{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter

Blanding af racer Shaggie (himmelhund<3) [ Himmelhund] 2013

891 visninger | Oprettet:
Bedømmelse

Du kan først stemme, når din egen hund er oprettet og stemt ind. Opret din egen hund

Julie - nu med Aussie
Kvinde | 28 år | Oprettet: 27. jan 2015


Blanding af racer Shaggie (himmelhund<3)

Fødselsår:
2013
Størrelse:
Mellem størrelse, 21 kg. :)
Temperament
Hun er en super dejlig følgesvend, en rigtig puttehund og trofast ud over alle grænser. Desværre har hun ikke haft en nem start på livet og stresser derfor meget let, hvilket dog kan afhjælpes med en struktureret hverdag, hvor hun ikke skal tænke på andet end bare at slappe af og være hund.

Hun elsker børn i alle aldre, og nyder at lege med andre hunde. Hun er god til selv at trække sig når hun ikke gider mere, og er det sidste års tid faldet meget ned.
Tricks
- Sit (også ved håndtegn, løftet pegefinger)
- Dæk/Put dig (Også ved håndtegn, flad hånd eller knips)
- Rul rundt
- BANG (spille død) (Også ved håndtegn, "skyder" med fingrene)
- Giv pote/den anden pote
- High five
- Stå(på bagben)
- Bliv / fri
- Apport, når hun selv har lyst
- Komme ved indkald
- Det er min / værsgo
- Gå i kurv
- Snurre (dreje rundt)
- Sid pænt (sidde på bagen)
Stævner
Ingen.
Stamtavle
Ingen.

Labrador/Staffordshire Bull Terrier mix.
Køn
En rigtig dame. :)
Beskrivelse
Shaggie er en helt unik lille "baby", som bestemt ikke har haft en nem start. Vi overtog hende som seks-måneders, hvor vi var de tredje ejerer Hun ankom som en lille, forvirret og bange hund, men er med tiden blevet den kærligste tøs man kan forestille sig. Hun kan være reserveret overfor nogle børn og mænd, men det er noget som kun bliver bedre og bedre med tiden.

Hun kan med alle hunde og er kanon til at læse og forstå hvornår nok er nok.

Hun kræver en god portion tålmodighed i hverdagen, men udvikler sig hele tiden til den positive side. :)

Mit opslag på Facebook:

Idag, d. 9. marts kl. 12:30 sagde vi farvel til hele familiens baby og min bedste ven og træningspartner Shaggie.
Hun faldt i søvn og sov ind på mit skød, hjemme ved momsen og i det smukkeste vejr.

Som de fleste ved, har Shaggie ikke haft en nem start på livet og teorierne fra dyrlægerne er forskellige. Den ene mener hjerneskade, den anden er ganske enkel og barsk - taget for tidligt fra mor, og tæsk. Den sidste er en teori som er bakket op af den adfærdsspecialist og hundetræner, vi har haft et tæt samarbejde med. Og det er den teori jeg vælger at skrive ud fra.

Jeg vil ikke bruge denne status på at forklare vores valg og græde for åben skærm (jeg gør det bag den) - men derimod forsøge at få folk til at åbne øjnene op for de, ifølge nogle, "små ubetydelige fejl", som i mange tilfælde kan ende med fatale følger.

Jeg vælger at generalisere, og jeg er udemærket klar over, at der er mange tilfælde hvor det jeg skriver, ikke gælder alle hunde. Shaggie var en meget skrøbelig og sårbar hund af sind, men også en "her kommer jeg"type. Jeg beder jer derfor om at se sammenhængen, og tænke på hvad én "basal" ting kan føre til.

Når en hvalp bliver taget for tidligt fra sin mor, lærer den ikke de basale færdigheder - den lærer simpelthen ikke at forstå sit eget sprog. Den bliver svækket i forhold til kommunikation, hvilket vil sige at den ofte ikke er klar over hvad de andre hunde siger til den -og hvordan den forklarer sig overfor dem.
En hvalp leger sig ofte igennem, men som den bliver ældre kan den blive mere og mere frustreret. De andre hunde bliver ved med at gøre ting, som den ikke forstår - og den kan ikke selv sige fra. Hunden bliver derfor ofte usikker og hvordan forsvarer en hund sig? I Shaggies tilfælde sprang hun simpelthen i luften til sidst. Hun kendte ikke til det derimellem, for hun havde aldrig lært det.

Forestil jer så en hund - mentalt lang bagud, og som ikke forstår sit eget sprog - blive kastet ud i en menneskeverden. Altså endnu en verden, som den ikke forstår. Her er den helt alene og herfra kræver det en tydelig og IKKE mindst, kærlig og tålmodig leder, som igennem leg og kærlighed kan guide sin nye ven til et liv i harmoni.

Men så heldig, er det desværre langt fra alle hunde der er. Som jeg før har skrevet, så er der i dette tilfælde et andet ord brugt. Nemlig "tæsk". Og resten taler for sig selv.

Hende som samlede Shaggie op fra første ejer, skal på ingen måde bebrejdes! Hun gjorde alt hvad hun kunne, og havde det ikke været for hende, var hun ikke endt hos mig.

Men Shaggie var seks måneder, da hun kom til os.. Kun en hvalp - det tog kun seks måneder at ødelægge hende.

Dette er et nødråb til jer alle sammen. Jer som opdrætter - behold nu for Guds skyld de hvalpe hos deres mor til de er gamle nok - det ér faktisk lovpligtigt. Skulle jeres tæve være så uheldig at gå bort under fødslen, eller af måske en helt anden grund, være ude af stand til at være der for hvalpene, så gør alt hvad der står i jeres magt for at finde en erstatningsmor. Og tjek for Guds skyld de familier hvalpene lander hos.
Jer som har fædre til hvalpe. Tjek op på det hele inden. Er ejerne til tæven reelle og bland dig i hvilke familier hvalpene kommer til.
Jer som er hvalpekøbere. Besøg stedet flere gange. Virker alt som det skal være? Må I se hvalpenes forældre og er det sunde forhold de lever under. Er hvalpen sund?
Skal du måske af med din hund - så vær ÆRLIG. Har den nogle skavanker, er der noget som der skal arbejdes på?
Og jer som overværer noget forkert - reager!

Der er så mange hunde som lider en forfærdelig skæbne i Danmark -og ja, hele verdenen. Shaggie var en af de heldige. Hun kunne ligeså vel være endt som potensforlænger eller kastebold.

Næste gang du møder en "problemhund", så beder jeg dig tænke på mit opslag og så vende den en ekstra gang oppe på øverste etage.
"Problemhund" er et ord, som ikke bør eksistere. Det bør "problemmenneske", derimod.
HELDIGVIS findes vi rigtig mange ildsjæle rundt omkring, og jeg ville til hver en tid sige ja, til en hund af samme skæbne - igen og igen og igen. Men selvom det er os, som er de gode i det her - så er det os, som sidder tilbage med vreden, afmagten - og ikke mindst sorgen, hvis det ikke lykkes.

Tusind tak for to helt fantastiske år, Shaggie. Du vil altid have en speciel plads i vores hjerter, og vi har aldrig nogensinde fortrudt. Må din historie være en øjenåbner, for de uvidende og egoistiske mennesker i vores samfund, og lad din skæbne være til gavn for en masse fantastiske hunde, og give dem det værdige og glade hundeliv, fyldt med kærlighed, de alle har fortjent.

"God hund, Shaggie" og forevigt mors lille pige. Vi ses på den anden side < 3

Kommentér på:
Blanding af racer Shaggie (himmelhund<3)
Annonce