person påkørsel {{forumTopicSubject}}

Jeg har lige prøvet at læse og følge en tråd"affødt" af minon.Om en Mark og Pernille i en og samme person.Indlæggene var mange,og dem af dem jeg læste fra jer alle sammen,var rigtig fine og gode,og medfølende.

Det her handler ikke om en Mark/Pernille.Men om det min overskrift hentyder til.
Og indlægget bliver langt,MEN,jeg må ud med det.

Jeg bor ved en park,hvor toget kører.Nu,er det 2.gang med 2 års mellem rum,jeg har og i dag,næsten været vidne til "overskriften".

I,dag,sad jeg som sædvanlig,i varm sol,på "min" bænk og så folk gå forbi.Forskellige mennesker,mange hunde,børn alt,og tænkte,at nu går jeg til bageren,køber en virkelig fed kage,og laver mig en stærk kop kaffe,og det glædede jeg mig til.

kl.ca.13.30,hører vi brandbiler,ambulanc,politibiler,ca.500.m,fra hvor jeg sad.Og,jeg fik straks en enorm kvalme,væk var tanken og glæden over kagen og kaffen.
Jeg ville bare væk NU.Jeg bor lige ved parken,har kun 5 min.gang til min lejlighed.

Der var løse hunde,"løse" småbørn,ja,vejret var dejligt,folk var glade. og,så lige pludselig,blev det hele underligt,og
Alle vidste hvad der var sket.

Nogle blev,som mig,frygtelig frygtelig kede af det,andre "underlige" mennesker var ,og jeg mener det-fy for fanden,nygfigne.

En,meget sød ung mand,som jeg tit og ofte taler med,sagde:
Vibeke,du skal ikke gå hen til stenen,jeg hjælper dig op af trappen med cyklen.Han fortsatte,det er slemt at,se på.

Jeg kommer op i lejligheden,og lukker min altandør.

Og,så er det jeg tænker:

Jeg sad der på bænken,Verner og mig blev "stegt" af solen,hunde hilste glade på hinanden,og der var mange mennesker,der gik forbi "min" bænk.Og,så "det" menneske.

Jeg har her, siden det skete,prøvet at genkalde mig,ansigterne,på de mennesker jeg så,der i parken,som gik forbi "min" bænk..

Var der et bedrøvet ansigt,var der en skikkelse,der gik tynget og ked af det,foroverbøjet,hvorfor kan jeg IKKE huske en sådan person,min søde unge hundeven,fortalte lavmælt,at det var en mand.

Jeg har hele dagen prøvet at genkalde mig,de mennesker,jeg så nede i parken.Jeg plejer at,være god til at huske ansigter,MEN ikke menneskenavne,kun hundenavne.

Jeg kan ikke genkalde mig et ansigt,eller skikkelse,der så bedrøvet ud,og det gør mig faktisk ked af det.Det har været en "anynom" person,som er gået forbi mig.

Jeg har et specielt sted i parken,jeg tit og ofte sidder,men så skal jeg forbi stenen,og gå langs jernbanen,til "mit og Verners sted".Der skal nok gå en "rum" tid,før jeg igen passerer stenen og besøger mit og Verners sted.

Beklager det her lange indlæg.Men har ikke rigtigt talt med nogen om det i dag,og ud måtte det.

Jeg fortalte det sporadisk,til en genbo,hvor hun straks plaprede ud med en episode,for flere år siden,og det gad jeg ærlig talt ikke høre på.For det var sket lige nu og her.Og,jeg havde det faktisk af helvede og det påvirker mig lidt endnu

hilsen
vibeke