Vores Hund snapper efter vores barn.. {{forumTopicSubject}}

Håber i kan komme med erfaringer eller råd, for jeg er dybt frustreret!

Vi har 2 dalmatiner hunde. Men den ene, har desværre en "brist".
Han er nu 5 år, og har altid været angst.. Han er speciel angst omkring mad, godbidder, kurven mv. Han har flere gange angrebet katten, når den går forbi hans kurv, eller forbi madskålen.
Han er på ingen måde en aggresiv hund, men dybt angst for mange ting! Hvis han føler sig truet, kan han sagtens finde på at knurre eller snappe. Han har også knurret af både mig og min mand flere gange igennem årene.. Derfor har familie og venner med børn, aldrig fået lov at passe hunden når vi f.eks. Har været på ferie. Jeg har aldrig stolet på ham..

Nu har vi så fået en datter, hun er 9 måneder. Desværre føler hunden sig truet af hende, hvilket jeg godt kan forstå! Hun er jo dybt utilregnlig hun svinger rundt med arme og ben, og man ved aldrig hvor man har hende.. Hun kan godt finde på at rykke i en hale, hvis en hund kommer forbi (hun er jo for lille til at forstå ret meget endnu).

Jeg var næsten klar over dette problem ville forstærkes, når vi selv fik børn. Det er så sket nu..

Vores pige har en gå-vogn. Den triller hun lystigt rundt i stuen i. Når hun er i gå-vognen, lukker jeg altid hundene ud i gangen! Så hun f.eks ikke kører ind i dem. Det var jeg desværre lidt for langsom til den anden dag
Vores pige trillede straks hen til hundekurven, og på et split-sekundt sprang hunden op og snappede hende i armen.
Heldigvis var det ikke alvorligt!!

Min mand elsker denne hund over alt på jorden, og stoler på den! Hver gang den har opført sig aggresivt igennem årene, har han altid forsvaret den. Jeg mener ikke at vi kan stole på den over en dørtærskel, og derfor forsvarer han den bare endnu mere..

Jeg blev SÅ bange i den situation, hvor hunden rent faktisk snappede hende! Jeg har længe set det komme, men nu er det altså virkelighed.. Min mand var desværre ikke hjemme, og han tror at jeg overdriver situationen (han forsvarer naturligvis hunden). Men det gør jeg ikke, og nu er jeg endnu mere bange for, hvad der mon sker næste gang?
Hvad så når hun kan kravle? Når hun kan gå? Vi kan jo ikke holde dem adskilt for evigt..
Den anden hund, er jordens sødeste! Den kunne aldrig drømme om at løfte et øjenbryn, uanset hvad hun gjorde ved ham!!

Min mand er nu sur, og vil slet ikke tale til mig! Jeg foreslog aflivning, men det skulle jeg ikke have nævnt! men jeg vil til hver en tid forsvarre vores barn, men aner ikke hvad pokker jeg skal stille op..

Kunne en hundepsykolog hjælpe? Han har jo haft problemet siden han var helt lille..

Hvad ville i gøre?