Jeg er i verdens dårligste lys! {{forumTopicSubject}}

Hvor jeg dog bare føler mig så alene omkring min interesse for hunde. Eller ja, jeg ér alene om det faktisk. Alle dem jeg snakker med -familie og venner- fatter det ikke, og tror det er almindelig "jeg-kan-lide-hunde"-halløj, som i "den er sød", men nej! Jeg er så utrolig væk og interesseret i hunde! Selvfølgelig har jeg jo så Lucky, som jeg blev nød til, at tage fra min far, da Lucky var 1 år, og nu hænger jeg jo så på ham. Misforstå mig ikke, han er det eneste jeg virkelig elsker højt, hvor han også elsker mig tilbage, men ingen tror mig og ingen kan se, hvor meget jeg interesserer mig for hunde, fordi jeg har ham, og det sætte mig jo så i dårligt lys, fordi det de tænker, at det er mig, der skyld i det. Jeg er så enormt alene om det! Der er ingen, der kan se det igennem mig og der er ingen støtte at hente nogen steder. Min er den, der er værst, hun interesserer sig bestemt ikke for hunde og bestiller ikke andet, end at gøre hele Luckys situation værre. Får ham til, at knurre og bide, råber af ham og sådan. Jeg kan altid græde, når jeg hører hun begynder igen. Hun forstår slet ikke hunde verdenen! Og vi har slet ikke penge til adfærdsbehandler - Desværre!
Det er gået rigtig meget bedre siden jeg fik ham for 2 år siden, men alligevel føler jeg, at det bliver værre og værre. Jeg føler ihvert fald ikke rigtig fremskridt og jeg kan jo ikke slippe af med min mor, så det kan kun blive værre. Det var slet ikke sådan her, jeg ønskede at have hund..... Jeg er bare i sådan et dårligt lys og jeg har ingen idé om, hvorfor jeg skriver det her herinde! Eller jo, det er nok for, at se, hvad i hundemennesker - altså samme niveau som mig - tænker om det.
Hvor er jeg dog ked af, at være endt sådan her, med Lucky.
Sorry, hvis jeg spilder din tid.