Farmor {{forumTopicSubject}}

Hm.. Jeg ved ikke lige hvad jeg skal bruge dette indlæg til, ville egentlig bare gerne have nogle ting "ud"..
Jeg har aldrig haft "rigtig" kontakt til min farmor, hvis jeg skulle i kontakt med hende ringede jeg og hvis vi skulle ses var det mig der skulle tage initiativet samt dét at hun aldrig svarede på invitationer selvom de ofte blev sendt. Der har været opstået gnidninger mellem mine andre søskende og deres mor med min farmor, derfor har min farmor stort set ikke snakket med et menneske i de sidste 15 år udover da hun skulle bestille hos pizzamanden eller fik naboen til at handle ind.
Jeg har altid været på god fod med min farmor men vi har aldrig haft regelmæssig kontakt! Det sker så for ½ år siden at min bror får et opkald om at hun er blevet indlagt på hospitalet. Hendes ben/fod er blevet helt sort pga. manglende blodtilførsel og de opererer så for at sætte en ballonudvidelse ind, dette hjælper ikke. Næste skridt bliver en stor operation hvor hun får amputeret benet af - dette er hun meget ked af, vi troede ikke hun ville overleve en sådan operation. Men hun overlever, dog er der problemer med benet da lægerne har ladet en protese siddende som er blevet betændt. Hun skal igen igen igennem en operation - dette overlever hun også.
Min farmor får det gradvist meget bedre og kommer på plejehjem i "midlertidig bolig", hun er begyndt at grine og snakke med andre mennesker - alting ser ud til at gå fremad og jeg lærer min farmor at kende! Min farmor vil helst blive i de boliger ved plejehjemmet da hun trives, dog får hun meddelelsen at hun er "for rask" og de ville overveje at sende hende hjem til hendes lejlighed. Min farmor bryder sammen og vil ikke hjem, den er slet ikke kørestol"venlig" (kan ikke komme igennem dørene) og hun kan ikke komme på toilet, op og ned fra sengen eller ville kunne nå de fleste ting!
Dette er min farmor rigtig ked af, oveni får hun meddelelsen at hendes andet ben gør vrøvl og det sikkert også skal fjernes. Her giver min farmor op på en sej og brav kamp, og vælger at stoppe med medicinen - hun får nu kun morfin for smerterne. Jeg fik et opkald i går (torsdag) at der ikke var lang tid endnu og hvis jeg ville skulle jeg komme og sige farvel. Dette gjorde jeg og fik et kæmpe chok! Min farmor lå i sengen uden bevidsthed og jeg ved slet ikke om hun registrerede os, hun var så svag og jeg kunne se hvor pint hun var i den situation! For godt 1½ uge siden grinede vi og snakkede om hvor stolt hun var at jeg endelig fik min eksamen og skulle videre i mit liv. Dette var helt drastisk og jeg håbede bare at hun ville få fred hurtigst muligt!

Min farmor døde i morges (fredag) kvart over 5, hun sov stille ind.

Hun fik lært de "vigtigste" mennesker omkring hende at kende igen, og alle har lagt konflikterne bag sig. Hun fik set min søster højgravid og jeg blive student, nu har hun fred nok i sindet og ved at vi alle har det godt.
Den meget korte tid jeg fik med min farmor har jeg sat stort pris på, jeg fik lært en utrolig stærk og stædig kvinde at kende. Jeg sætter stor pris på at tingene skete som de gjorde og at vi i det mindste fik en sidste stund sammen med hende.

Jeg elsker dig farmor
R.I.P