Novelle - Titel ukendt.. Læs den?! {{forumTopicSubject}}

<b>BEMÆRK: Sarte sjæle skal kun læse til del 5.. ;)</b>

Emma gik langsomt hen ad gangen. Hun skulle have historie. Hun kunne godt lide historie. Emma gik i 7. klasse. Hun var ved at komme for sent til historie timen så hun satte hurtigt op i løb. En af lærerne, Grethe, så hende løb og bad hende om at sætte farten ned. ”Du ved godt man ikke må løbe på skolen!” sagde hun med sin strenge, bestemte stemme. ”Ja..” sagde Emma og gik videre. Hun tøvede.. Hvad mon Lene ville sige vis hun kom for sent til time.. Hun var næsten nede for enden af gangen hvor hendes klasseværelse lå. Hun tøvede. Det eneste hun kunne høre var hendes egne skridt og uret der tikkede.. Hun var 4 minutter for sent på den nu. Døren til klasseværelset stod heldigvis åben.. Så var chancen for at Lene opdagede hende ikke var så stor.. Nu stod hun lige udenfor klasseværelset, og hun skulle lige til at gå ind i klassen da døren pludselig smækkede i lige foran hende. Hun prøvede at åbne døren. Hun kunne ikke. Hun prøvede igen, men hun kunne stadig ikke. Hun bankede på. Ingen svarede. Hun overbeviste sig selv om at det bare var nogle der ville drille hende, så de var helt stille og havde låst døren.. Hun ville gå ud i skolegården, for der var et vindue hvor man kunne se ind i hendes klasseværelse, og der stod også en bænk udenfor vinduet så vis man stod op på den bænk kunne man se ind i klasseværelset. Nu var Emma i skolegården. Hun gik hen til bænkede. Hun smed sin taske og den landene med et bump. Hun gik op på bænken. Hun kiggede ind i klasseværelset. Der var tomt. Ingen mennesker, ingen møbler. Eller jo, hvad var det? Emma fik øje på et brev.. Kuverten var gammel.. Den var blevet gullig med tiden. Hvad mon der stod? Pludselig vendte kuverten sig om og hun kunne lige med nød og næppe se hvad der stod skrevet;

<i>Gør det inden det er for sent..</i>

Hvad betød det? Hvem havde skrevet det? Ville nogle lave sjov med hende? Hvad skete her? De mange spørgsmål gav genlyd i hendes hoved. Hvorfor mig? Hvad sker der? Emma havde bare lyst til at falde om og dø lige nu.. Hvorfor stod det der.. ”Gør det inden det er for sent..” sætningen gav genlyd i hendes hoved. Hvad betyder det? Klokken ringede, og hun havde fri. Hun lod som ingenting. Hun tog sin taske og giv ned til bussen, munter og glad som hun plejede. Hun kunne ikke få ordene ud af hendes hoved. Da hun skulle i seng om aftenen kunne hun ikke falde i søvn. Hun kunne ikke tænke på andet end det der var sket i skolen. Men på et tidspunkt faldt hun dog i søvn alligevel..

Emma vågnede. Hun svedte over hele kroppen. Hun sparkede dynen ned fra sengen og gik hen til sit vindue for at få lidt frisk og kølig luft. Hun stod og nød luften indtil hun så noget hvidt. Det var vel bare en af hendes mors lagner som blafrede i den kølige brise. Ja, det var i hvert fald det hun bildte sig selv ind.. Hun stod og kiggede ud af vinduet.. Hun kunne ikke få sig selv til at gå hen i sengen igen.. Hun stod bare og kiggede, og kiggede, og kiggede.. Pludselig så hun noget hvidt igen. Det var sikkert bare hendes mors lagner som hun havde hængt til tørre, men det kunne det ikke være? Tørresnoren var jo i den anden ende af haven? Emma blev fortvivlet, og vidste ikke hvad hun skulle gøre. Lige nu ville hun bare ønske hun sov, så hun ikke så det.. Så ville hun jo ikke have noget at bekymre sig om. Hun rettede sit blik i nærheden af uret. Klokken var kun 02,47 om natten. Det var tidligt, meget tidligt, men Emma kunne ikke få sig selv til at gå hen i sengen og sove. Emma kunne mærke hun skulle tisse, så hun gik ud på toilettet. Da hun havde været på toilettet kiggede hun sig i spejlet.. Men hun kunne se mere end sit eget spejlbillede..

Emma havde lyst til at skrige, men hun kunne ikke få et eneste ord ud af hendes mund. Hun var som stum! Hun stod som lammet foran spejlet imens hun bare kiggede på ham.. Ja, ham.. Det var et menneske! En mand.. Egentlig ikke noget at blive bange for, men han stirrede bare ind i spejlet.. Emma prøvede igen at skrige, men det lykkedes hende stadig ikke at få et eneste ord ud af hendes mund. Hun var som stum! Hun stod som lammet foran spejlet imens hun bare kiggede på ham.. Ja, ham.. Det var et menneske! En mand.. Egentlig ikke noget at blive bange for, men han stirrede bare ind i spejlet.. Emma prøvede igen at skrige, men det lykkedes hende stadig ikke at få et eneste ord ud af hendes mund. Emma var bange. Han stod bare og stirrede lige ind i spejlet! Emma vendte sig hurtigt om, men der var ingen bagved hende. Hun kiggede igen på spejlet. Manden var der stadig, og han stirrede stadig ind i spejlet.. Hun kunne ikke fatte at hun bare stod og gloede på spejlet.. Hun fattede ikke at hun ikke bare løb skrigende bort, men hun kunne ikke. Hun havde på fornemmelsen at der ville ske noget frygteligt vis hun prøvede, så hun blev bare stående.. Pludselig mærkede hun en hånd på hendes skulder..

Hun kiggede tilbage.. Manden var der ikke. Hun kiggede på hendes skulder. Der lå en hånd! En ægte menneskehånd! Emma blev mega bange og havde den største lyst hun nogensinde havde haft til at skrige! Hånden lå der bare. Hun kiggede igen i spejlet.. Nu var manden der.. Hånden var stadig på hendes skulder.. Hånden lå der bare.. Den sad ikke fast på mandens arm eller noget.. Emma kiggede sig omkring på badeværelset.. Hun kiggede igen i spejlet.. Det hele føltes bare så meningsløst! Hvorfor er alt det her sket? Emma forstod ingenting, hun følte det bare som om hun bare stod, og kiggede. Hun følte slet ikke at hun var der. Emma var meget bange.. Meget, meget bange. Emma kiggede ned.. Hun så på siden venstre hånd.. Eller rettere, der hvor den sad!

Hendes hånd var væk! Det var bare løgn! Hun havde slet ikke mærket noget! Der lå blod på gulvet.. Små fingerspidser, og kødstumper.. Emma blev bange.. Meget bange,, Tænk hun ikke havde mærket noget! Hun havde heller ikke engang set at hånden på hendes skulder blødte mega meget! Men, vent.. Det gjorde den heller ikke?! Det hele var så mærkeligt, og forvirrende.. Hvad skulle Emma gøre? Emma tog sin højre hånd op til sin skulder hvor hånden lå, hun prøvede at puffe den væk, men den sad fast på hendes trøje. Emma prøvede så at tage sin trøje af, men det kunne hun ikke! Hun havde kun en hånd.. Hvad skulle hun gøre? Emma skreg.. Helt lydløst? Emma blev frustreret. Hvad sker her? Hvorfor er alting så mærkeligt? Emma undrede sig.. Hun var ikke bange mere, hun ved ikke hvorfor, men det var hun ikke? Men inden længe blev hun det i hvert fald..

Hendes hoved.. Hendes hoved! Der var kommet en revne ved hendes hals.. Men det nåede hun ikke at tænke mere over før vinduet gik op, og en kraftig blæst stormede ind på badeværelset. Der kom et brev flyvende ind med blæsten som Emma akkurat lige nåede at få fat i med tænderne. Hun fik brevet åbnet med en hånd, og i brevet stod der:

<i>Ind i et spejl du så,
du ville gå,
Du kunne ej,
Han råbte nej.</i>

”Åhh!” Emma sukkede irriteret. Flere gåder… Perfekt! Lige hvad der manglede.. Men hvad betød det? Emma vidste det ikke, så hun glemte brevet.. Hun kiggede sig i spejlet igen.. Hvor var hånden der lå på hendes skulder? Hun kiggede ned af sig selv og fik øje på hendes hånd.. Den lå ikke på jorden.. Nej.. Den sad på hendes hånd! Emma åndede lettet op.. Hun kiggede sig igen i spejlet. Revnen ved hendes hals.. Den var også væk! Pludselig kom Emma i tanke om brevet igen.. Noget af det var jo sandt.. ”Ind i et spejl du så..” hun hviskede ordene. ”Jeg så jo ind i spejl! Der da jeg så ham der manden!” .. Hun rettede blikket mod den næste sætning.. ”Du ville gå.” Hun tænkte sig om.. ”Jeg ville jo gå!” Det hele så ud som om det begyndte at løse sig igen.. ”Du kunne ej.” ”Nej, det kunne jeg jo ikke.. Jeg turde ikke!” Hun blev endnu mere lettet.. Nu skulle det hele nok løse sig igen.. ”Han råbte nej.” Emma humør faldt et par grader.. ”Han råbte nej?” hvem råbte nej? Hvorfor råbte han nej? Emma mistede håbet. Nu var hun ikke så selvsikker alligevel.

Hvem.. Han.. Ham! Det var ham! Ham manden jeg så i spejlet! Han må have råbt nej! Uden jeg hørte det! Måske.. Ja.. Måske hvad? Emma kunne ikke finde på mere. Måske.. Måske råbte han det, men jeg kunne bare ikke høre det! Måske kan ingen mennesker høre hvad han siger! Emma hpbede det var sandt.. Hun kiggede i spejlet. Hun lignede sig selv igen.. Manden var væk, alt blodet, fingerspidserne og kødstumperne var væk. Emma kiggede sig omkring. Vinduet var stadig åbent. Emma gik hen for at lukke det og gik så ind i hendes seng igen. Hun lagde sig i sengen og tænkte på hvad der var sket i løbet af natten. Hun kastede et hurtigt blik på uret. Klokken var 07,00. 07,00! Hun skulle have været i skole for længst! Hvorfor havde hendes forældre ikke vækket hende? Hun løb ud på badeværelset for at børste sine tænder, børste sit hår og alt det der..

Men.. Da hun ville kigge sig i spejlet for at se om hendes hår sad pænt mødte hendes øjne et frygteligt syn. Hendes mor og far var inde i spejlet! De stod og kiggede på hende, og bankede på spejlet indefra! Morens mund bevægede sig, det samme gjorde farens. De ville sige noget til Emma. Det var sikkert. Men hvad det var de ville sige, det vidste hun ikke. Emmas mor og far pegede på hende.. De pegede på hende.. Hvorfor mon det? Hun var jo lige her? Mærkeligt.. Nu så de meget bange, og ja.. hvordan skal man sige det.. meget, meget bange ud. De pegede på Emma, eller var det Emma de pegede på? De nåede Emma aldrig at få svaret på før en kæmpe hånd lagde sig på hendes hoved.. Hånden strammede taget om Emmas hoved, og så rev hånden til. Hovedet var blevet revet af. Emmas mor og far var rastløse. De stod bare og gloede. Emmas hoved var blevet revet af.. Man kunne se alt.. Indvoldene, kødet, blodet.. Blodet fløj ud på alle væggene.. Hånden smadrede spejlet, og hvad der så skete vides ikke.


<b>Fantasien løb vidst lide af sted med mig ;D</b>