Puha en forskrækkelse fra morgenstunden. {{forumTopicSubject}}

Efter morgentisseriet fik de hver et ben, sådan et lidt blødt et som de spiser ret hurtigt.

Desværre gik det lidt for hurtigt for lille Lily, der pludselig rendte lidt underligt rundt. Få fat på hende, da jeg tror hun har noget galt i halsen, men hun har stadig resten af benet i munden, så tænker at hun måske skal skide. Tager hende med ud i haven, og taget benet fra hende, hun kan få klaret hvad hun skal klare, og få sit ben igen.

Men hun skal ikke skide, i stedet render hun forvirret rundt med krum ryg, sætter sig som om hun skal skide, render lidt rundt, imens hendes mave skiftevis puster sig helt op og trækker sig helt sammen.

Tjekker luftveje og mund, der er ikke noget at se. Jeg begynder at føle at gode råd nu er lidt dyre. Hun har det tydeligt ikke godt. Få manden til at komme med noget salt, i håb om at jeg kan få hende til at kaste det op. Så hun får en skovlfuld salt, og så krydses der fingre. Da hun har rendt lidt rundt uden opkast, ser jeg ikke anden udvej end dyrlægen, selvom det har været rarest hvis vi kunne have hjulpet hende nu og her.

Lige som jeg skal til at ringe kaster hun op, men øv, ikke andet end skum. Så hun får lige 1 min. mere, men der sker ikke noget. Så ringe dyrlægen, optaget, ud og tjekke hunden, stadig ikke mere opkast. Ringer igen, og kommer igennem. Forklarer forløbet, og aftaler at vi kommer forbi med det samme. Ud for at fortælle manden at nu kører vi. Lily ligger hunder ham og ser ikke vildt godt ud. Kalder på hende, men hun vil komme komme. Jeg bliver rigtig urolig for min lille pige, og mærker hvordan panikken begynder at få tag i mig.

Jeg jager de andre to ind, siger til manden at han skal få rullet hegnet fra, render lidt forvildet rundt, de andre hunde render ud igen da jeg tager nøglerne, for de vil da også med ud og køre, mig ud og kalde på dem igen, og sammen med dem kommer Lily frejdigt, og ser helt normal ud.

Jeg er lettere forvirret, tjekker hendes mave der ikke længere arbejder på højtryk. I stedet står hun med de andre, og håber på at der lige falder en godbid af, for at komme pænt ind.

Hallo, hvad skete der lige der? Der er ikke det fjerneste at se eller mærke på hende nu.

Så jeg kan lettet ringe til dyrlægen og fortæller at det hele ser fint ud nu, og aftaler at vi vender tilbage hvis der skulle komme noget senere.

Nu ligger hun på sin sædvanlige plads på ryglænet bag mig og er helt flad.

Puha en måde at starte en søndag på, og puha hvor mærker man lige hvor meget sådan en lille uldtot betyder for en, når man frygter man er ved at miste hende.