Er så bekymret.. {{forumTopicSubject}}

For min søster.

Kort og godt, så er jeg blevet mere og mere bekymret, er nu gået til nogen af vores venner med det, og de har fortalt mig nogen ting, som bekræfter min bekymring.
Jeg kan ikke snakke med hende, for så afslører det, at jeg har snakket med hendes venner.

Hvad i alveren gør man så?
Hun vil ikke rigtig snakke med mig mere.. Heller ikke vores bedste ven, som vi har kendt i 8 år..

Se svar (28) >>

Andre forumemner med "Er så bekymret"

er så bekymret
hej min hund er 63 dag henne og jeg har nu fortrut at jeg har ladet hende parre for hvad nu hvis det går galt har lige læst at et kejsersnit koster 15000 kr kontant betaling hvad gøre jeg jeg e...

Skrevet af: bente - 27. jun 2013

Hundefodernørden bekymret -
Tak for hende <3 Hundefodernørden har følgende opslag på sin væg i dag: "Se vores nye snacks - de er fedtfattige, og derfor også egnede til hunden, som har lidt for meget på sidebenene!" Kære...

Skrevet af: CM - 13. okt 2022

er lidt bekymret
Max fik den anden dag et lækkert okse ben købt i farmland, han bliver altid lidt psykotisk det første døgn med sådan et ben ligger og stirrer på det og graver det ned og op et masse gange, men når de...

Skrevet af: Michelle L - 14. jul 2009

Se alle forumemner med "Er så bekymret"

Få billig hjælp fra private

Beskriv din opgave og modtag gratis bud fra lokale med Handyhand.

Seneste udførte opgaver

Flytte rengøring 1.500 kr.
Elektriker 500 kr.
Elektriker 750 kr.
Loftudtag ingen strøm 1.500 kr.
3 timers gartner arbejde 1.000 kr.

Opret en opgave

Gå til sidste svar

Kommentarer på: Er så bekymret..

*CH* - Tilmeldt:
aug 2006
Følger: 37 Følgere: 68 Hunde: 4 Emner: 649 Svar: 46.983

#1 4. jun 2012 Medmindre det drejer sig om akut liv eller død, kan du nok ikke gøre så meget.
Det er nødvendigt at acceptere at et menneske træffer sine egne valg, på godt og ondt. Og at presse vil blot skubbe hende endnu længere væk.

Det er svært...Men nok nødvendigt at give hende tid og plads.
Alexandoria Tilmeldt:
jun 2009
Følger: 50 Følgere: 257 Hunde: 3 Emner: 426 Svar: 10.536

#3 4. jun 2012 CH: Er bare bange for, at hun ikke kan styre det til sidst. Har selv været i så slem en depression, at jeg ikke engang kunne komme op af sengen i flere måneder. Hun skal ikke opleve det samme..

Presser hende så ikke.. men hun fortæller mig intet længere.

Camilla: Lige nu prøver vi at få hende til at tale med mig, så hun ligesom.. har nogen at tale med.
Hun ved jo godt, jeg altid er der for hende. Det er bare så svært at stå og kigge på.
Flynn Tilmeldt:
maj 2004
Følger: 13 Følgere: 28 Hunde: 6 Emner: 126 Svar: 5.007

#4 4. jun 2012 Giv hende lidt af dig. Fortæl om hvordan du har haft det. Det hjælper tit til at åbne op.
Alexandoria Tilmeldt:
jun 2009
Følger: 50 Følgere: 257 Hunde: 3 Emner: 426 Svar: 10.536

#6 4. jun 2012 TrustNoOne: Hun ved godt, hvordan jeg har det og har haft det.. Vi snakker jævnligt om det. Men hun snakker aldrig rigtig om sig selv. Har da fået lidt frem, men det er ting, jeg ved i forvejen..
Alexandoria Tilmeldt:
jun 2009
Følger: 50 Følgere: 257 Hunde: 3 Emner: 426 Svar: 10.536

#7 4. jun 2012 Camilla: PB, hvis i direkte gerne vil vide det, har ikke lyst til at fortælle det til hele forum ^^
Irene Tilmeldt:
maj 2005
Følger: 75 Følgere: 65 Hunde: 2 Emner: 596 Svar: 8.392

#9 4. jun 2012 Måske føler hun, det kun handler om dig, fordi i netop har talt om det før? Den tanke kan man let få jo
blah b Tilmeldt:
mar 2011
Følger: 1 Svar: 1.036

#10 4. jun 2012 Hvis jeres venner deler din bekymring, kan i måske tage en snak med hende alle sammen, hvis der er tale om noget alvorligt.

Hvis det er hendes liv og førlighed det handler om, så må jeres venner også kunne forstå at du ikke kan besidde en sådan viden om din egen søster uden at handle på den.

Som CH er inde på, må man nogle gange bare acceptere at mennesker træffer valg som man ikke nødvendigvis kan identificere sig med - men igen, er det meget alvorligt må man også gøre op med sig selv hvad der er vigtigst, at du handler på din bekymring eller bevarer godt ord, hvad enten det er din søster og dig, eller vennerne.
Alexandoria Tilmeldt:
jun 2009
Følger: 50 Følgere: 257 Hunde: 3 Emner: 426 Svar: 10.536

#12 4. jun 2012 Jeg har faktisk valgt at lade være med at snakke så meget om mig selv nu, fordi hun har så mange problemer. Lukker faktisk mig selv inde, som jeg har gjort før, specielt for at spare min mor for at have to døtre med problemer.
Selvom hun sikkert godt ved, der er lidt galt, så prøver jeg at skjule det.

Med min søster taler jeg dog mere åbent om det end med min mor.
- Men har tit prøvet at snakke med hende og prøve at komme ind på hendes liv, men kan intet få ud af hende.. Hun bliver bare sur, hvis man kommer ind på det.
Irene Tilmeldt:
maj 2005
Følger: 75 Følgere: 65 Hunde: 2 Emner: 596 Svar: 8.392

#13 4. jun 2012 Er man sikker på, det er noget der nødvendigvis skal deles? Her tænker jeg på, at hun f.eks. kunne være meget påvikret af en eller anden fyr f.eks. Altså noget der i virkeligheden ikke er farligt, men bare ganske naturligt En fyr var bare et eksempel.
Alexandoria Tilmeldt:
jun 2009
Følger: 50 Følgere: 257 Hunde: 3 Emner: 426 Svar: 10.536

#14 4. jun 2012 Ved det er noget med en fyr, men dét er ikke det eneste.
Kan godt forstå, hun er nede, men... tror bare det er for meget til, at hun kan håndtere det uden at snakke om det.

Men har så fundet ud af, at hun slet ikke vil snakke med mig.
Irene Tilmeldt:
maj 2005
Følger: 75 Følgere: 65 Hunde: 2 Emner: 596 Svar: 8.392

#15 4. jun 2012 Hvor længe har det stået på? Hvor gammel er hun?
Alexandoria Tilmeldt:
jun 2009
Følger: 50 Følgere: 257 Hunde: 3 Emner: 426 Svar: 10.536

#16 4. jun 2012 Tror egentlig alt i alt, det har stået på i et halvt år. Men det er alting, ikke kun fyren.

16.
Irene Tilmeldt:
maj 2005
Følger: 75 Følgere: 65 Hunde: 2 Emner: 596 Svar: 8.392

#17 4. jun 2012 Der sker mange ting når man er 16. Tanker om uddannelse, identitet o.l. Det er meget normalt at få et lille nedbrud i den alder, tror jeg. Jeg fik det i hvert fald selv. Man skal lære sig selv at kende, både alene, i tosomhed og i større sociale sammenhæng. Man skal bestemme sig for, hvem man er, hvad man vil stå for osv.

Det er svært når ikke man ved mere.:-)
Alexandoria Tilmeldt:
jun 2009
Følger: 50 Følgere: 257 Hunde: 3 Emner: 426 Svar: 10.536

#18 4. jun 2012 Ja.. det er det. Har selv været der..
Men det her er lige i overkanten..
Irene Tilmeldt:
maj 2005
Følger: 75 Følgere: 65 Hunde: 2 Emner: 596 Svar: 8.392

#19 4. jun 2012 Så må du jo gå til noget familie eller andet
blah b Tilmeldt:
mar 2011
Følger: 1 Svar: 1.036

#20 4. jun 2012 Og det er ikke bare teenage?

Personligt ville jeg heller ikke have delt hvad som helst...hvis noget...i den alder, med mine søskende eller forældre og de har da ganske givet opfattet det som om alt muligt andet, uden det var tilfældet.
Og det har til dato aldrig virket på mig, når jeg følte mig presset til at dele.

Men når man ikke kender resten af situationen er det jo ikke til at sige om det er tilfældet eller smart at turde tro på, at det "bare" er noget lignende det jeg beskriver...
Alexandoria Tilmeldt:
jun 2009
Følger: 50 Følgere: 257 Hunde: 3 Emner: 426 Svar: 10.536

#21 4. jun 2012 Problemet er, at mig og min søster har delt næsten alt. Vi er meget tætte med kun 2 års forskel.. Og vi er blevet mega gode venner her på det sidste, så jeg forstår ikke helt det her tilbagefald.

Tror virkelig ikke, det bare er almindelig teenage. Altså.. delvist er det jo, men det er altså ret slemt og ret meget.
Lenja.dk Tilmeldt:
jul 2010
Følger: 6 Følgere: 4 Emner: 12 Svar: 295

#22 4. jun 2012 Jeg tror at du skal give hende tid, så vil hun komme, når hun er klar. Jeg har et meget tæt forhold til min søster som er 12 år yngre, vi taler om stort set alt. Men der var en periode på et år/ halvandet hvor at hun lige som skubbede mig lidt væk. Jeg gjorde det klart at jeg var der for hende uanset hvad.. Hun kom da også til mig, da hendes løsrivelses periode var slut. Hun er 16 år nu og fortæller mig hver gang hun har brug for hjælp/ støtte/ tryghed/ kærlighed og sådan. Så her hjalp det at give tid og acceptere hendes valg..
blah b Tilmeldt:
mar 2011
Følger: 1 Svar: 1.036

#23 4. jun 2012 Det er det samme her, aldersmæssigt, og forholdet til dem veksler til stadighed, til trods for at det er 10 år siden jeg var 16. Det er ikke altid jeg deler alt med dem, det afhænger af så meget, og jeg synes selv det kan været en ekstra stressfaktor at føle folk forsøger at presse en til at tale om tingene...så går jeg bare i den modsatte grøft.

Om det er tilfældet med din søster ved jeg naturligvis ikke. Og det er bestemt heller ikke opfordring til at lade det ligge hvis du oprigtig mener at det er for alvorligt til at hun selv kan håndtere det. Som 16-årig tror man jo også gerne at man kan klare alt og hele verden, på egen hånd.

Måske bør du gøre din bekymring klar, hvis du vurderer at det her FOR alvorligt og sige at du ikke vil sidde inde med disse bekymringer og din viden alene og dermed et ansvar, så enten må hun betro sig til dig eller så må i finde en som hun kan få den fornødne hjælp af, så du er forsikret om at hun er ok.

Jeg kan sagtens forstå "teenageren der bare ikke gider dele alt med familien der bare bliver veeeeed" - forstå mig ret - men jeg kan meget godt forstå dig også, hvis du oprigtig føler at det her er alt for alvorligt!

Jeg har selv måtte skære igennem overfor en veninde hvor det vitterligt var hendes liv hun gamblede med - enten så fik vi løst hendes situation sammen, eller så måtte jeg inddrage andre der kunne træde ind - jeg skulle ikke have det ansvar at være den eneste der vidste hvad der foregik, hvis det endte så galt som det kunne have gjort. Hun lyttede og det er endt godt.
Alexandoria Tilmeldt:
jun 2009
Følger: 50 Følgere: 257 Hunde: 3 Emner: 426 Svar: 10.536

#24 5. jun 2012 Hun ved godt, at hun altid kan komme til mig. Det har både jeg og andre sagt til hende flere gange.
Men hun vælger at lukke sig selv inde.
Jeg giver hende plads, har endnu ikke presset hende til at snakke om det. Jeg sidder og venter og ved ikke, hvad jeg kan gøre.

- Og ja. Jeg er bestemt overbevist om, at min søster skal have hjælp, hvilket jeg også har fået bekræftet af 2 andre herinde. Hvordan jeg skal give hende den, ved jeg ikke ):
blah b Tilmeldt:
mar 2011
Følger: 1 Svar: 1.036

#25 5. jun 2012 Er det generelt, at hun ikke snakker med nogle? For der jo en forskel på om hun lukker dig ude og lukker sig selv inde.

Jeg kan ikke tale på hendes vegne eller overskue sitationen med så få informationer, men hvis hun er bevist om at "du venter", kan været pres nok i sig selv. Det er jo ikke sikkert det, eller dele af det, er noget hun ønsker at inddrage dig eller resten af familien i og det er også okay, men hvis du vurdere at det er mere end som så og noget så alvorligt, så må du jo trodse hendes og jeres venners ønske, og så må skaffe den fornødne hjælpe eller inddrage nogle der kan tage over, og det lyder som om nogle voksne kunne være en fornuftig ide, forældre eller andet.
Alexandoria Tilmeldt:
jun 2009
Følger: 50 Følgere: 257 Hunde: 3 Emner: 426 Svar: 10.536

#26 5. jun 2012 Nej.
Her det seneste halve år eller.. nok lidt mindre, har hun bare lukket hendes næreste familie og venner ude. Næsten os alle.

Mine forældre gør, hvad de kan, men hun modsætter sig alt og beder dem om at gå. Min mor er ved at gå helt fra sig selv, for hun ved ikke, hvad hun skal gøre.
blah b Tilmeldt:
mar 2011
Følger: 1 Svar: 1.036

#27 5. jun 2012 Så må dine forældre skære igennem jo, hun er trods alt kun 16! Og hvis hun leger med sit liv og helbred, så skal hun ikke have lov at sætte dagsordenen. Tag hende til læge, psykolog, kommunen, tilbud til unge, eller hvad i nu mener der kunne være en hjælp i hendes situation når det er så alvorligt!

Jeg ved ikke engang hvad det er jeg svare på...men det må være mit råd, hvis det er så slemt som der gives udtryk for.

Hvis ikke, så synes jeg jeg hun skal have fred og plads. Jeg kan kun tale af egen erfaring, og i den alder gjorde det blot hele situationen være når der blev hevet fra alle sider når jeg ikke lige krængede mit hjerte ud, om noget man godt bare vil have lov at være teenagesur over, noget der principielt kan være en forbipasserende bagatel, ind til andre blæser det ud af proportioner.
Hvis hun er helt indelukke - i forhold til jer - er det jo ikke til at vide hvad hun tænker og om det i oplever måske er noget der primært forekommer internt i jeres relation. Du skriver næsten alle, så nogen må stadig have "adgang"...

Men jeg synes ikke rigtig at jeg kan komme det nærmere eller konkretisere, når jeg ikke ved hvad der er tale om, og jeg bryder mig egentlig ikke om at svarene enten kan være overdrevne eller for lade, i forhold til det der foregår.
Bente H - nu med 2 sheltier Tilmeldt:
aug 2008
Følger: 37 Følgere: 36 Hunde: 3 Emner: 66 Svar: 10.279

#28 5. jun 2012 Jeg må tilslutte mig helt og fuldt Blah's indlæg. Og i særdeleshed det sidste.
Alexandoria Tilmeldt:
jun 2009
Følger: 50 Følgere: 257 Hunde: 3 Emner: 426 Svar: 10.536

#29 5. jun 2012 Hun går til læge.
- Men det er af sygdomsrelaterede grunde.
Det er svært for min mor, som har kroniske ledsmerter, at tvinge en 16 årig pige, som er lige høj som hende selv, til psykolog eller lignende. Min søster går ikke selv, det er helt sikkert.

Som sagt kan i skrive en pb, hvis i vil vide mere.
JEG synes, det ligner noget, hvor det i hvert fald går i stor grad ud over hendes liv. Ikke bare nu, men også fremtidige.
Jeg ved nogenlunde hvad hun kæmper med, og kan sige, at det ikke har direkte relation til selve familien.
Irene Tilmeldt:
maj 2005
Følger: 75 Følgere: 65 Hunde: 2 Emner: 596 Svar: 8.392

#30 5. jun 2012 Jeg vil nu mene at jo, din mor kan godt tvinge hende til psykolog, hvis det er det, der er det nødvendige.
Alexandoria Tilmeldt:
jun 2009
Følger: 50 Følgere: 257 Hunde: 3 Emner: 426 Svar: 10.536

#31 5. jun 2012 Hvordan? Hun kan jo ikke bare slæbe hende afsted?
Mic M. Tilmeldt:
jun 2007
Følger: 2 Følgere: 1 Hunde: 1 Emner: 17 Svar: 472

#32 5. jun 2012 Min veninde snakkede med en psykolog, og jeg kan se hvordan det hjalp hende til at blomstre op igen. Hun gennemgik en meget hård tid, og havde ikke nogen at snakke med. Vores tidligere lærer hjalp hende heldigvis og fik hende overtalt til at snakke med en psykolog bare en enkelt gang. Og det blev heldigvis ikke hendes sidste gang.
Det er meget vigtigt at have en voksen at tale med, de er gode til at vejlede, lytte, især en psykolog som er uddannet til det. Alt det her ved du vel nok, men jeg tror det er en rigtig god idé.