Internater Internater

Jeg vil gerne dele en historie med jer herinde, dels fordi jeg tit ser folk skrive hvorfor man ikke finder et internat til hunden, dels fordi jeg nok stadig er indebrændt.
For mange mange år siden, jeg var 19 år, havde jeg en hund sammen med min kæreste, hunden stod i mit navn men den var selvfølgelig vores fælles hund.

Som det jo sker i den alder gik vi fra hinanden og jeg tog min hund med, min kæreste var dog så nedtrykt og ked af det og spurgte om han ikke måtte have hunden de første par uger til jeg fandt en bolig, så han ikke skulle være alene.
Det sagde jeg i god tro ja til, men beholdte alle papirene.

Min Mor ringer en uge senere og fortæller min kæreste er på vej til et internat med hunden, hun ved ikke hvor, så der går panik i mig og jeg ringer til kæresten, han svare ikke.
Dette var før mobilens tid,og internettet.
Jeg vælger at ringe til alle internater, fortæller hvordan hunden ser ud, hvordan manden ser ud der evt aflevere den, dens navn osv, jeg forklare det er min hund og de skal ringe med det samme hvis den ankommer, de lover de at gøre alle de steder jeg ringer hen.

Den følgende uge ringer jeg hver eneste dag til alle Internater, ingen held, men jeg har alligevel en ide om at den er kommet til islevdalsvej i Rødovre, så jeg tager der ud med en kammerat, vi fortæller ikke hvem vi er men kigger blot på hunde, og der sad min elskede hund, møg beskidt i et bur, han blev så glad for at se mig, men jeg måtte stadig lade som ingenting for at finde ud af hvorfor de ikke havde ringet.
Manden derude sagde den kom fra en familie der havde mishandlet den, at den var sky og bange osv, selvom hunden tydeligt stod og ville ud til mig, jeg blev så rasende, det kan slet ikke beskrives.
Vi kunne ikke få hunde med samme dag, der var noget papir arbejde der skulle ordnes, så vi tager hjem, hjemme blir jeg enig med mig selv om at det her vil jeg ikke finde mig i og ringer så til Islevdalsvej, hende der ejer stedet kommer til telefonen og nu siger hun rent ud det er min hund, og den kom den dag jeg ringede, hvis jeg ønsker den tilbage må jeg betale for ophold og vaccie, ehhh og mad, ca 6000 kr for en uge, nu blir jeg for alvor gal, tager bilen sammen med min kammerat og kører derud, men AK hunden er nu flyttet og en anden hund er sat i buret.
Da hun opdager os vælger hun at slippe to rothweilere løs og pudse dem på os, vi valgte naturligt nok at løbe.

Jeg vælger så rettens gang, her indrømmer hun at hunden har været hos hende, men den blev formidlet vidre første dag og var kun sat i pleje da vi så den, dette havde jeg jo vidne på var løgn, men da den påståede køber var beskyttet af loven, så skulle internatet hente den hjem igen, dette nægtede hun, og nu skulle vi så mødes i byretten ige, retten fortalte det kunne tage over 1 år, jeg valgte med tårer i øjnene at håbe på min hund inden den tid havde fået fred, eller fået en ny familie, hvis den skulle gå rundt i dette bur i et år eller mere før jeg fik den igen, ville den være ødelagt.
Vi tog dog derud flere gange, men fandt den aldrig igen, og blev smidt ud hver eneste gang.
jeg så aldrig min elskede hund igen, og jeg kunne aldrig drømme om at bruge et internat, jeg ved godt der findes mange gode steder, men en uge var min hund der, og så var den slidt op, beskidt, bange og sky, min elskede glade hund.
Igen jeg ved der findes gode internater, men ikke for mig mere desværre.