?? {{forumTopicSubject}}

Sad idag til en 60 års fødselsdag, og fødselaren og hans kone havde begge drukket en del, så kom vi ind på emnet vores hunde, konen siger så til mig at jeg skal passe MEGET på med Checco, for han vil (efter hendes mening) med 100% sikkerhed få et flip på et tidspunkt så han bare angriber os, og derfor SKAL vi gå til hundetræning med ham, for ellers kan vi ikke styre ham, påstår hun.
Forsvarer så selvfølgelig min elskede hund, og siger at jeg har fuld kontrol over min hund, og ved at jeg kan stole på mine hunde, for de er der altid for mig, og siger til hende at jeg ikke behøver at betale for at træne med min hund, da jeg selv synes at jeg har så meget forstand at jeg sagtens kan klare det selv.
Hun får så et flip, og begynder at råbe op, og fortælle mig at jeg bare SKAL gå til hundetræning med Checco.
Vi diskuterer så lidt frem og tilbage, og så bryder hendes mand ind, og giver hende selvfølgelig ret, og siger til os at han er helt sikker på at om bare et halvt år har vi ikke Checco mere fordi vi ikke vil kunne styre ham hvis vi ikke går til træning.
Jeg siger så til ham at mine hunde står ved min side til døden os skiller, de begynder at sidde og gøre nar af os, og sige på en ironisk måde at vi jo også er meget klogere end alle andre og sådan nogle ting. Bliver selvfølgelig sur og irriteret, for INGEN skal lære mig hvordan man opdrager en hund, elsker mine hunde så sindsyg højt, og ved 100% hvad jeg foretager mig med dem.
Så siger manden fandme til mig at det tror han ikke på, og der er jo trods alt BARE EN HUND! Bliver virkelig sur over den sætning, og siger til ham at INGEN nogensinde skal omtale mine hunde som BARE EN HUND, for mine hunde er mine børn, og jeg elsker dem højere end min egen familie. Han opgiver så, og skifter emne.

Synes i at jeg overreagerede? Eller blev for hurtigt sur?
Og hvem har mest ret i deres udtalelser?
Håber i vil svare. Blev godt nok tosset.