Et minde Et minde

Dette skete i formiddags.

Vi var på vej ud af døren og skulle til bryllup, da min mor tabte hundesnoren. Du løb selvfølgelig afsted, for du så lige dit snit til at udforske verden. Men vi var jo så vant til det skete, og vi fik altid fat på dig igen.

Min mor løb efter dig, kaldte på dig, indtil jeg kunne høre der var noget helt galt. Skrækken i hendes kald gjorde mig forfærdeligt bange, og jeg løb ned til hende.

Der holdte en bil, og under den, lå du.

Jeg løb hen til dig, satte mig ned til dig og beede til du var okay. Men du sagde ikke en lyd. Du lå bare og prøvede ihærdigt på at trække vejret, mens du kiggede på mig. Jeg græd og græd og prøvede at trøste dig.
Du begynde at gispe og man kunne se du forsvandt... din bevidsthed var et andet sted. Hele din krop rystede og dit tandkød var helt blegt. Jeg brød sammen.

Da vi havde fået fat i en dyrlæge, og hun sagde vi skulle komme derud, vidste jeg godt du allerede var væk.

Turen derud føltes som en evighed. Men da hun bekræftede at du var død, gik min verden under.

Du blev 4 år gammel. Jeg har aldrig elsket et dyr, som jeg elsker dig. Du var min første og mest fantastiske hund, jeg nogensinde vil få. Du har givet mig så meget. Jeg vil kun have, at du skal have det godt. Min engel. Hvil i fred.