En and er ikke bare en and! {{forumTopicSubject}}
Tænk dig om, når du køber ænder til Mortens aften, lyder det fra Dyrenes Beskyttelse
Tirsdag den 10. november fejrer mange danskere mortensaften.
Tilbage i år 317 blev Morten Bisp udnævnt til biskop i Frankrig. Han har lagt navn til den traditionsrige mortensaften, som vi fejrer den 10. november.
Legenden siger, at Morten Bisp var en ydmyg mand. Da han skulle udnævnes til biskop, gemte han sig blandt en flok gæs. Men de skræppede op, og han måtte komme frem og lade sig hylde. Morten bestemte, at gæssene som straf skulle slagtes og spises.
Men hvis man vil følge Mortens Bisps eksempel og sætte tænderne i et stykke fjerkræ mortensaften (i dag er and den mest almindelige spise denne aften), så er det ikke ligegyldigt, hvilken and man køber, hvis man vil være sikker på, at anden har haft et godt liv.
Det vigtigste er, at man køber danske ænder. Den produktion kan man kontrollere, men vil man virkelig vise, at man tænker på andens velfærd, skal man købe en økologisk and.
Dyrenes Beskyttelse har opsat mærkekrav for produktion af ænder. Desværre er der endnu ikke besætninger, som er anbefalet af Dyrenes Beskyttelse. For at blive anbefalet stilles der en række krav, som følger:
Ænder skal være af en langsomtvoksende race. De skal tilses dagligt, kunne gå på græs og have mulighed for læ og skygge. Ænderne skal kunne bade, støvbade og have mindst 5 m2 udeareal hver. Flokkene må højst være på 4000 hundyr eller 3200 handyr, og belægningsgraden må maks. være 30 kg/m2. Der skal være foldskifte og dyrlægebesøg mindst en gang om året.
Indendørs i stalden skal strøelse, lys, temperatur og ventilation svare til ændernes naturlige behov. Inventar og fodringsanlæg skal være i god stand, og selve foderet skal være uden vækstfremmere, farvestoffer, antibiotika og kød- og benmel. Derudover skal ænderne naturligvis have friskt, rent drikkevand.
Hvad angår indfangning af ænderne, skal den ske under hensyntagen til fuglene. Transporten til slagtning må ikke være over 8 timer, og fuglene skal slagtes i Danmark.
Vi ønsker alle en god mortensaften.
Yderligere information:
Søren Kent Pedersen, dyreværnsinspektør i Dyrenes Beskyttelse.
Tlf.: 33 28 70 20
Gitte Staffeldt, pressechef i Dyrenes Beskyttelse.
Tlf.:33 28 70 07
Der er endnu ikke skrevet kommentarer
En and er ikke bare en and!
Du skal være medlem af gruppen for at kunne kommentere.
Gå til gruppens forside