Hvorfor gider jeg være hundeejer? {{forumTopicSubject}}

Ja det måtte jeg da lige spørge mig selv om, nu vi var ude og gå og regnen så bare silede ned. Hvorfor sidder jeg ikke derhjemme i min sofa nu, men en god bog og en varm kop kakao?

Hvorfor gider jeg tonse rundt i regnvejr, gøre rent 3-4 gange i ugen efter terroristerne, stå tidligt op i weekenden, hvis den bette mener hun ikke gider sove længere, der er visse rutiner der skal overholdes hver evig eneste dag osv osv.

Men så kigger man på, i vores tilfælde to hunde, og så ved man det jo godt.
Nok er det en prøvelse fra tid til anden, men jeg elsker mine hunde og det liv der er i huset med dem.
Jeg elsker ikke, når de nakker en sko eller den bette, heldigvis efterhånden sjældent, har et uheld på gulvet, splitter deres legetøj/puder ad ud over det hele, eller når en af dem har det skidt og overbrækker det hele...
Men jeg elsker at tage mig af dem, og vide, at de har det godt.
At se dem efterligne hinanden, og være ubetinget glade for deres "mor og far", det fejer skisme alt det andet til side.

Alt det glæde en hund kan give en, opvejer langt besværet, rengøringen, de tidlige morgenstunder, og hvor er det skønt at ligge en dag som i dag og putte under dynen med kræene liggende ovenpå og ved siden af.
Vi har den her regel der hedder ingen hunde i soveværelset eller i sofaen, men de ender der jo alligevel... Møgforkælede som de nu engang er

For ikke at tale om det økonomiske og det ansvar man har, ved at have et levende væsen i sin varetægt.

Men jeg ville ikke undvære mine hunde, så selvom vi er kommet hjem og ligner tre druknede mus, så ved jeg måske godt et eller andet sted, at jeg elsker at være hundeejer...