Hvor trist og grå en dag man kan få... {{forumTopicSubject}}

Jeg har lige afleveret Tyson hos dyrlægen ... han har en fedtknude han skal ha´ fjernet og samtidig får han et tjek når han nu alligevel er i narkose og lettere at håndtere .. ikke nemt at tjekke en hund på 60 kilo der er et sted, hvor han bestemt ikke gider være .. han får sådan uro i numsen og vil bare gerne ud igen. *GG*
Men ... hvor er det trist at skulle aflevere sin hund .. også selvom jeg ved jeg får ham igen og ligeså god som ny (næsten) ... sidde i et hjem, hvor der normalt lyder en højrøstet snorken fordi dét er det han er bedst til, men hvor der nu erganske stille.
Hvor trist det er at undvære .. selv Stiff er trist. Hun ligger bare henne på deres fælles pude, kigger ud af altanvinduet mens hun holder øje med grusvejen. Det er helt forkert at han ikke er her fordi jeg kommer aldrig hjem til hende uden Tyson og det er tydeligt at se på alle hendes rynker i panden at hun er bekymret og syntes det hele er underligt. Jeg sidder bare og venter på klokken bliver 13:30. Jeg må hente ham igen klokken 14 og er ikke spor i tvivl om at jeg vil være der ... i god tid!.
Jeg savner min "baby".
Sådan som jeg har det nu ... trist og en smule underlig indeni ... får mig til at tænke på dén dag, hvor han ikke kommer med mig hjem igen ... den dag, hvor jeg skal sige farvel for sidste gang og dét er lige før jeg sætter mig til at tude!
"Tag dig nu sammen, kvinde!!!!"
"Bare lige nogle timer endnu"
Ja ja ja ja, men .... man tænker jo alligevel.
Sjovt nok har jeg hørt fra flere at de har forberedt sig på den dag, hvor det sidste farvel skal gives og de mente alle at "det kan man sagtens" og "så tager man det ikke så tungt når ... ". Jeg vil hermed påstå de er fulde af løgn. Man kan aldrig nogensinde forberede sig selv til den dag så man ikke følger dét savn eller dén smerte. Man kan måske forberede sig selv så meget at det tager toppen af det værste, men helt ?? Nixen, tror jeg ikke på. Nu er Tyson heldigvis kun 3 år og jeg er overbevist om at han lever til han bliver 100 år. Mindst!
Jeg har siddet hjemme i en time nu og tænker på (hvordan de roder rundt med ham!!!!) at når jeg har det sådan "bare" fordi jeg skal undvære ham i nogle timer ... føj det sidste farvel vil få mig ned med nakken så.

Sorry ... endte i en tudetråd.