Min hunds første hønseben Min hunds første hønseben

En lille, ligegyldig historie om min aften i går:

Watson fik for første gang et råt hønselår i går. Han har før fået rå laksehale og oksekødben, men denne gang skulle der prøves noget andet.
Nu er det sådan at Watson ikke helt har forstået at et sådant dødt dyr helst (med mine menneskeøjne) skal spises ét sted og <i>ikke</i> både i køkken, gang, stuegulv, gulvtæppe og op i min sofa. Fred være med det, han er en unge og skal lige have lov til at vise alle bamser, bolde og andet legetøj hans nedlagte bytte inden han lægger sig til rette.. Og sofaen skal alligevel skiftes ud i løbet af de næste par uger.
Men men men, så var det at han hoppede ned fra sofaen igen og begyndte at vade frem og tilbage i stuen, hurtigere og hurtigere mens hans pibende røst genklang højere og højere med lyden af panik. Jeg antog at det var fordi han manglede et sted at gemme sit bytte (Watson kan ikke tygge igennem helt fersk kød endnu og har det med at henlægge sine trofæer i nogle timer).
Han gav mig så benet og så bedende på mig... (hvad sker der for at en hund frivilligt opgiver råt kød?).
...... Så jeg begyndte at pille små stykker af kødet af til ham.. Og så var han glad, for små stykker kan de små hvalpebasser godt spise!
Nåmmen, mor her havde selv noget mad i ovnen og kunne faktisk ikke sidde der resten af aftenen med det seje kyllinge-kød og håndfodre sit vilde bæst, så jeg <i>fjernede</i> kødet fra benet (efter meget lang tid bøjet over skraldespanden med en køkkenkniv) og gav ham den tilbage.
Watson ikke bare spiste det hele, han kyssede, krammede og nærmest skrev digte for sit skønne skønne ben (min hund spiser SÅ langsomt).. Og mor?.. Ja, jeg fik endelig fred.