en vagthunds fortælling {{forumTopicSubject}}

jeg er alletiders vagthund, eller det synes jeg i hvert fald selv.. jeg gør af alt der kommer forbi, meget præventivt..alt får et bjæf.. Naboens kat, forbipassenrende til fods og på cykel, musvitterne på fuglebrættet, bladene fra træerne selv mit eget spejlbillede skal ikke tro det er noget... ja heller en gang for meget end en gang lidt er mit motto. Jeg har øvet mig i to år på at gøre mit vuf perfekt, til at starte med brummede jeg bare lidt, så lidt højere, og ja så gik stemmen jo i overgang, og nu må jeg erkende, som en anden Peter Frødin, at min stemme egner sig bedre til at hyle folk ud end at gø dem ud.. Så det gør jeg, lige til de må holde sig for ørene i smerte *gnæk gnæk*.. Men se, et er at være en farlig vagthund når mor og far er hjemme, det spiller ingen trille, tjuhej og op med mig hvor det går ved bare den mindste lyd.. Men idag skulle jeg være alene for første gang i mit nye store hus, og der lå jeg, helt alene og forladt da det bankede på døren... PANIK, WHAT TO DO.. Kunne høre døren gå op, ARGH... jeg må gemme mig, men hvor.. JO under sofaen.. Problemet er bare.. Jeg er jo vokset lidt, og jeg kunne kun få hovedet og skuldrende ind under, men hva det er bedre end ingenting, jeg prøvede bare at forestille en sutsko.. "hallo er der nogen hjemme" sagde en stemme der lød umiskendeligt meget som min mormors, forbistrede indbrudstyve at lyde som hende, men mig narre de ikke.. STÅ HELT STILLE, bliv et med tanken om at være en sutsko, så ser de mig ikke... Fodtrin, hen imod mig.. Se mig ikke, se mig ikke.. en har fat i mig.. Hvad gør jeg.. Lukker øjnene og hyler, nogle må da høre mig det er min eneste redning.. HUHUHUUUUUUUUUUU.... tør jeg kigge hvem der har løftet mig ud??? bare en lille sprække at kigge ud igennem....
Det var jo mormor, så var min dag ligesom reddet.. jeg glæder mig allerede til at lege vagtund igen.. synes selv jeg gjorde et knippelgodt stykke arbejde... alt endte jo godt ikke...