Hunden ved stranden {{forumTopicSubject}}

Et digt, jeg kom i tanker om, som stadig får mig til at fælde en tåre. Endnu et bevis på hvor fantastisk menneskets bedste ven er.

»Saa ti dog, Hund, med den evige Gjøen!«

Hunden: »Ak, ser du ei Skibet derude paa Søen?
Min Herre, Kap'tainen, har glemt mig iland,
Nu maa jeg vel løbe og klage ved Strand.«
- Saa løb den og jamred i Nætter og Dage,
Den vilde ei Æde og Drikke tage.

Til fremmede Lande gik Skibets Vei;
Den fattige Hund man ændsede ei.
Den døde af Kummer og fik sin Grav
I Tangen tæt ved det vaade Hav.
Mig synes, den havde saa vel fortjent
For sin Troskab et hædrende Gravmonument.