Hvad er en Pomsky? Læs om hunden her.

Opdateret 17. November 2016

En pomsky er en blanding mellem en siberian husky og en pomeranian. Blandingen er en designerhund, hvilket betyder at hunden er en krydsning mellem to racerene hunde, som er kombineret for at fremelske nogle specifikke egenskaber eller træk. Som udgangspunkt vil moderen være en husky, da dette er klart den største af de to racer, og man derved mindsker chancen for fødselskomplikationer.



Designerhunde
Andre eksempler på designerhunde er fx labradoodle (labrador og puddel), corkie (cocker spaniel og yorkie) og boston huahua (boston terrier og chihuahua).
Konceptet omkring designerhunde er til tider blevet kritiseret, bl.a. fordi det er vanskeligere at forudsige tendenser hos hunden, når den er en krydsning af racer.

Udseende
I forhold til udseende vil en pomsky tit minde mest om en pomeranian i starten af sit liv, og efterhånden som hvalpen vokser, vil den i højere grad begynde at ligne en husky - det kan dog variere meget. Begge pomskyens forældre har særdeles flot pels, og dette kendetegn bliver videregivet til hvalpen - oftest i form af en flot, silkeblød pels der generelt er hvid, sølv, sort eller en blanding af disse farver.

Som tommelfingerregel kan halvdelen af forældrenes samlede vægt, være en nogenlunde indikation af din pomskys fremtidige vægt. En vægt på omkring 10-15 kg. er ikke unormalt for hunden, men den endelige vægt kan både være højere eller lavere. Hundenes gennemsnitslevealder er relativt høj og ligger på omkring 13-15 år. I forhold til pelspleje er en pomsky ikke videre krævende. Det anbefales at få hundens tænder tjekket en gang om året, da de kan have en tendens til at udvikle tandproblemer.



Temperament
Hundene har ofte meget energi, og de har behov for masser af motion og aktivitet for at trives. Det høje aktivitetsniveau skyldes bl.a. hundens gener fra huskyen, der som bekendt er en slædehund. Hundene er generelt dedikerede vagthunde, der uanset deres størrelse vil beskytte deres familie frygtløst.

Det kan være vanskeligt at forudse temperament og personlighed hos en pomsky, da man ikke ved hvilken af racerne, der kommer til at være det dominerende udtryk for hunden senere i livet.
Eftersom begge racerne er relativt følsomme, kan tidlig socialisering anbefales på det kraftigste, og vil gøre det markant nemmere at introducere din pomsky for fremmende mennesker og hunde i fremtiden.
Som udgangspunkt er en siberian husky en relativt uafhængig hund mens en pomeranian kan være lidt mere kontaktsøgende. Pomskyens karaktertræk kan derfor være en blanding af førnævnte eller hælde lidt mere til en af racernes træk.
Derudover kan man forvente en intelligent, venlig og aktiv hund, som gerne vil deltage, når dens ejere foretager sig noget. I forhold til sport og aktiviteter er der meget gode chancer for, at du bliver træt før din pomsky, så tag den endelig med på joggingture eller lignende.

En sød video fra Apexpomskies:



En sjælden kombination
Hunden er dog stadig meget sjælden, og er ikke anerkendt af American Kennel Club eller andre større klubber. Der er dog etableret en klub i USA kaldet “Pomsky Club of America”, som arbejder på at udvikle en standard for krydsningen. Det er vanskeligt at finde en pomsky til salg, og pga. dens sjældenhed, vil prisen for en af hundene ofte være høj.

Info om Pomsky

Annonce