{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
357 visninger | Oprettet:

Det der store savn {{forumTopicSubject}}

Det er nu ca 1 år og 8 måneder siden Kongo blev aflivet, pga HD. Den dag idag savner jeg ham stadig ligeså meget som dagen efter, og jeg vil bytte begge mine hunde for at kunne have ham igen.

Jeg tror aldrig jeg kommer over ham, tror aldrig jeg kan elske en hund så meget som jeg elskede ham. Den eneste hund jeg elskede næsten ligeså meget var Zippo, som flyttede sammen med min x kæreste.

I andre der har mistet, har i det på samme måde?

Det er jo ikke fordi jeg ikke kan lide mine hunde, jeg elsker dem da. Men slet slet ikke på samme måde, den der dybe kærlighed, den oplever jeg ikke.


Handyhand

Få billig hjælp fra private

Beskriv din opgave og modtag gratis bud fra lokale med Handyhand.

Seneste udførte opgaver

  • Nyt amatur 900 kr.
  • Hjælp til opsætning af en svævehylde og 3 små svævehylder, samt et klapbord i køkken 1.250 kr.
  • Reparation ag opvaskemaskine 1.500 kr.
  • Ophæng af køkkenskab fra Ikea, spejl og håndtag til skuffer 1.500 kr.
  • Opsætning af 3 lamper + rep. af tændknap på lampe 900 kr.

Opret en opgave

Kommentarer på:  Det der store savn
  • #1   13. feb 2013 Det er lidt over 2 år siden vi mistede vores første hund Keno - jeg ville for alt i verden bytte hvad som helst for at få ham tilbage.
    Jeg kan stadig tudbrøle hvis jeg kommer i dybe tanker om ham.


  • #2   13. feb 2013 Så er jeg da ikke alene kan jeg se...

  • #3   13. feb 2013 Det er vel snart 1,5 år siden jeg aflivede Fie.

    Hun er stadig meget savnet, men har det slet ikke på den måde som du skriver.

    Fie havde et mega langt forløb med sygdom og var indstillet på at hun ikke skulle gennem mere, om det så har hjulpet mig at jeg var afklaret omkring det, aner jeg ikke.

    Men jeg ser tit billeder af hende og mindes hende med et smil på læben smiley

    Selvfølgelig ville jeg da gerne stadig have hende, men sådan skulle det , desværre ikke være


  • #5   13. feb 2013 Rene har du samme følelser for Floyd, som du havde for Fie?

  • #6   13. feb 2013 Nej det har jeg ikke, Floyd og jeg har stadig ikke rigtig fundet melodien.....

    Eller Floyd synes jo livet er en fest, mig der som fører ikke kan finde tilgangen til ham


  • #7   13. feb 2013 Ja okay smiley

  • #8   13. feb 2013 Jeg fik næsten 17 år med Mandy - 17 pragtfulde år, og jeg tænker på hende hver dag både med sorg og med glæde.

    Mine to andre hunde, som jeg siden fik, kan ikke tage hendes plads i mit hjerte og det skal de heller ikke, for også de har fået hvert sit specielle rum, som ingen andre kan indtage.

    Kærlighed er en forunderlig ting.
    Den bliver ikke mindre, jo mere man giver ud af den - tværtimod.

    Og til jer, der også savner:
    En dag vil I opleve, at den hund, som ikke kunne erstatte jeres gamle hund, heller ikke vil kunne erstattes.


  • #9   13. feb 2013 Det er 12 år siden jeg mistede min korthår, Jonas, og jeg savner ham usigeligt. Bare at skrive det her, så trille tårerne ned af kinden på mig. Jeg har da haft andre hunde efter ham, men ingen er kommet ind under huden på mig, som han gjorde. Jeg har været glad for alle mine hunde, men han var en ener

  • #10   13. feb 2013 Hvert menneske har sit sorg mønster. Men jeg synes også man skal være påpasselig, det kan udvikle sig til at blive en vane.

    Jeg selv mistede min lille soulmate i sommers, i 5 måneder gik jeg rundt i tåge jeg kan faktisk ikke mindes at have lave noget i de fem måneder, det er bare sort i hukommelsen. Jeg passede mit job og jeg hang nogenlunde i på studiet, det var det.. Jeg gik til studierådgivningen hvor de også tilbyder psykolog og han sagde jeg var havnet i en ond cirkel og gav mig nogle tip til hvordan jeg skulle komme videre med sorgen og jeg fik taget nogle løse ender omkring hendes aflivning op med min familie. Det hjalp meget!

    I dag savner jeg hende stadig, men det er mere på en vemodig facon og nogen gange endda med et lille smil på læben når jeg mindes det gøgl vi lavede sammen.


Kommentér på:
Det der store savn

Annonce