerikanske og Canadiske internater. Enhver er velkommen til at udbrede artiklen til ikke-kommercielle formål, når bare den er behørigt forsynet med copyright noten. Brug den til uddannelsesformål, på jeres hjemmeside, i nyhedsbreve, på dyreinternaters og dyrlægekonsultationers opslagstavler.
Fortæl offentligheden at beslutningen om at bringe et kæledyr ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr fortjener vores kærlighed og fornuftige omsorg, at det at finde et andet passende hjem for dit dyr er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan tilbyde råd og vejledning, og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til at standse aflivninger og støt alle sterilisationskampagner for at forhindre uønskede dyr.
*Der er 2 væmmelige billeder af min Xaro, som han så ud i Grækenland. Har dog valgt de mest sobre*
Men Xaro blev aldrig jagthund! I stedet blev han bundet til et træ helt alene, og måtte stå i sit eget tis og møg. Han fik sjældent mad, og var til sidst så udsultet og muskelfattig, at han væltede når han tissede. Han har uden tvivl fået slag og spark, og var meget sky, da jeg mødte ham første gang.
I dag er Xaro en hel anden hund! Han er en glad og stærk dreng, og han passer meget - til tider lidt for meget - på sin familie. Han har gået til hundetræning, og med hårdt arbejde, fik jeg "leget" mig frem til de ting, han kan i dag. Han er dygtig, men har sin egen vilje, og kører nemt op når han ser andre hunde. Med blod, sved og tårer, har vi nået ovenstående prøver og placeringer, før vi måtte stoppe træningen pga. hans sygdom.
Xaro nåede at blive bidt af en sandflue, som i "de varme lande" kan overføre en sygdom, der hedder Leishmania. Det er en lille parasit, som langsomt tærer hundens indre organer. Hvis den kommer til udtryk i hud og pels, kan hunden behandles, og det gjorde det heldigvis i Xaros tilfælde. Han lever nu med sygdommen, går til tjek hvert halve år, men endnu er der heldigvis ingen tegn på udvikling!! Så vi håber, at vi trods alt har lagt parasitten til at sove :)
Xaro har været så grusomt meget igennem, at jeg dagligt minder mig selv om at holde modet oppe! For hvis min hund kan vise SÅ meget glæde og lyst til livet trods alt hans modgang, så skal mine småproblemer i hverdagen ikke få lov at overskygge glæden !!!
__________________________________________________
__________________________________________________
KÆRE HUNDEVEN
LÆS, GRÆD OG LOV MIG AT ELSKE DIN HUND:
En hunds farvel...
Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger, og fik dig til at le.
Du kaldte mig dit barn. Og på trods af gennemtyggede sko og et par ødelagte pyntepuder, blev jeg din bedste ven.
Når jeg havde været "uartig" sagde du til mig med løftet pegefinger "hvordan kunne du gøre det?". Men så lod du dig formilde og kløede mig på maven. Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig. Fordi du havde frygtelig travlt. Men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg husker de nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede til dine betroelser og inderste tanker. Og jeg var overbevist om, at livet ikke kunne blive bedre.
Vi gik lange ture og løb i parken. Kørte i bil og holdt ind for at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi "is er dårligt for hunde", sagde du). Jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle komme hjem sidst på dagen.
Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din karriere, og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede tålmodigt på dig. Trøstede dig i kærestesorg og skuffelser. Skældte dig aldrig ud for dårlig dømmekraft. Tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du blev forelsket.
Hun, som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" - alligevel bød jeg hende velkommen i vores hjem. Prøvede at vise hende hengivenhed og lystrede hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig.
Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var opslugt af de små lyserøde væsener og deres lugt. Og jeg ville så gerne også tage mig af dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem noget. Og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet værelse eller et hundebur.
Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev hurtigt en "kærlighedsslave".
Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede sig fast til min pels og trak sig op på vaklende ben.
De stak fingrene i mine øjne, undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved dem og deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne. Jeg ville have forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at liste mig ind i deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker. Og sammen ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.
Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du havde hund - tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier om mig. Gennem de senere år har du blot svaret "ja" og skiftet emne. Jeg er gået fra at være "din hund" til "bare en hund", og du brød dig ikke om at have udgifter i forbindelse med mig. Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie flytter til en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har truffet den rigtige beslutning for din "familie", men der var en tid, hvor jeg var det eneste familie, du havde.
Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi ankom til internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af håbløshed. Du udfyldte papirerne og sagde "Jeg ved, du vil finde et godt hjem til hende". De trak på skulderen og kiggede pinligt berørt på dig. De kendte virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med "papirer". Du var nødt til vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg "Nej, far! Du må ikke lade dem tage min hund!" Og jeg blev bekymret for ham og for, hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og ansvar og om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til farvel, undgik mine øjne og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med.
Du havde en deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået, sagde de to rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående flytning måneder i forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet godt hjem til mig. De rystede på hovedet og sagde "Hvordan kunne du gøre det?" De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som deres travle hverdag tillader. De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere dage siden. I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til forsiden i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det hele bare var en ond drøm Š eller jeg håbede, at det i det mindste ville være nogen, som brød som om mig, en eller anden som ville redde mig. Da jeg indså, at jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der - uvidende om deres egen skæbne boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig tilbage til et fjernt hjørne og ventede. Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og jeg traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum.
Et velsignet stille rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde, at jeg ikke skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der skulle ske, men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage var talte. Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde, hun bærer, vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg altid vidste, hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit forben mens en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden på samme måde, som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden.
Professionelt stak hun nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe gennem min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes venlige øjne og mumlede "Hvordan kunne du gøre det?" Måske forstod hun mit hundesprog, for hun sagde "Undskyld". Hun krammede mig og forklarede hastigt, at det var hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke ville blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville skulle klare mig selv et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette jordiske sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk at udtrykke, at mit "Hvor kunne du gøre det?" ikke var møntet på hende. Det var dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig og vente på dig for evigt. Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet.
Slut Note fra forfatteren: Hvis "Hvor kunne du gøre det?" gav dig tårer i øjnene, da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er det fordi den udgør den fælles historie for millioner af tidligere ejede kæledyr, som hvert år dør i Amerikanske og Canadiske internater. Enhver er velkommen til at udbrede artiklen til ikke-kommercielle formål, når bare den er behørigt forsynet med copyright noten. Brug den til uddannelsesformål, på jeres hjemmeside, i nyhedsbreve, på dyreinternaters og dyrlægekonsultationers opslagstavler.
Fortæl offentligheden at beslutningen om at bringe et kæledyr ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr fortjener vores kærlighed og fornuftige omsorg, at det at finde et andet passende hjem for dit dyr er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan tilbyde råd og vejledning, og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til at standse aflivninger og støt alle sterilisationskampagner for at forhindre uønskede dyr.
*Der er 2 væmmelige billeder af min Xaro, som han så ud i Grækenland. Har dog valgt de mest sobre*
Blanding af racer Xaro
feb 2011
Følger: 6 Følgere: 8 Hunde: 2
jun 2008
Følger: 39 Følgere: 36 Hunde: 1 Emner: 5 Svar: 21
hej
.høj til dine fine hunde .
kig forbi min hund
okt 2007
Følger: 86 Følgere: 80 Hunde: 3 Emner: 38 Svar: 550
har lige smidtet par høje til dine dejlige vapser kik forbi
maj 2007
Følger: 16 Følgere: 16 Hunde: 5 Emner: 4 Svar: 20
dine 2 vovser er også bare for dejlig
nov 2005
Følger: 15 Følgere: 14 Hunde: 2 Emner: 12 Svar: 104
det er bare orden
jul 2006
Følger: 73 Følgere: 68 Hunde: 1 Emner: 30 Svar: 142
åha det må jeg sige er en meget hjerte skærende historie han har været igennem men godt at du kunne tage ham til dig så han har det godt nu
han ser rigtig dejlig ud og ser bestemt også ud til at have det rigtig godt nu
held og lykke med den smukke basse fremover en høj er bestemt sendt afsted
nov 2005
Følger: 15 Følgere: 14 Hunde: 2 Emner: 12 Svar: 104
til jer nice hund jeg ville nok vælge et andet billed som start end et med pilleren ude men høj til jer og tak for velkomsten til min schæfer og det gør da ikke noget han ikke blev schæfer han er da mindst lige s¨å fin
jan 2008
Følger: 22 Følgere: 21 Hunde: 1 Emner: 251 Svar: 1.568
sikke dog en dejlig hund... han får høj herfra
feb 2008
Følger: 10 Følgere: 9 Hunde: 1 Emner: 3 Svar: 45
2 høje fra Tyson....
Dejlige hunde.
mar 2008
Følger: 47 Følgere: 37 Hunde: 1 Emner: 1 Svar: 9
fint hvem udfodre
jan 2007
Følger: 52 Følgere: 53 Hunde: 5 Emner: 90 Svar: 1.355
da også lige en høj til dig også
maj 2007
Følger: 3 Følgere: 2 Hunde: 2
SKØN vovse:) høj er sendt.....
Stemmer I ikke i min udfordring!
dec 2007
Følger: 9 Følgere: 7 Hunde: 2 Emner: 68 Svar: 428
selv tak hehe
og tak for dine høj til mine vapser
jan 2008
Følger: 11 Følgere: 10 Hunde: 1 Emner: 23 Svar: 105
Det er der da heller ikke noget at sige til..hvem ville dog kunne det?! Jeg ville ihverfald ikke og det kunne du heldigvis heller ikke...Han er en heldig basse er han:o)
mar 2005
Følger: 28 Følgere: 30 Hunde: 3 Emner: 204 Svar: 4.258
hov hov .. det e ikek pænt at grine .. hahah.. ok så .. la gå
og lige præcis - han tror han er en noget så farlig rottweiler;)
jan 2008
Følger: 11 Følgere: 10 Hunde: 1 Emner: 23 Svar: 105
Sikke da en historie! Det er godt at se at han er blevet sådanne en dejlig hund nu, han har været heldig at få en mor som dig:o)
syntes han er en utrolig flot hund det er ikke så tit jeg ser en hund der ligner min Bella så meget, blev helt glad da jeg så ham:o)
nov 2005
Følger: 36 Følgere: 39 Hunde: 5 Emner: 23 Svar: 154
Skrækkelig historie, godt der er flere som denne der ender godt c",)
Held og lykke fremover
Høj fra os
dec 2006
Følger: 31 Følgere: 30 Hunde: 1 Emner: 46 Svar: 134
jan 2008
Følger: 18 Følgere: 16 Hunde: 2 Emner: 54 Svar: 211
Høj herfra til Xaro. Gud jeg kunne græde når jeg ser sådan et forfærdeligt billede som det nede fra Grækenland. Godt at der er nogen som gør et stykke arbejde for at ændre de hundes skæbne. Hilsen Bonnie
dec 2007
Følger: 5 Følgere: 4 Hunde: 1
hvor frygtelig og se disse to billeder, det gyser meg ned af ryggen.... men for fanden hvor ser han brand godt ud nu, klap salve til jeres hårde arbejde med ham. men man for det ti foldig tilbage og have en hund:-) thomps UP. kig forbi min hund. X høj er givet for jeres fantastiske hund
apr 2007
Følger: 13 Følgere: 11 Hunde: 2 Emner: 87 Svar: 730
fra mille,luna og jeg
dec 2007
Følger: 21 Følgere: 39 Hunde: 3 Emner: 75 Svar: 485
Hvor er han sød, han får en høj af Freja og mig :o)
sep 2007
Følger: 115 Følgere: 112 Hunde: 1 Emner: 23 Svar: 213
hvor er han flot, en høj her fra.
dec 2007
Følger: 3 Hunde: 1 Emner: 18 Svar: 99
Xaro: Sikke fin den er. Det var der en meget trist historie, med en meget Happy ending. En extra høj sendes snart.