{{currentPhoto.text}}
<
Blanding af racer Sille aka Sillemusen*RIP* 2005
679 visninger
|
Oprettet:
Kvinde
| 42 år
| Oprettet: 7. aug 2009
Blanding af racer Sille aka Sillemusen*RIP*
Fødselsår:
2005
Størrelse:
Ca 20 kg ved sidste vejning
Temperament
Stille, rolig, kærlig og lystrende...
Tricks
- Sit ved mundtlig ordre samt håndtegn
- Afgang ved mundtlig ordre samt håndtegn
- Lig ved mundtlig ordre
- Vente på mad, til værsgod
- Lystre uden snor (med undtagelse af forbifarende harer og dådyr)
- Afgang ved mundtlig ordre samt håndtegn
- Lig ved mundtlig ordre
- Vente på mad, til værsgod
- Lystre uden snor (med undtagelse af forbifarende harer og dådyr)
Stævner
Ingen
Stamtavle
Ingen-
Blanding af mynde, rottweiler, og 2 andre udefinerede hunde
Blanding af mynde, rottweiler, og 2 andre udefinerede hunde
Køn
Tæve
Beskrivelse
Sille kom til mig, da hun var 4 mdr gammel. Hun var blevet mishandlet, slået, sultet, fået brændt knurhårene af, ikke vaccineret, ingen dyrlægetilsyn eller anden omsorg.
Den første nat, sov hun i mine arme, uden at vågne en eneste gang for at tisse eller lege.. Hun puttede til langt op af formiddagen, med sine poter omkring min hals.
Det første jeg gjorde, var at tage hende til dyrlæge, hvor hun fik den fornødne omsorg, dvs vaccine, ormekur, chipmærkning og generel sundhedstest. Hun vejede ca 6 kg for lidt, havde betændelse i begge ører, som hun fik penicilinkur for.
Sille var ikke glad for mænd, især mænd med meget dybe stemmer. Hun ville ikke spise, hvis der kom bare den mindste lyd, for hun sammen, og væk fra madskålen. Efter en uges træning, hvor jeg sad på gulvet med hende og maden, begyndte hun at labbe i sig, og vægten begyndte stille og roligt at stige.
Min søn var 2½, og blev hurtigt knyttet til hende, og visa versa. Det var som om Sille stumt fortalte min søn, hvordan han skulle opdrage hende. Det er svært at forklare, man skal selv have været der..
Sille blev gradvist i bedre stand, vænnede sig til lyde og mennesker på gaden, jeg havde hende med overalt (indenfor rimelighedens grænser), og langsomt faldt hendes vagtværn overfor mænd, den forsvandt dog aldrig helt.
Sille fulgte min mindste vink, med eller uden snor (med undtagelse af, hvis en hare eller et dådyr lagde vejen forbi), hun var tryghedsnarkoman, men aldrig i tvivl om min kærlighed til hende, og at når jeg gik ud af døren, ville jeg også komme ind af den igen. Altid en krammer fra Sille, når jeg kom hjem..
For ca to år siden begyndte Sille at få blodøre, hvilket kom pludseligt over et par timer en Torsdag eftermiddag. Pludselig hang hendes hoved med venstre øre ned mod jorden, og samlingen var på størrelse med lidt over en tennisbold. Dyrlægen ordinerede prednisolon i 5 dage, førend de kunne foretage et indgreb, og vi blev sendt hjem igen, uden yderligere vejledning. Eftersom jeg ikke vidste hvad jeg havde med at gøre, vidste jeg ikke, at jeg skulle have protesteret allerede der..
Hun gik indtil Lørdag, så fik hun kradset hul på væskeansamlingen, det sprøjtede igennem køkken og stue, til hun nåede ud i haven, med mig i hælene.. Hun var så flov, og jeg gjorde alt for at trøste hende, det var så stor en lettelse for hende, da væsken havde spærret hele øregangen, kunne jeg nu se, hvordan der havde samlet sig skidt og betændelse der.. Der sad jeg så, og græd med min hund, og måtte ringe til en genbo, som har været falckmand og også i militæret.. Han kom med rensemiddel, forbindinger osv, så vi kunne sørge for at få det forbundet, imens jeg ringede til vagtdyrlægen. Han anbefalede at holde forbindingen til mandag, og tage til egen dyrlæge.
Mandag morgen, stod jeg ved dyrlægen, meddelende dem, at jeg ikke gik, førend de tog Sille ind.. Hun kom ind til operation, mens jeg var hammer nervøs for mit lille pus..
Hun skulle derefter gå med forbindingen i en uge, hvor jeg så måtte fjerne den, og senere stingene..
Da jeg tog forbindingen af hende, var jeg grædefærdig, for der, midt i syningen, sad en bule på golfboldestørrelse :(
Ringede til en anden dyrlæge, for en second op, og han havde tid samme dag.. Vi kom derud, og han havde to valgmuligheder til mig:
1: At han indlagde hende, indopererede et dræn, så de sprængte blodkar kunne hele indefra, eller
2: Han viste mig, hvordan jeg selv kunne dræne øret, så det fik ilt og kunne hele..
Vi gik efter nr 2, så jeg fik nåle og hele udstyret med hjem, efter to forsøg, hvor jeg ramte forkert, heldigvis ikke hårdt, fandt jeg hulrummet, og ramte plet derefter hver eneste gang. Væsken blev tømt ud, og Silles øre kunne påbegynde helingen. Der blev sideløbende behandlet med penicilin og prednisolon, samt renset ører til den store guldmedalje..
Derefter tømte jeg hendes øre 1-2 gange dagligt i næsten en måned, mens det helede mere og mere. Kunne dog hurtigt se, at der havde dannet sig en masse arvæv...
Sille ville meget gerne klø i sine ører, derfor fik hun temmelig mange penicilinkure i den tid, men det tog lissom kun toppen af det..
Da Sille var 2 havde hun perioder, hvor ørerne og poterne generede meget, og perioder hvor der ikke var noget. Hun begyndte dog at kaste op, tabe sig og blive mat i huden, så afsted til dyrlægen, som kunne bekræfte mine bange anelser; Sille led af allergi.
Der blev taget blodprøve til en allergitest, der blev krydset fingre for noget basalt, som let kunne ordnes..
Det skulle dog vise sig, at blive et helt andet forløb. Silles test viste allergi overfor:
4 forskellige slags græs (3 helårige)
Efeu
Vedbæk og Vedbænd
Lagermider og husstøvmider
og div andre planter.
Igang med foderskifte, først ved hjemmelavet mad, derefter små forsøg med lagermidefri allergi foder, restriksioner omkring godbidder og andet, samt prednisolon og bestilling af allergivacciner..
I 2008 først på året, kom blodøret lidt tilbage, men jeg nåede at tage det i opløbet, ved at starte dræning igen.
I løbet af efteråret tog allergisymptomerne til, hendes poter kløede, hun slikkede dem voldsomt, virrede med hovedet, ørerne kløede, armhulerne kløede og hun begyndte at fælde voldsomt. Sent på efteråret, fik hun blodøre i det andet øre, jeg vidste hvad det betød, og købte igen ind af kanyler, spritservietter osv.. Jeg drænede og drænede, indimellem op til 3 gange om dagen, fordi væsken samlede sig så hurtigt. Hun begyndte på allergivaccinen, samt kure med prednisolon, brugte formuer på foderskifte og behandling, men i december, var jeg nødsaget til at give hende skærm på, om natten, og når jeg var ude af hjemmet, da hun ellers ville kradse og slikke sig selv til blods. Dyrlægen sagde, at jeg skulle give vaccinen mindst 16 uger, før man kunne se om den ville have positiv virkning på hende. Den tid føltes uendeligt lang, mens vi blot kunne se det blev værre og værre. Der blev købt kløestillende shampoo, naturmedicin, men nu begyndte kæberne at klø, så hun kradsede dem til blods, der blev renset og smurt, renset og smurt, hver uge, næsten hver dag, var der et nyt sted der skulle smøres.. Ørerne krævede rensning hver dag, grundigt og længe...
Til sidst måtte hun gå med skærm, 24 timer i døgnet, da vi ellers kunne bruge al vor tid på at "være efter hende", med poteslikkeriet, bidderiet og kløen..
Jeg kunne komme hjem fra fodbold, og hun havde moslet skærmen af, for at have kløet sin kæbe til blods.. Op om natten, fordi ørerne kløede, virrede med hovedet og var rastløs. Det var stressende, anstrengende og udmattende, mest for hende, men også for os, fordi min søn indimellem også fik forstyrret sin nattesøvn, og jeg var oppe mindst én gang om natten, oftest flere, fordi hun var urolig..
I August, havde hun fået vaccinen i et år, og alt var blevet forværret. Jeg overvejede for og imod, skrev et indlæg efter folks mening og erfaringer, snakkede med dyrlægen, og kom kun frem til ét...
At lade Sille få fred. Det var urimeligt og unfair at blive ved, hendes allergi blev kun værre, og hvad ville det næste være, jeg kom hjem til, måske en oprevet kæbe ind til knoglerne, en smadret pote, eller andet.. Beslutningen var hård, især fordi vi havde det speciele følelsesmæssige bånd fra da jeg fik hende... Hun sov på mine fødder, og jeg nød det, hun gav mig ligeså meget tryghed, som jeg gav hende. Min søns ord: "Mor, Sille er min bedste kammerat"...
Jeg tog beslutningen, og ringede til dyrlægen mandag den 24 august. Fik en tid torsdag den 28 august (min afdøde søsters fødselsdag, når det nu skulle være).. Jeg tudede hele weekenden inden opkaldet, jeg tudede under opkaldet, efter, og resten af dagen, ved tanken om at skulle fortælle min søn det, tudede jeg endnu mere.
Sille, var den bedste hund.. Min hund...
Jeg tog med til dyrlægen, gik med ind, og ville følge hende hele vejen. Hun var glad og normal, logrede med halen, selvom jeg stortudede.. Hun hilste på alle, samtidig med at hun kløede og kradsede..
De værste eftertanker er nok for de som havde hende først. Hendes stofskifte var simpelthen blevet ødelagt, af at blive sultet, så hendes krop kunne bare ikke beskytte sig selv.
Jeg var bitter, og vil være det en rum tid, men min Sille har fået fred, forhåbentlig løber hun rundt og hygger i en allergifri verden sammen med min søster....
Den første nat, sov hun i mine arme, uden at vågne en eneste gang for at tisse eller lege.. Hun puttede til langt op af formiddagen, med sine poter omkring min hals.
Det første jeg gjorde, var at tage hende til dyrlæge, hvor hun fik den fornødne omsorg, dvs vaccine, ormekur, chipmærkning og generel sundhedstest. Hun vejede ca 6 kg for lidt, havde betændelse i begge ører, som hun fik penicilinkur for.
Sille var ikke glad for mænd, især mænd med meget dybe stemmer. Hun ville ikke spise, hvis der kom bare den mindste lyd, for hun sammen, og væk fra madskålen. Efter en uges træning, hvor jeg sad på gulvet med hende og maden, begyndte hun at labbe i sig, og vægten begyndte stille og roligt at stige.
Min søn var 2½, og blev hurtigt knyttet til hende, og visa versa. Det var som om Sille stumt fortalte min søn, hvordan han skulle opdrage hende. Det er svært at forklare, man skal selv have været der..
Sille blev gradvist i bedre stand, vænnede sig til lyde og mennesker på gaden, jeg havde hende med overalt (indenfor rimelighedens grænser), og langsomt faldt hendes vagtværn overfor mænd, den forsvandt dog aldrig helt.
Sille fulgte min mindste vink, med eller uden snor (med undtagelse af, hvis en hare eller et dådyr lagde vejen forbi), hun var tryghedsnarkoman, men aldrig i tvivl om min kærlighed til hende, og at når jeg gik ud af døren, ville jeg også komme ind af den igen. Altid en krammer fra Sille, når jeg kom hjem..
For ca to år siden begyndte Sille at få blodøre, hvilket kom pludseligt over et par timer en Torsdag eftermiddag. Pludselig hang hendes hoved med venstre øre ned mod jorden, og samlingen var på størrelse med lidt over en tennisbold. Dyrlægen ordinerede prednisolon i 5 dage, førend de kunne foretage et indgreb, og vi blev sendt hjem igen, uden yderligere vejledning. Eftersom jeg ikke vidste hvad jeg havde med at gøre, vidste jeg ikke, at jeg skulle have protesteret allerede der..
Hun gik indtil Lørdag, så fik hun kradset hul på væskeansamlingen, det sprøjtede igennem køkken og stue, til hun nåede ud i haven, med mig i hælene.. Hun var så flov, og jeg gjorde alt for at trøste hende, det var så stor en lettelse for hende, da væsken havde spærret hele øregangen, kunne jeg nu se, hvordan der havde samlet sig skidt og betændelse der.. Der sad jeg så, og græd med min hund, og måtte ringe til en genbo, som har været falckmand og også i militæret.. Han kom med rensemiddel, forbindinger osv, så vi kunne sørge for at få det forbundet, imens jeg ringede til vagtdyrlægen. Han anbefalede at holde forbindingen til mandag, og tage til egen dyrlæge.
Mandag morgen, stod jeg ved dyrlægen, meddelende dem, at jeg ikke gik, førend de tog Sille ind.. Hun kom ind til operation, mens jeg var hammer nervøs for mit lille pus..
Hun skulle derefter gå med forbindingen i en uge, hvor jeg så måtte fjerne den, og senere stingene..
Da jeg tog forbindingen af hende, var jeg grædefærdig, for der, midt i syningen, sad en bule på golfboldestørrelse :(
Ringede til en anden dyrlæge, for en second op, og han havde tid samme dag.. Vi kom derud, og han havde to valgmuligheder til mig:
1: At han indlagde hende, indopererede et dræn, så de sprængte blodkar kunne hele indefra, eller
2: Han viste mig, hvordan jeg selv kunne dræne øret, så det fik ilt og kunne hele..
Vi gik efter nr 2, så jeg fik nåle og hele udstyret med hjem, efter to forsøg, hvor jeg ramte forkert, heldigvis ikke hårdt, fandt jeg hulrummet, og ramte plet derefter hver eneste gang. Væsken blev tømt ud, og Silles øre kunne påbegynde helingen. Der blev sideløbende behandlet med penicilin og prednisolon, samt renset ører til den store guldmedalje..
Derefter tømte jeg hendes øre 1-2 gange dagligt i næsten en måned, mens det helede mere og mere. Kunne dog hurtigt se, at der havde dannet sig en masse arvæv...
Sille ville meget gerne klø i sine ører, derfor fik hun temmelig mange penicilinkure i den tid, men det tog lissom kun toppen af det..
Da Sille var 2 havde hun perioder, hvor ørerne og poterne generede meget, og perioder hvor der ikke var noget. Hun begyndte dog at kaste op, tabe sig og blive mat i huden, så afsted til dyrlægen, som kunne bekræfte mine bange anelser; Sille led af allergi.
Der blev taget blodprøve til en allergitest, der blev krydset fingre for noget basalt, som let kunne ordnes..
Det skulle dog vise sig, at blive et helt andet forløb. Silles test viste allergi overfor:
4 forskellige slags græs (3 helårige)
Efeu
Vedbæk og Vedbænd
Lagermider og husstøvmider
og div andre planter.
Igang med foderskifte, først ved hjemmelavet mad, derefter små forsøg med lagermidefri allergi foder, restriksioner omkring godbidder og andet, samt prednisolon og bestilling af allergivacciner..
I 2008 først på året, kom blodøret lidt tilbage, men jeg nåede at tage det i opløbet, ved at starte dræning igen.
I løbet af efteråret tog allergisymptomerne til, hendes poter kløede, hun slikkede dem voldsomt, virrede med hovedet, ørerne kløede, armhulerne kløede og hun begyndte at fælde voldsomt. Sent på efteråret, fik hun blodøre i det andet øre, jeg vidste hvad det betød, og købte igen ind af kanyler, spritservietter osv.. Jeg drænede og drænede, indimellem op til 3 gange om dagen, fordi væsken samlede sig så hurtigt. Hun begyndte på allergivaccinen, samt kure med prednisolon, brugte formuer på foderskifte og behandling, men i december, var jeg nødsaget til at give hende skærm på, om natten, og når jeg var ude af hjemmet, da hun ellers ville kradse og slikke sig selv til blods. Dyrlægen sagde, at jeg skulle give vaccinen mindst 16 uger, før man kunne se om den ville have positiv virkning på hende. Den tid føltes uendeligt lang, mens vi blot kunne se det blev værre og værre. Der blev købt kløestillende shampoo, naturmedicin, men nu begyndte kæberne at klø, så hun kradsede dem til blods, der blev renset og smurt, renset og smurt, hver uge, næsten hver dag, var der et nyt sted der skulle smøres.. Ørerne krævede rensning hver dag, grundigt og længe...
Til sidst måtte hun gå med skærm, 24 timer i døgnet, da vi ellers kunne bruge al vor tid på at "være efter hende", med poteslikkeriet, bidderiet og kløen..
Jeg kunne komme hjem fra fodbold, og hun havde moslet skærmen af, for at have kløet sin kæbe til blods.. Op om natten, fordi ørerne kløede, virrede med hovedet og var rastløs. Det var stressende, anstrengende og udmattende, mest for hende, men også for os, fordi min søn indimellem også fik forstyrret sin nattesøvn, og jeg var oppe mindst én gang om natten, oftest flere, fordi hun var urolig..
I August, havde hun fået vaccinen i et år, og alt var blevet forværret. Jeg overvejede for og imod, skrev et indlæg efter folks mening og erfaringer, snakkede med dyrlægen, og kom kun frem til ét...
At lade Sille få fred. Det var urimeligt og unfair at blive ved, hendes allergi blev kun værre, og hvad ville det næste være, jeg kom hjem til, måske en oprevet kæbe ind til knoglerne, en smadret pote, eller andet.. Beslutningen var hård, især fordi vi havde det speciele følelsesmæssige bånd fra da jeg fik hende... Hun sov på mine fødder, og jeg nød det, hun gav mig ligeså meget tryghed, som jeg gav hende. Min søns ord: "Mor, Sille er min bedste kammerat"...
Jeg tog beslutningen, og ringede til dyrlægen mandag den 24 august. Fik en tid torsdag den 28 august (min afdøde søsters fødselsdag, når det nu skulle være).. Jeg tudede hele weekenden inden opkaldet, jeg tudede under opkaldet, efter, og resten af dagen, ved tanken om at skulle fortælle min søn det, tudede jeg endnu mere.
Sille, var den bedste hund.. Min hund...
Jeg tog med til dyrlægen, gik med ind, og ville følge hende hele vejen. Hun var glad og normal, logrede med halen, selvom jeg stortudede.. Hun hilste på alle, samtidig med at hun kløede og kradsede..
De værste eftertanker er nok for de som havde hende først. Hendes stofskifte var simpelthen blevet ødelagt, af at blive sultet, så hendes krop kunne bare ikke beskytte sig selv.
Jeg var bitter, og vil være det en rum tid, men min Sille har fået fred, forhåbentlig løber hun rundt og hygger i en allergifri verden sammen med min søster....
Blanding af racer Sille aka Sillemusen*RIP*
aug 2008
Følger: 70 Følgere: 67 Hunde: 5 Emner: 4 Svar: 206
Ej hvad får dog mennesker til at behandle dyr sådan ? ? Godt at hun fik det godt den sidste tid hos dig. . Er ked af dit tab. . Der er sendt en EXTRA høj til smukke Sille og en tanke sendt op i hunde himmelen til hende. .
maj 2009
Følger: 17 Følgere: 16 Hunde: 2 Emner: 18 Svar: 390
Fik helt tårer i øjnene over Silles historie
Men dejligt at hun fik kærlighed til det sidste..
Et stort hundekys er sendt op i himlen til hende..
sep 2007
Følger: 115 Følgere: 112 Hunde: 1 Emner: 23 Svar: 213
puha sikke noget, hvor var det godt at hun kom til dig og fik masser af kærlighed og omsorg det lille pus.
feb 2009
Følger: 32 Følgere: 34 Hunde: 3 Emner: 40 Svar: 226
En HØJ er sendt til himlen :o)
sep 2004
Følger: 16 Følgere: 16 Hunde: 3 Emner: 41 Svar: 613
Kæmpe høj til din himmelhund.
Sikken en skidt start hun havde fået godt hun fik nogen dejlige år med dig..
maj 2008
Følger: 45 Følgere: 44 Hunde: 3 Emner: 29 Svar: 1.148
Jeg sidder her med tårer i øjnene over Silles historie.. :´(
Hvor er det godt ,hun endte med at blive en del af din familie. Selvom hendes liv blev alt for kort, nåede hun at opleve venlighed, kærlighed og at nogle ville hende det godt.
Det varmer at vide der findes mennesker, som dig..