De der små.. De der små..

Ja det små mennesker.
De er altså nogle mærkelige nogen, de kan ikke rigtig gå ordenligt og det sige nogen mærkelige lyde.

Nu som i dag var vi ude i og besøge nogen mennesker (meget behagelige, de havde pølser parat til mig) men de havde altså sådan nogle miniature mennesker.

Jeg satte mig ned (selvfølgelig efter alle pølserne var nede) og kiggede på dem, de rendte rundt i haven med og lavede mærkelige ting..

Den ene gik op og gled ned mens den grinede, og den anden blev slynget frem og tilbage i luften mens et af de store menneske skubbede den væk hver gang den kom tilbage.

Så begyndte de at kigge underligt på mig, de gik hen imod mig og så lagde jeg mig simpelthen bare ned og ventede på at blive kløet på maven.

Men næh nej,en af dem med langt hår fandt en pind til mig! Endelig en der fatter ideen med det samme!
Og den blev kastet et par gange og så gad de ikke mere..

Så jeg besluttede at gå hen mod det aller mindste menneske for at bekræfte min teori om at jo mindre de er, jo klogere er de!

Men nej igen, den lå bare der og grinede af min mor.
Jeg kiggede på min mor og hun havde ikke noget imod at jeg snuste lidt til den.

Århj en duft den havde, og jeg snuste endu mere efter den dejlige duft! Men så begynder den at grine, så jeg fortsatte lidt da det altid er godt hvis min mor griner.
Jeg lagde mig ned og holdte øje med den, da min mor og hendes venner åbenbrt havde for travlt med at drikke kaffe (typisk mennesker ).

Jeg var åbenbart faldet i søvn ved siden af det mindste menneske, jeg vågnede ved at det lå helt tæt op af mig, jeg kiggede på min mor og lagde mig til at sove igen.
Det lille menneske duftede bare alt for godt!