Hvornår er det nu, og hvordan ved man om det gør ondt ? {{forumTopicSubject}}

Ja nu blev det så min tur til at oprette denne tråd.

For tiden tænker jeg rigtig meget over, hvornår tiden er inde for Ozzy. Han fik jo konstateret hemivertebrae sidste år, og er fast på loxicom mod smerter, da han begyndte at udvise symptomer/gener, og det hjalp tydeligt, han blev mindre stiv i bagparten.

Sagen er så den, at jeg syntes han er blevet mere stiv igen, og jeg syntes han laver flere hop med hans bagben, og vi ved at hans hofter er perfekte, at han ingen gigt har osv, han fik både taget røngten og blev CT scannet sidste år, og alt er helt perfekt, bortset fra de misdannelser han har omme ved lænden, og så er den ene skulder for løs.

Vi har bestilt tid til tandrensning, og så evt et røngten her d. 2 Juli, hvis en af ortopæderne mener vi ville kunne se evt forværringer derpå, jeg vil ikke ud i endnu en CT. Men det får mig så bare til at tænke endnu mere, er det bedre bare at sige stop nu? Hvornår ved jeg hvornår tiden er inde, hvordan kan jeg vide hvor ondt han har, og om han overhovedet har ondt osv?

Tankerne flyver simpelthen rundt i mit hoved.

Ozzy er stadig forholdsvis aktiv, leger stadig med Mailo og leger stadig ind imellem med legetøj. Ind imellem flyver han stadig rundt som en gal, han spiser og drikker som han plejer , han hopper/springer stadig som en gal når man kommer hjem, hopper selv op i sofa/seng osv. MEN jeg syntes altså han er blevet lidt mere passiv , og han ER blevet mere stiv i bagpartiet, og han hopper altså også mere på hans bagben, før var det "kun kaninhop" ind imellem, nu er det også sådan at han hopper/løfter det ene ben. Og så ER han blevet langsom på gåturen, ind imellem flyver han lige frem hvis han ser en fugl eller noget andet spændende, men for det meste går han bare laaaangsomt.

Åh jeg syntes det er svært altså. For på den ene side tænker jeg at vi bliver nødt til snart at sige farvel for Ozzys skyld, men på den anden side er jeg bange for at jeg overtolker alt for meget.
Det gør det bare heller ikke nemmere, at min mand bare slet ikke ser de samme ting som jeg gør, og jeg VED bare at vi ikke kommer til at være enige om hvornår tiden er inde, med mindre der sker et eller anden akut eller voldsomt.