{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
561 visninger | Oprettet:

Momse
Momse
Tilmeldt:
18. jan 2020
Følger: 3 Hunde: 1 Emner: 7 Svar: 12

Familie. Ikke hunderelateret {{forumTopicSubject}}

Min mand fik i starten af året konstateret prostatakræft, som havde spredt sig til knoglerne. På nuværende er det styr på det, og lægerne siger, at som det ser ud nu er det noget han dør med, og ikke af. De kan self. ikke give garantier, men Hurra.

Nu har vi så lige været sammen med min familie, som ikke er synderligt interesseret i vores gøren og laden. Det gælder både mine søskende, onkler, tanter, fætre og kusiner.

De var så meget optaget af, at min mand er syg, og var temmelig medfølende, og opførte sig nærmest som han var døden nær.

På et tidspunkt blev det for meget, og jeg sagde højt og tydeligt, at ‘Min mand er ikke død før jeg ringer efter bedemanden’

Det skulle jeg måske ikke have sagt. Jeg er både en kold fisk, uempatisk og fuldstændig blottet for medfølelse.

Jeg mener selv at jeg er realistisk.

Er jeg en kold fisk?


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Familie. Ikke hunderelateret
  • #1   4. aug 2021 Jeg tror bare du er længere i den psykiske bearbejdelse end de er smiley

  • #2   4. aug 2021 Min mor har alzheimers, og er nu (endelig) døende. Hun kom på plejehjem, da min far for 2 år siden fik en stor blodprop i hjernen, og derfor ikke kunne passe hende hjemme længere. I dag er de begge på plejehjem, og min mor er som sagt døende. Min far har svinget lidt, og er pt (desværre) ret stabil, og kan tilsyneladende leve længe endnu.

    I 2 år har jeg snakket om dét emne, flere gange end jeg kan tælle. Vi har nemlig beholdt mine forældres hus, og bruger det som sommerhus. Og alle de lokale står i kø for at udtrykke deres medfølelse. Og det er jo dejligt, men nu er det bare blevet for meget! Så jeg er begyndt at sige fra. Og det er virkelig befriende!! For mit liv er meget andet end døende forældre, og alt det praktiske, der følger med at være datter til dem. Og jeg orker ikke at mine ferier og øvrige ophold dernede, kun handler om det ene emne.

    Jeg har lært, at folk faktisk respekterer det, når man høfligt og venligt forklarer dem, at man sætter pris på deres omsorg, men at man har brug for snart at tale om noget andet. Så næste gang du ser dem, så sig venligt og bestemt, at I har talt ud om emnet, og har brug for at leve, i stedet for at snakke om død og elendighed. Og fortæl at det dræner jer for energi og livsglæde.

    Og nej, du er ikke en kold kælling - men folk der ikke har stået i det, har svært ved at forholde sig til, at man ikke orker at pære rundt i det konstant smiley


  • #3   5. aug 2021 Min far har prostatacancer på 12. år. Ikke i knogler.. endnu, men bredt sig så operation er udelukket. Han får i bund og grund en kemisk kastration, og går til tjek hvert halve år.

    I starten var det jo det samme her. Folk tror (måske ikke unaturligt), at en cancer diagnoser er lige døden indenfor kort tid. Det behøver det heldigvis ikke at være.
    Jeg har bare altid sagt som du, at det oftest er en diagnose man dør med og ikke af.
    Jeg tror det er "nyheden" omkring det, for jeg oplever en normalisering henad vejen. Folk kan da spørge helt normalt "hvordan går det med din far", og jeg svarer helt fint tak. Så er den potte ude.
    Men som A skriver, så fortæl dem at det er gennemtalt, så I har behov for at tale om livet i stedet. Det er en virkelig pæn måde at sige det på, og det tænker jeg bliver forstået og respekteret.


Kommentér på:
Familie. Ikke hunderelateret

Annonce