Træt af at høre om farlige muskelhunde {{forumTopicSubject}}

Får endnu en gang lyst til at fortælle min egen historie.

Da jeg var 15 år gammel lå jeg og sov i mine forældres camping vogn med min cairn Terrier Nimbus. Nimbus var ikke glad for alle mennesker, men havde ALDRIG gjort mig noget. Den morgen blev mit værste mareridt. Min næse blev flået op, og jeg vågnede med et sæt. Det eneste jeg prøvede var at få banket hunden væk fra mit ansigt, og det lykkedes heldigvis til sidst.

Jeg har aldrig skreget højere i mit liv. Blodet væltede ned af mig, og jeg var nok ikke rigtig vågen på dette tidspunkt. Jeg husker i hvert fald ikke mere.

Men min far tog min hund og satte ham ud i bilen, mens min mor sørgede for at jeg blev lagt på siden så blodet kunne løbe ud uden jeg blev kvalt. Ambulancen var selvfølgelig på vej, men i følge mine forældre gik det alt for langsomt.

Jeg kommer til bevisthed i ambulancen på vej til Næstved Sygehus. Min mor sidder der og holder mig i hånden. Jeg råbte og skreg: "Hvor er Nimbus?! Hvis i rør min hund ... Mor forhelvede hvor er Nimbus?!"
Nimbus var min øjesten. Jeg fik ham da jeg var 8 år gammel, og min far havde selvfølgelig hjulpet med at opdrage ham. Han var en sær hund der havde sin egen måde at gøre tingene på, og det endte galt. Han blev aflivet samme dag, og jeg talte ikke til min far i en måned.

I dag ser man næsten ikke mine ar takket være de dygtige læger. Men, min næse er invendigt et helvede, som der ikke kan gøres noget ved. Hver gang jeg pusser næse for jeg blodtud, eller når bare den blive ramt lidt for hårdt.


Også er det kun muskelhunde der kan gøre stor skade??
-Var jeg ikke vågnet den morgen som jeg gjorde, og havde jeg ikke i chok slået hunden væk, så havde han også haft fat i min hals, og så er det ikke sikkert jeg havde været i live i dag. Tænker over det ...