Hvad skal jeg gøre nu? {{forumTopicSubject}}

Advarsel: Det bliver sikkert langt!

Jeg har egentligt ikke ville skrive herinde, da jeg tit ser hvordan folk hurtigt stempler én. Men jeg har er vildrede, jeg har brug for hjælp kære venner...

Jeg har Santos, som er en schæfer/labrador/berner sennen blanding - jeg fik ham da han var omkring de 12 uger.
Santos havde det ikke særlig godt inden jeg fik ham, han kom fra lorte opdrætter/hundehandler som ikke behandlede hvalpene særlig pænt. Jeg fik ham med hjem uden at betale noget for ham, han var den sidste tilbage og opdrætteren ville bare gerne af med "lortet" som han beskrev det.

Jeg tog ham selvfølgelig af melidenhed, det var mit hjerte der overtog styringen. Jeg tænkte at når han nu var hvalp, ville han få en god start på livet hos mig hurtigt.
Men ak... Jeg blev klogere. Der har været småproblemer med ham som hvalp - han kunne ikke blive ordenlig renlig, han var utrolig bange og nervøs hele tiden, især overfor mænd - ville ikke forlade sin kurv.
Jeg trænede med ham, og tingene begyndte så småt at blive bedre. Da han blev ældre begyndte de store problemer så, han kunne ikke være alene hjemme, trods intens træning, var nervøs/angst ved små ting og lyde osv. Jeg kontaktede en hundeintruktør og en adfærdsbehandler (på daværende tidspunkt boede jeg i Vejle)

De gav mig en masse fifs til hvad jeg kunne gøre, og jeg begyndte selvfølgelig til hundetræning og havde ugentlig kontakt med adfærdsbehandleren. Tingene begyndte så småt at blive bedre igen.
Jeg flyttede så tilbage til Herning, og det er her vi bor nu, i et 55 kvadrameter rækkehus med en lille have til og problemer er her stadig væk. For at korte historien lidt ned, har jeg en nervøs og stresset hund, han er meget bange for mænd og lider af seperationsangst. Han er bange for børn og hvis han ser noget på vores gåtur som virkelig freaker ham ud, jamen så vil han bare hjem og så trækker han hjem. Det er de mindste ting der kan freake ham ud, det kan være en bildør der smækker eller hvis jeg pludselig klapper i hænderne.

Derudover har han bidt mig 2 gange igennem hans liv, han har ikke gjort det med vilje, måske har det være min skyld? Det ved jeg ikke, men jeg blev i hvert fald ikke sur på ham, da jeg kunne se at han var bange.

Men bevares, han har da også sine gode dage, hvor man ikke kan mærke på ham at han er sådan. Men dem synes jeg bare blive mindre.

Jeg har siden jeg fik ham, haft kontakt med 3 forskellige adfærdsbehandlere, 2 hunde instruktøre, en healer og sådan en der kan snakke med dyr(kan ikke huske hvad sådan nogle hedder) Han blevet tjekket i hoved og røv af dyrlægen og fået taget røngtenbilleder og scanninger og trods han adfærd, så er han ellers sund og rask.

Jeg sidder nu her og aner ikke hvad jeg skal gøre. Jeg elsker min hund overalt på jorden - min hund har altid kommet i 1. række, jeg har aflyst aftaler, levet af spaghetti og havregrød osv. For at kunne give min hund hvad han har haft behov for.

Som sagt, aner jeg ikke hvad skal jeg nu. Jeg synes mit håb om en okay normal hund er ved at løbe væk, men samtidig kæmper jeg stadig for ham.

Den ene adfærdsbehandler siger at jeg skal overveje om han er bedre tjent uden sin usikkerhed og stress (aflivning), den anden siger at jeg skal sende ham ud til nogle mennesker som bor på landet eller som bor i et stort hus med have og den 3. siger at hun ikke kan love at hun kan hjælpe ham mere.

Jeg for virkelig ondt i maven og for det faktisk decideret dårligt når jeg tænker tanken om at aflive ham.
At sende ham ud til et nyt hjem for jeg det også dårligt over - han har jo et specielt sind og er meget morsyg og hvem siger at hans adfærds stopper bare fordi han kommer ud til et sted med mere plads? Han er mit ansvar og sender ikke bare problemet videre.

Åååårha, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg vil jo så gerne kæmpe for den hund, men jeg sidder også bare her og tænker om jeg kan mere, kan Santos mere? Jeg føler mig som en pisse dårlig hundejer.

Det er ham her vi snakker om: