Den sværeste beslutning {{forumTopicSubject}}

Jeg skrev et indlæg herinde for en lille måneds tid siden ang min amerikanske staffordshire terrier der havde smerter i bagbenet, 2 dage efter var vi ved dyrlægen og han fik konstateret HD af graden C-D i en alder af kun 2 et halvt år. Siden da har han fået Hills J/D foder samt tilskud med glukosamin og smertestillende, og det så faktisk ud til at virke.
Men hvor han altid har elsket alle andre hunde og mennesker blev han lige pludselig helt stiv hver gang der gik en anden hund forbi ham, man kan slet ikke komme i kontakt med ham, og selv bare mennesker der kommer gående er han utryg ved så jeg kunne jo godt se der var noget som ikke var helt rigtigt, for 2 dage siden knurrede han af mig og snappede ud ( hvilket han ALdrig har gjort før) men så snart det gik op for ham virkede han virkelig ked og flov jeg fik idag kontakt til dyrlægen og spurgte dem til råds da jeg bestemt ikke kunne lide at se min lille skat sådan, derfra blev jeg sendt videre til en hundeadfærdsexpert i århus som (efter jeg havde fortalt hende hans historie) med det samme fortalte mig at han havde smerter og derfor havde behov for at passe extra godt på, hvilket jeg jo godt vidste et eller andet sted, men man er jo nød til at prøve! vi snakkede frem og tilbage i længere tid og hun bad mig derefter prøve at "tage det rigtige valg" hvilket jo er indlysende når han er i smerter jeg begyndte med det samme at græde (ligesom nu) og hun snakkede med mig om de ting jeg skulle gøre op med mig selv først og om hvad der var bedst for min lille skat selvom det føltes så uretfærdigt.

Jeg kan bare ikke forstå det, jeg vil så gerne gøre det rigtige for ham, og hvis det er at lade ham få fred så er det sådan det er, men jeg kan ikke give slip inden jeg ved der ikke var mere jeg kunne have gjort for ham, under alle omstændigheder vil jeg have at han forlader denne verden med en masse gode minder om at han havde det godt og var elsket, for det er han, det er som at skulle sige farvel til en del af sig selv, mit lille barn, og ikke med minder om en tid i smerte og problemer.

Så som min sidste bøn vil jeg bede jer konstakte mig med det samme hvis i kan, eller kender nogle der måske kan gøre noget for min dreng!

-please ikke nogle spydige kommentarer, dette er svært nok i forvejen for mig, han er mit et og alt!

håbefulde hilsner fra Iben og Micko

Undskyld hvis dette er lidt usammenhængende, jeg har bare brug for hjælp