1.539 visninger
|
Oprettet:
FølgFølg ikke
12 Svar
Andre, der har mistet deres hund fornylig Andre, der har mistet deres hund fornylig
Hej.
Jeg har lige mistet min hund. De sagde, at det var lymfekræft.
Jeg er FULDSTÆNDIG knust. Det gik også bare så hurtigt - var slet ikke klar over, at hun var syg - hun virkede trist, men det gjorde hun nogen gange, når hendes mavekatar blussede op. Det var først, da hun ikke rigtig ville have sin mad og at jeg opdagede de forstørrede lymfekirtler, at det gik op for mig, at der var noget galt og så gik det hurtigt ned ad bakke.
Hvis andre har mistet fornylig, tænkte jeg, at vi måske kunne støtte hinanden lidt - for det er virkelig, virkelig hårdt - savnet er ubeskriveligt.
0 synes godt om
dec 2020
Emner: 1 Svar: 4
jun 2009
Følger: 6 Emner: 8 Svar: 110
jul 2008
Følger: 6 Følgere: 5 Hunde: 1 Emner: 31 Svar: 400
jun 2010
Følger: 42 Følgere: 61 Hunde: 11 Emner: 383 Svar: 3.514
Det er ubeskriveligt hårdt at hun er væk og jeg savner hende eneste dag. Jeg ved mange tænker at det må være en trøst at hun fik så langt og godt et liv. Men det hjælper ikke. Jeg mangler Cleo nu og det ville jeg også gøre selv om hun blev 100 år - det ville stadig ikke være længe nok
De sidste to år havde Cleo det svært. Hun have dårlige dage der blev flere og flere. På de dage havde hun kvalme og fik kramper. Det skyldes en tumor i hendes hjerne som langsomt voksede og som vi intetkunne gøre ved. Jeg kæmpede virkelig for hende og hun fik naturligvis medicin mm. Men langsomt blev kvalmen og kramperne kraftigere og selv en meget høj dosis kunne ikke fjerne det.
Når man fortæller det sådan virker det som en åbenlys og let beslutning at sige stop. Men det var så svært og virkelig hårdt at sige stop. Mange omkring mig som så Cleo på en dårlig dag havde let ved at sige at de synes det var nu, og sige at hun burde være aflivet for længst. Men jeg så hende jo også på alle sine gode dage hvor hun var så glad. Og helt ærligt inderst inde har jeg stadig dårlig samvittighed over at lade dyrelægen aflive hende. Også selvom alle siger det var den rigtige beslutning, selvom hun var så syg og selvom hun snart var 16 år - jeg synes stadig det virkede helt forkert. Hun var min bedste ven og jeg ved det eneste Cleo altid bare ville var at være hos mig. På de anden side havde jeg også dårlig samviggtighed når hun havde det dårligt jeg ønskede jo ikke hun skulle have det sådan
Cleo skulle herfra hjemme os os selv (fordi hun var bange for dyrlægen og havde været alt for tit hos dyrlge i dens seneste tid) og det betød tiden skulle bestilles i forvejen. Derfor ramte vi desværre (eller heldigvis) en af hendes gode dage. Så hun måtte her fra på en dag hvor hun var så glad, lavede tricks og nød at tøffe rundt i haven. Og selv om vi prøvede at skjule af dyrelægen var dyrelægen opdagede Cleo det godt. Og selv om jeg virkelig prøvede at gøre alt så det sdste Cleo skulle opleve ikke var slemt (hun fikmasser af lækre godbidder og stedet hvor hun skulle have det bedøvende prik havde fået lokalbedøvende creme på) så mærkede hun det alligevel og pev da hun fik stikket. Og hvor er jeg ked af det blev sådan og det ikke bare var en pille hun kunne spise og blive træt af.
men ja sådan var det for os. Nu er der snart gået 6 måneder og jeg tænker på hende og savner hende hver eneste dag. Jeg drømmer om hende om natten og det er som om en del af min hjerne stadig ikke har forstået hun virkelig er væk
Så ja jeg ved præcist hvor hårdt og forfærdeligt det kan være at miste og hvor svært det kan være for andre at trøste en. Men jeg synes det hjælper at snakke om det og tale om dem og huske dem.Det gør selvfølgelig ikke at at ikke savner dem og mangler dem men det hjælper alligevel lidt synes jeg
jun 2007
Følger: 11 Følgere: 25 Hunde: 5 Emner: 107 Svar: 6.330
Vi mistede Clara d. 26. okt.
Hun var knapt 12 år. Hendes nyrer var ikke så gode mere og hun var lettere dement. Måske pga nyrerne.
Hun var urenlig, da hun drak meget trods nyrediæt. Hun begyndte at "vogte" vandskålene og så var det slut. Hun kunne måske være blevet ældre, men efter vi lod vores første hund blive "for gammel", så vil vi hellere sig tak for denne gang et halv år "for tidligt". Vi tilgiver aldrig os selv, at vi trak den med Magnus.
Vi har jo flere hunde og ud over Clara selv, skal vi også tage hensyn til resten af flokken.
Jeg skrev til min dyrlæge om morgenen, om hun kunne tage Clara senere på dagen. Selvfølgelig!
Clara gik glad og logrende ind til Gitte. Hun fik den bedøvende og var hurtig væk. Vi fik dén tid alene med hende. Det samme med den aflivende. Fint og helt stille. Det gør ubeskriveligt ondt og hun efterlader et kæmpe tomrum. Jeg tog selv imod hende, da hun var eget opdræt (dog født hos hvalpekøber). Clara opnåede at blive unghundeverdensvinder i Herning i 2010 samt vandt BIS på en stor racespecial i 2012. Hun har givet os 12 fine hvalpe i 3 kuld, hvilke hun var knald dygtig til. En psykisk stærk tæve, som fyldte meget i flokken. En fantastisk rottefænger og en helt eminent sød og kærlig hund. Hun er meget savnet, men jeg er også nødt til ærligt at sige, at det er en lettelse at hun ikke er her mere. Vi (os, børn og resten af flokken) skal ikke hele tiden tage hensyn. Der er ikke tissesøer efter 2 timer alene og der er bare meget mere harmoni over vores tilbageværende flok på 4 tæver (heraf en datter og et barnebarn).
dec 2020
Emner: 1 Svar: 4
Til CMP vil jeg sige, at jeg kan genkende alt hvad du skriver.
Min blev 11 1/2 og var også med mig overalt. Når jeg tænker på, at jeg har været sammen med hende hver dag i 11 1/2 år, kun afbrudt af ferierejser til udlandet, så er der vel ikke noget at sige til, at man føler sig fuldstændig amputeret, når de så pludselig ikke er ved din side mere.
Jeg forstår også dit dilemma med, hvornår det er det rigtige tidspunkt, at træffe den svære beslutning. Jeg gruede for at skulle træffe det - at skulle gøre sig til herre over liv og død, virker helt forkert - og kommer man til at gøre det for tidligt ell. for sent - det er så svært, så svært.
Jeg havde/har samme tanke som du, hvorfor det stik skal gøre ondt - det var ikke så fredfyldt/roligt, som jeg havde troet/håbet på. Min var også skræmt for dyrlæger, men opdagede også straks, hvad det var for en, der kom ind af døren.
Min hjerne forstår , ell. rettere sagt vil ikke forstå, at hun er væk og når nogen påpeger det, bliver jeg ked af det og bryder mig ikke om, at høre de ord.
Det er 3 uger siden nu - dyrlægen sagde, at jeg eft. 2 - 3 dg. ville se anderledes på det - jeg vidste at det ikke ville ske - og er ikke sket. Intet er blevet bedre på de 3 uger.
Det, der tynger mig mest, er skyldfølelse - den æder mig op. Hun blev 1/2 år forinden opereret for mælkekirtelkræft - og her tror jeg, at hun blev opereret for sent. Vi måtte vente 3 1/2 mdr. på operationen, fordi ingen havde fortalt mig, at man ikke måtte operere i alt det omkring en løbetid - havde jeg haft denne information, havde vi kunnet nå, at få hende opereret inden hun kom i løbetid.
Jeg ved ikke, om sådan en skyldfølelse "lægger" sig med tiden - jeg frygter at den ikke gør - har andre erfaring med skyldfølelse?
Jeg er normalt et ret privat menneske og det har været grænseoverskridende for mig, at skrive disse ting offentligt - men mener samtidig, at hvis jeg vil have noget igen, må jeg også udlevere noget af mig selv.
Men jeg er taknemmelig for alle ,der vil bidrage med noget - jeg har brug for at vende tingene med nogen hundeelskere.
dec 2020
Emner: 1 Svar: 4
Ligeledes, hvordan sorgen har ændret sig på det år, der er gået.
Til Iben M.: Har du lyst at uddybe lidt? Også om sorgen har aftaget/ændret sig over de 3 mdr.
Til Isabelle: Du er heldig (midt i al det ulykkelige), at have 2 slægtninge til Fie. Det tænker jeg meget på, at bare jeg havde. Har kigget den kennel, hvor vi købte hende, for at se, om muligheden for at få nogle gener, var til stede - men nej, den er nedlagt.
Ps. Hvor var Fie smuk.
Til Louise C: Dyrlægen sagde til mig, at nogen kunne føle lettelse efterfølgende - men husker, at jeg kiggede på hende og tænkte; sådan vil det aldrig blive for mig - og der har siden, ikke været så meget som snerten af lettelse.
Måske har jeg været endnu tættere knyttet til hende, idet hun var min første hund og vi kun har været hende, min søn og jeg i familien i alle de år.
Nogen, der har erfaring med at få ny hund eft. et tab? God/dårlig ide - i så fald, hvornår er tidspunktet det rette? Og hvilke tanker har I gjort Jer omkring det?
Til Rotterne: Har du lyst at uddybe lidt?
Også tak til Anine og Hippie.
jul 2008
Følger: 6 Følgere: 5 Hunde: 1 Emner: 31 Svar: 400
Min sorg er ikke blevet mindre men den er blevet mere håndterbar.
Den første måneds tid sov jeg i stuen, jeg kunne ikke være i soveværelset. Jeg kunne høre ham hele tiden og sengen var bare enorm.
jun 2007
Følger: 11 Følgere: 25 Hunde: 5 Emner: 107 Svar: 6.330
Lettelse er så meget sagt og så alligevel. Har man gået og talt frem og tilbage i længere tid, så kan det absolut godt føles som en "lettelse" at få det overstået. Der er jo ingen (tænker jeg) der går fløjtende ind til dyrlægen, for at få aflivet en hund.
Vi trak den med vores første. Det kommer aldrig til at ske igen!
Det gør ikke mindre ondt at vente et halvt år. Samvittigheden bliver dog muligvis dårligere.
Det gør ikke ondt at blive aflivet, men det gør ufattelig ondt på os. Ondt ikke mindst fordi vi skal lege herre over liv og død. Vi skal afgøre om det er slut. Det kan vi ikke lide. Jeg må ærligt indrømme, at jeg er begyndt at fortælle mine kunder (jeg er hundefrisør), når jeg synes at de er ved at overskride grænsen for hundens værdighed. Det er meget grænseoverskridende og det kræver at jeg tæller til 10 mange gange...
Som udgangspunkt får vi en rigtig godt snak, og ejerne ringer eller skriver og er lettede. De var glade for snakken og det bekræftede dem i at det var tid. De fleste ved det jo godt, men ønsker faktisk andres "accept". Vi er bange for at sende hunden afsted for tidligt. Er det nu ok?
Ja det er ok! Der er ingen der peger fingre. Hundene har givet os så ufatteligt meget. Nu skylder vi dem et sidste farvel med rak for alt. Det gør vi ikke ved at trække den.
Jeg savner Magnus virkelig meget. Han var en ener! Sorgen er dog væk nu og de gode minder og smilene er det der tager over.
Vi har aldrig færre end 2 hunde her og det gør jo at der aldrig er tomt. Der er altid et par brune øjne og et vådt kys på kinden.
Vi takler det at miste på forskellige måder. Jeg tudede de sidste 1,5 år inden Magnus blev aflivet. Dvs når jeg tænkte tanken om at tiden nærmede sig. Han blev knapt 15 år. Jeg tudbrølede da han fik den sidste sprøjte og så har der intet været siden. Med Clara fældede jeg en tåre da hun fik den sidste sprøjte. Var jeg mindre glad for Clara? Nej afgjort ikke men hun var en anden hund og habde en anden plads i familien. Den første er altid noget særligt.
Derudover vil jeg så sige, at nogle hunde kravler længere ind under huden end andre. Sådan er det bare.
Det er vigtigt at du er i dén sorg og ikke lader andre nedgøre den. For nogle mennesker er dét at miste et kæledyr, det samme som at miste et familiemedlem. Det er helt ok!
mar 2011
Følger: 7 Følgere: 32 Hunde: 2 Emner: 25 Svar: 1.965
Jeg mistede Queenie for 7 år siden nu også til mælkekirtelkræft, som havde spredt sig til lymfekirtlerne og til sidst til lungerne. Her trak vi den for langt, og den dårlige samvittighed har siddet i mig længe. Hun blev syg første gang som 5-årig og nåede at blive opereret tre gange inden hun døde som 9-årig. Efter sidste operation besluttede vi, at det skulle hun ikke igennem igen. Hun havde meget svært ved at hele og havde det generelt skidt efter at være blevet opereret. Historien er nok ubehagelig for nogen at læse, så det vil jeg gerne lige advare om på forhånd.
Jeg havde booket tid til dyrlægen, fordi Queenie var begyndt at virke træt, hendes vejrtrækning var tungere (men vi havde egentlig troet at det skyldes varmen) og så fandt jeg knuder i mælkekirtlerne igen. Min mor og jeg skulle dog på en lille tur til Rom, fire dage, hvor min far og Queenie var alene hjemme. I de fire dage stoppede hun med at spise og blev bare dårligere og dårligere. Vi kom hjem en torsdag aften og burde være kørt direkte til dyrlægen, men vi havde tid fredag morgen, så vi besluttede at vente. Hun var tynd og trist i pelsen, halsede og kunne ikke finde ro. Hver gang hun prøvede på at lægge sig ned, rejste hun sig med det samme igen. Hun livede kun op, da vi var ved stranden og hun så måger.
Næste morgen ved dyrlægen tog vi lungerøntgen, fordi vi ville være helt sikre på, at der ikke var mere at gøre. Normalt er lungerne mørke på sådan et billede, men Queenies var helt hvide af kræftknuder. Grunden til at hun ikke kunne ligge ned var, at knuderne havde presset på hjertet, så det nu lå helt fremme ved ribbenene, så der blev presset på det, når hun lå ned. Det var en forfærdelig oplevelse, og jeg kommer aldrig til at trække tiden med en hund igen.
Den dårlige samvittighed er ikke slem mere. Når jeg skriver historien ned igen, så giver det et stik, men jeg har tilgivet mig selv. Jeg har lært af oplevelsen.
Jeg savner stadig Queenie meget. Jeg fik hende, da jeg var 12, så hun var der igennem alle de svære år. Men i dag er hun et kærligt minde, og jeg knuselsker Atlas for den han er, selvom han næsten er hendes modsætning. Der gik tre år efter Queenie, før jeg var klar til en ny hund, og jeg troede egentlig først, at jeg skulle have en anden race, for ikke at sammenligne. Men golden retrieveren er åbenbart min race, så sådan endte det alligevel med at blive igen.
dec 2020
Emner: 1 Svar: 4
Til A & Atlas: Tak for din fortælling - bliver også ked af det på Jeres vegne, men det er rart at læse, at man ikke er alene om, at have oplevet denne sorg. Bliver lidt forskrækket over at høre, at der skulle gå 3 år, før du var parat til en ny hund. Mine venner siger til mig, at jeg skal se at få en ny hund eft. årsskiftet, men det tør jeg ganske givet ikke. Som jeg sidder nu, frygter jeg, at jeg ikke kan tage mig af den - og hvad hvis følelserne ikke er med - det vil/kan jeg ikke byde en ny hund.
Har nogen erfaring med, at få en ny hund eft. at man har mistet sin gamle, som man var utrolig glad for???
jun 2007
Følger: 11 Følgere: 25 Hunde: 5 Emner: 107 Svar: 6.330
Andre, der har mistet deres hund fornylig